14. dec. 2023 kl. 13:46
Grafik: Peter Krogh Frausing

Politikeres forklaring smuldrer - havde fuldt kendskab til lovbrud i syv år ifølge notat

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Et nyt notat fra Nyborg Kommune afslører, at politikere i et bestemt udvalg længe har vidst hvor slemt det stod til.

Et nyt notat fra embedsværket i Nyborg Kommune dokumenterer nu, at politikere har haft kendskab til lovbrud i kommunens sagsbehandling på socialområdet siden 5. december 2016.

En rapport fra BDO afdækkede i sidste uge talrige lovbrud på socialområdet, men meldingen fra politikere i Social- og Familieudvalget har siden været, at man ikke har kendt til omfanget af problemerne før nu.

Den 8. december sagde Anja Kongsdal (V), der har været formand for Social- og Familieudvalget siden 2017:

- Vi politikere er ikke klogere end den information, vi har fået, og der er ingen tvivl om i det politiske, at vi har spurgt ind til rigtig mange af de her ting gennem tiderne, og er åbenbart ikke blevet informeret korrekt.

Læs også: Syg kultur over for sårbare familier: Rapport dumper Nyborg med et brag
Gå tilbage Del
5. dec. 2023 kl. 19:13

Syg kultur over for sårbare familier: Rapport dumper Nyborg med et brag

Grafik: Peter Krogh Frausing

En rapport fra BDO slår fast, at Nyborg Kommune skal finde et tocifret millionbeløb de kommende år, hvis den skal leve op til en acceptabel standard på området for sårbare børn og unge.

Nyborg Kommune lagde tirsdag formiddag kortene på bordet og indrømmede et totalt svigt af børn og familier i sociale sager, der har været behandlet i kommunen i en ukendt årrække.

Erkendelsen kommer på baggrund af en undersøgelse udarbejdet af BDO, som politikere i Nyborg Kommune bad om i august i år, da man ville effektivisere området.

Undersøgelsen skiftede dog karakter i efteråret, da man registrerede at antallet af indberetninger var faldet markant.

- Det kan betyde at man gør noget som er godt, men det kan også betyde det modsatte. Det gjorde det desværre her, fortæller direktør for Social og Familie i Nyborg Kommune Lone Grangaard Lorenzen.

Peter Krogh Frausing

Rapporten som mandag blev præsenteret for byrådet drager konklusioner om mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning og handling på underretninger, forråelsesadfærd blandt medarbejdere og utilstrækkelig ledelse.

I rapporten undersøgte man sager med relation til 379 personnumre, og det viste sig at der i en fjerdedel af sagerne aldrig var gennemført partshøring, mens der i 210 af sagerne aldrig blev gennemført børnesamtaler. I 55 sager hvor der var mistanke om psykisk eller fysisk vold, blev der ikke foretaget børnesamtaler i de 17.

Det er stærkt bekymrende, lyder BDO’s konklusioner.

Politikere var orienteret

Nyborg Kommunes egen borgerrådgiver har længe forsøgt at råbe kommunen op, om det svigt der foregår på socialområdet. Det vidner offentligt tilgængelige rapporter om. Borgerrådgiveren skrev i rapporten fra 2022, at han oplevede, at der nu var kommet politisk fokus på sagen:

"Men jeg oplever stadig, at sagsbehandlingsfrister ikke overholdes, at der i en større del af sagerne er store overskridelser, at egne indgåede aftaler om tidsperspektiv ikke overholdes. Flere af ovenstående sager er kørt så meget fast, at de fleste af borgerne har henvendt sig til ledelsen, til borgmesteren og til mig."

Siden da er daværende Social- og Familiedirektør Marianne Stentebjerg blevet udskiftet med Lone Grangaard Lorenzen, som nu bestrider jobbet.

TV 2 Fyn har spurgt borgmester Kenneth Muhs (V) hvorfor der ikke er blevet handlet på de massive problemer på området tidligere, når borgerrådgiveren allerede rejste røde flag i en rapport fra 2021 og igen i 2022:

Alex Syrik
Kenneth Muhs (V) mener, ligesom resten af byrådet, at der skal handles ovenpå analysen.

- Vi må bare sige, at det vi gør som politikere, det er at vi beder om at få iværksat handlinger. Vi forventer faktisk, at vi får løst opgaverne, når vi beder forvaltningen om det. Når et byråd får sådan en afrapportering, så er det hele byrådet, der får den, og vi er alle enige om, at der skal sættes ind.

Også i 2023-rapporten vil problemerne på området blive omtalt i borgerrådgiverens rapport, erfarer TV2 Fyn.

Rådden kultur og lang sagsbehandling

BDO har især fundet bekymrende eksempler på en rå og ligegyldigheds-præget kultur blandt medarbejdere på området. Sandsynligvis affødt af dårlig ledelse og svære prioriteringer, som ledelsen ikke har taget styring på. I rapporten skriver BDO:

“Forråelsen kommer bl.a. til udtryk ved, at faglighed træder i baggrunden, sagerne italesættes negativt og manglende ansvarsfølelser over for børnene og familierne”.

