Johanne skal spille sit livs hovedrolle i Tivoli: - Det er helt sindssygt vildt

26-årige Johanne Milland fra Nyborg skal spille sin første professionelle hovedrolle i den største opsætning nogensinde af musicalen Atlantis, som har premiere i Tivoli fredag.

- Jeg kan mærke, at selvom mange kommer og spørger, hvordan jeg har det i premiereugen, så skal vi ikke skal tale om premieren lige nu.

quote Jeg føler mig enormt privilegeret

Johanne Milland, 26 år, skuespiller

26-årige Johanne Milland fra Frørup med skuespil-opvækst i Nyborg træder fredag aften i Tivolis Glassal for første gang op på scenen i en professionel hovedrolle.

Det sker i den største opsætning nogensinde i Danmark af musicalen Atlantis, som er en fortælling om kærlighed, magt og mordforsøg tilsat græsk tragedie bundet sammen af masser af god musik.

- På fredag har vi premiere, og det er helt sindssygt vildt at få lov til at stå der og vide, at det er mig, de har valgt, siger Johanne.

En modreaktion på normaliteten 

Hun stod på scenen for alvor for første gang i 2011 i Nyborg Voldspil, hvor hun i flere år medvirkede i den årlige sommer-musical. Siden kom hun på Musical Talentskolen i Nyborg for derefter at tage til Musicalakademiet i Fredericia.

- Jeg har altid vidst, at det var noget af det, jeg skulle. Jeg har aldrig ville andet, selvom folk sagde, jeg skulle have en plan b, siger Johanne om de mange gange, hun har hørt, hun skulle tage på gymnasiet og videre på universitetet for at få sig en rigtig uddannelse.

- Det startede en modreaktion for mig, for nu skulle jeg bare vise dem, at jeg godt kunne det her.

Det var dog ikke bare sådan lige at modbevise den normale vej ud i livet. Johanne gik til optagelsesprøve i Fredericia fire år i streg, inden hun kom ind. Men da hun først kom ind, var hun ikke i tvivl. Det var det, hun skulle.

quote Lige nu prøver jeg bare på at nyde, at jeg er i den der sindssyge drøm

Johanne Milland, 26 år, skuespiller

Men en ting er at blive optaget. En anden ting er hverdagen på akademiet, hvor man dagligt står over for nøje udvalgte talenter, der er født til at stå på en scene.

- Da havde jeg en periode, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare det, siger Johanne, som dagligt blev målt og vejet på sine præstationer, og det var noget, hun skulle vænne sig til.

Prøver at nyde det 

Men hun fulgte drømmen, og det har båret frugt. For nu står hun der på scenen helt i front, hvor hun hører hjemme. Endda på en af de allerstørste scener i landet. Og med få dage til premieren er det de sidste ting, der skal på plads. Blandt andet hvordan man bukker helt rigtigt for publikum, når showet er ovre.

- Lige nu prøver jeg bare på at nyde, at jeg er i den der sindssyge drøm, jeg havde, da jeg var 15 år, hvor jeg aldrig havde troet, at jeg så hurtigt ville komme hertil.

Men selvom hun lever drømmen, koster det også i privatlivet. Fester og alkohol med venner og familie er for eksempel ikke en mulighed, fordi hun ikke kan synge, hvis hun drukket og danset natten lang. Det koster en dårlig præstation på scenen, og så står anmelderne klar, og det kan have betydning for mængden af publikum. Men selvom det er prisen, vil hun det ikke anderledes lige nu.

- Jeg føler mig enormt privilegeret.

Udover hovedrollen i Atlantis, som hun både skal til Aarhus, Odense og Holstebro med, har hun også en film, Venuseffekten, som kommer i landets biografer inden længe. 

Atlantis