Onsdag blev fire medlemmer af ledelsen på Særslev Hårslev Skole fritaget fra jobbet med øjeblikkelig virkning. Dagen derpå er der fortsat ingen, der kan få oplyst hvorfor.
På skolens Særslev-afdeling skal Mikkel Benjamin Olsen hente sit barn, og ligesom flere andre forældre, TV 2 Fyn har talt med, men som ikke ønsker at lade sig interviewe, savner han en orientering fra kommunen.
- Vi har faktisk ikke fået så meget at vide. Det eneste, vi har fået at vide, er, at de er fritaget på nuværende tidspunkt. Det er ikke så rart lige nu, fordi vi ikke ved, ved der sker, fortæller han.
Onsdag fortalte direktør for Børn og Unge i Nordfyns Kommune, Karsten Poulsen, at fritagelsen skyldes "personalesager".
- Man bliver utryg, og det ville være rart som forælder, når man har børn i institutionen og på skolen, at man vidste lidt mere, siger Mikkel Benjamin Olsen.
Ingen børn har lidt overlast
Karsten Poulsen ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men han forsikrer over for TV 2 Fyn, at forældrene ikke behøver være urolige.
- Vi har fritaget fire medarbejdere på skoleområdet i Nordfyns Kommune. Der er i den forbindelse ingen børn, der har lidt overlast, siger han.
TV 2 Fyn har talt med næstformand i skolebestyrelsen, Henrik Dam. Han ved ligesom de øvrige forældrene ikke, hvorfor ledelsen er fritaget, og han ønsker ikke at stille op til interview.
Det ønsker formand for Børne- og Ungeudvalget i Nordfyns Kommune, Anja Lund fra Venstre, heller ikke. Borgmester Morten Andersen (V) henviser til Karsten Poulsen.
Navnene på de fire fritagede medarbejdere er kendt af TV 2 Fyn. Ingen af dem ønsker at lade sig interviewe, eller vender ikke tilbage på opkald og sms'er.