Det billede bekræftes af flere kilder, som anonymt har henvendt sig til TV 2 Fyn for at fortælle om deres oplevelser med børne- og familiesager i Nyborg Kommune.

Det er klart, at vi har et stort arbejde foran os som forvaltning, med at genskabe tilliden til os fra børn, familier, politikerne, pressen og medarbejdere, siger Lone Grangaard Lorenzen

I borgerrådgiverens 2021-rapport bruges en sag som eksempel på den lange sagsbehandling, der er i Nyborg Kommune. Sagen havde på daværende tidspunkt været under behandling i syv år, og den er endnu ikke afsluttet i dag, erfarer TV 2 Fyn.

Andre sager borgerrådgiveren har brugt som eksempler er sager der har været verserende i 3-4 år. Til sammenligning er kommunens egne frister for sagsbehandling fastsat til mellem 14 dage og 12 måneder afhængig af sagens karakter.

Lasse Beck Frost
Rapporten blev præsenteret for pressen på et møde tirsdag formiddag.

- BDO har konstateret væsentlige fejl i mange sager, men har ikke undersøgt de retslige konsekvenser af de begåede fejl. Med hensyn til de økonomiske og budgetmæssige konsekvenser står der, at der sandsynligvis vil være behov for en stigning på 10 helårspladser i plejefamilier og fem helårspladser på eksterne døgninstitutioner. Hvis dette er tilfældet, indikerer det, at der er børn, som burde have været anbragt, men som ikke er det, hvilket giver anledning til bekymring, forklarer professor på juridisk institut ved Aalborg Universitet, John Klausen, om rapporten.

Han har gennemlæst rapporten, og får ligesom mange andre, der har hørt om sagen i Nyborg, associationer til børnesagerne på Langeland.

- Det er usikkert, om vi står over for en sag på niveau med Langelands børnesager. Selvom det ikke kan udelukkes, kan man heller ikke med sikkerhed fastslå det, siger han dog.

Nyborg-modellen skrottes

En anden ting, der ligger fast i BDO’s rapport er, at flagskibet Nyborg-modellen skal skrottes.

Den blev indført i 2016 efter svensk forbillede. men bliver nu smidt ud med badevandet.

Strategien på det specialiserede børneområde i Nyborg Kommune tager i vid udstrækning udgangspunkt i Nyborgmodellen.

Ken Petersen
Det kommer til at skabe økonomiske hovedbrud at finde de nødvendige penge til socialområdet.

Modellen skulle være garanti for en tidlig, forebyggende og koordineret indsats overfor udsatte børn og unge og byggede på en strategi om, at en investering i tidlige forebyggende indsatser reducerer behovet for anbringelser til gavn for barnet og familierne.

Men det har ikke virket, fastslår BDO.

Nyborgmodellen bliver brugt for meget på rygraden til forebyggende indsatser i stedet for, at sagen oplyses tilstrækkeligt til, at der kan træffes den rigtige beslutning. Desuden følges der ikke op på beslutnimgerne.

Gode intentioner, men ingen penge

Nyborg Kommune oplyser, at der allerede er sat gang i en omorganisering af området, som skal træde i kraft den 1. februar 2024. Til det er kommunen gået i gang med at rekruttere medarbejdere der har de rette kompetencer.

Men til trods for, at Nyborg løbende har sat flere penge af til socialområdet på de årlige budgetter, og af disse budgetter konstant er blevet overskredet, bruger kommunen fortsat markant færre penge på det end andre danske kommuner.

Ken Petersen
direktør for Social og Familie i Nyborg Kommune Lone Grangaard Lorenzen og Kommunaldirektør i kommunen Tim Jeppesen præsenterede rapportens resultater for pressen.

Det er ifølge BDO’s analyse ikke holdbart, og en del af forklaringen på, at området er kuldsejlet så markant:

“Af benchmarkanalysen fremgår det, at Nyborg Kommune på børne- og ungeområdet har et udgiftsniveau pr. indbygger, som er under landsgennemsnittet og derfor også lavt i forhold til kommunens socialøkonomiske rammebetingelser.”

“Særligt i forhold til de forebyggende foranstaltninger har Nyborg Kommune et udgiftsniveau blandt de kommuner, som har færrest udgifter pr. indbygger og det på trods af, at Nyborg Kommune har udfordrede socialøkonomiske rammebetingelser.”

Problemet er bare, at der i de kommende års budgetter ikke er sat flere penge af til socialområdet. Der er altså ikke penge til de ændringer som er nødvendige, og allerede igangsat, for at rette op på det forsømte område.

BDO skriver i analysen, at det ikke er muligt at estimere den nøjagtige udgift, men at den bliver i størrelsesordenen af et tocifret millionbeløb, som skal findes i kommende års budgetter.

