Legetøjet flyder rundt på gulvet i hjemmet i Nyborg. Primært dukker og dyr i alle former og farver. I samarbejde med mor og far er Dicte Sander Søgren ved at klæde dukkerne på i fine kjoler. Noget, som de ofte gør. For legen i hjemmet er blevet en af Dictes primære fritidsaktiviteter, når hun har fri fra specialskolen Rævebakkeskolen i Nyborg.
- Hun ville have godt af at få nogle flere venner, siger Troels Sander Søgren, der er far til Dicte.
6-årige Dicte ser ud og opfører sig som langt de fleste jævnaldrende. Men modsat andre er hun næsten blind. På venstre øje har hun tunnelsyn på under fem grader – og på højre ser hun kun lys og skygger. Det fysiske handicap gør, at det næsten er umuligt for forældrene, Mathilde Sander Søgren og Troels Sander Søgren, at finde en idrætsforening, der kan rumme Dicte.
- Vi har prøvet rideklubber, og hun har gået til håndbold, men hun kunne ikke se bolden. Og så har vi prøvet svømning, fortsætter Troels Sander Søgren.
Uligheden i foreningsidrætten for børn og unge med handicap er et emne, vi på TV 2 Fyn sætter fokus på den kommende uge under titlen Hvorfor er der ikke plads til mig?.
Et af mange ansigter
Mange børn og unge med fysisk eller psykisk handicap står uden for foreningsidrætten. Tal fra specialsport.dk viser, at kun 15 procent af specialskolebørn - hvor langt størstedelen har et eller flere handicap – dyrker idræt i en forening. Og kun 34 procent af denne gruppe har i løbet af deres liv forsøgt sig i en idrætsforening. Til sammenligning dyrker omkring 80 procent af danske børn og unge idræt i en forening i dag. Og hele 90 procent har prøvet det.
Det er præcis den tendens, der frustrerer Mathilde Sander Søgren.
- Det er et kæmpe nederlag for Dicte, for hun kender ikke til andet. Hun er født sådan her. Hun vil gerne alt det, de andre gerne vil, og det de andre kan. Og så altid at få at vide, at det er der ikke mulighed for – og hele tiden som forældre at skulle snige sig uden om og fortælle hende, at det er fordi, hun har det med øjnene.
Forældreparret har flere gange fået at vide, at de lokale foreninger i Nyborg ikke kan rumme deres datter og hendes behov eller har kompetencerne til at inkludere børn som Dicte.
En rideklub ville for eksempel ikke "tage ansvar" for, at Dicte omgik heste.
Forældrene skåner Dicte for nederlagene ved at undlade at fortælle hende om afvisningerne. For de sætter sine spor.
- Hun bliver ked af det og frustreret og siger, at hun ikke vil have sine dumme drilleøjne.
En ulige kamp
Det er umuligt at opgøre, præcis hvor mange børn og unge med handicap, der står uden for foreningsidrætten, da man ikke sætter denne samfundsgruppe i boks. Men utallige rapporter og undersøgelser slår problemet fast.
Eksempelvis har Aalborg Universitet spurgt 1.158 forældre til børn og unge med handicap om deres børns motionsvaner. Her var hvert femte barn slet ikke aktiv i deres hverdag. Hverken med motion i fritiden eller i foreninger. Og hos andelen af aktive, foregik idrætten oftest alene. Barriererne i foreningsidrætten handlede primært om manglende menneskelig hjælp og viden hos trænerne til at inkludere.
Og netop et af de ansigter, der løber panden mod muren, er 6-årige Dicte Sander Søgren i Nyborg. For på trods af at landets største idrætsorganisationer, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI påstår, at foreningsidrætten er for alle, så er det ifølge Dicte Sander Søgrens forældre langt fra virkeligheden:
- Jeg synes, det er svært at acceptere, at bare fordi min datter ikke kan se ligesom alle andre børn, så skal hun ikke have lov at dyrke sport, når hun gerne vil, siger Troels Sander Søgren.
Mie Maar Andersen er konsulent ved Videnscenter om Handicap og har undersøgt netop dette område i mange år. Hun pointerer, hvordan den manglende inklusion potentielt kan påvirke barnet:
- Når man føler sig udenfor, så er det klart, at det kan skærpe følelsen af ensomhed – men ikke mindst medvirke til følelsen af, at man ikke passer ind, at man er forkert som menneske, når man ikke er en del af det, som alle andre er en del af.
For ti år siden satte Trine Ravn sig for at løse problematikken, at børn og unge med handicap har svært ved at være en del af idrætsforeningerne. Her stiftede hun specialsport.dk, der skal få børn på specialskoler ud i foreningsidrætten. Og hun peger på, hvor udfordringen især ligger:
- Der er en rigtig stor ulighed i forhold til, at vi som samfund slet ikke har haft opmærksomhed på, at alle børn og unge med handicap kan blive en del af et foreningsliv. De fleste gange kigger de almene omgivelser på et barn og tænker ’’der er også så meget handicap, at det ikke kan lade sig gøre’’, men det passer ikke – det handler bare om, at det skal være den rigtige ramme.
- Der, hvor den virkelige udfordring er, det er, at vi som forældre og personale omkring børnene ikke ser mulighederne ude i foreningslivet – at vi ikke ved, hvor de rigtige tilbud er henne. At der ikke er nogen, der matcher børnene rigtigt.
Men på trods af indsatserne har uligheden og eksklusionen for børn og unge med handicap været konstant i mange år. Alligevel giver Mathilde Sander Søgren og Troels Sander Søgren i Nyborg ikke op:
- Dicte skal leve i de seendes verden, og derfor må de seende også lave nogle rammer, hun kan være i.