Derfor vil politikere i Nyborg snart tage stilling til, på hvilke områder man skal spare, for at få råd til at rette op på socialområdet.

Her er kritikpunkterne

  1. Ledelsesudfordringer og medarbejderkultur: Mange ledelsesskift, høj medarbejderomsætning og periodisk højt sygefravær har skabt usikkerhed, og der er observeret sagsbehandlinger, der kræver mere synlig og nærværende ledelse. Derudover er der en bekymring for en kultur blandt medarbejderne, der ikke er funderet nok i socialfaglighed, hvilket påvirker sagsbehandlingen negativt​.

  2. Manglende fælles strategi og borgersyn: Analyserapporten påpeger et behov for en stærkere strategisk retning, da der ikke findes et fælles borgersyn mellem myndighed og udfører, hvilket påvirker samarbejdet og indsatsen negativt.

  3. Organisatoriske forandringer og knopskydninger: Utilstrækkeligt fokus på organisatorisk ledelse har ført til uigennemsigtighed i ansvars-, kompetence-, ressource- og opgavefordeling, især hos de interne leverandører.

  4. Mangelfuld behandling af underretninger: Omkring 25% af underretninger mangler partshøring, og i mange tilfælde mangler der børnesamtaler eller børnefaglige undersøgelser, hvilket er bekymrende for kvaliteten af sagsbehandlingen.

  5. Anbefaling om udfasning af Nyborgmodellen: Nyborgmodellen, som bruges til tidlig indsats, evalueres som ikke tilstrækkelig understøttende for barnets udfordringer, og der foreslås en udfasning til fordel for en ny strategi.

  6. Reorganisering af udfører enheder: Der er behov for at styrke kvaliteten og sammenhængen i de forebyggende indsatser tilbudt af forskellige enheder.

  7. Serviceniveaubeskrivelser og arbejdsgange: Eksisterende dokumenter er ikke tilstrækkeligt integrerede, og der anbefales en revurdering og opdatering af disse for at forbedre både økonomisk balance og sagsbehandlingens kvalitet.

  8. Styrkelse af ledelsestilsyn: Der er et behov for at forbedre ledelsestilsynet for at sikre kvalitet og udvikling i sagsbehandlingen.

  9. Visitationsprocessen: Der anbefales en gennemgang af visitationsprocessen for at sikre bedre sparring og understøttelse i komplekse sager.

  10. Økonomisk sagsbehandling: Et stærkere fokus på økonomisk sagsbehandling anbefales for at sikre sammenhæng mellem økonomiske og faglige beslutninger.

  11. Fokus på voksenområdet: Der foreslås en stærkere styring og fokus på kvalitet i sagsbehandlingen, samt klarere arbejdsgangsbeskrivelser og samarbejde mellem myndighed og udfører.

Men udvalget har faktuelt de seneste syv år fået en lang række orienteringer, som pegede i samme retning som BDO's konklusioner.

Notatet oplister kronologisk, hvilke orienteringer politikerne fra 2015 til 2021 fik i det tidligere Social- og Familieudvalg samt siden 2022 i det nuværende Social- og Handicapudvalg.

5. december 2016 blev Social- og Familieudvalget i Nyborg Kommune orienteret om en afrapportering fra Socialstyrelsen baseret på 20 sager fra kommunen. Afrapporteringen pegede på manglende børnefaglige undersøgelser, manglende fælles kvalitetsforståelse, uensartet tilgang til sagerne og utilstrækkelig inddragelse af børn og forældre i sagsbehandlingen.

3. december 2018 fik samme udvalg en status fra et ledelsestilsyn med sagsbehandlingen. Her var konklusionerne stort set identiske. Udfordringer med børnefaglige undersøgelser, manglende overholdelse af procedurer og denne gang også udfordringer med at rekruttere sagsbehandlere.

4. februar 2019 fik Social- og Familieudvalget resultaterne af Socialstyrelsens task force-undersøgelse. Der er ikke sket forbedring siden 2016, hvor undersøgelsen sidst blev afrapporteret. Task forcen kommer med syv kritiske anbefalinger til at rette op på området.

Anbefalinger fra Socialstyrelsens task force

På baggrund af afrapporteringen sætter udvalget gang i en handleplan, som løb frem til udgangen af 2021. Ifølge de løbende afrapporteringer til udvalget fra administrationen, lader det til at gå efter planen med handleplanen, som skulle rette op på sagsbehandlingen. I den sidste afrapportering bliver der dog meldt om problemer med sagsbehandling i spidsbelastningsperioder og udfordringer med rekruttering.

9. august 2021 beslutter Social- og Familieudvalget, at der skal laves en ny handleplan. Denne gang på børnehandicapområdet. Der er for mange omgørelser på området, hvilket betyder arbejdet ikke er gjort tilfredsstillende ved første sagsbehandling.

Handleplanen bliver vedtaget i september 2021 og skal sikre at sagsbehandlere bruger omgørelser fra Ankestyrelsen til at lære. Desuden indsættes et årligt ledelsestilsyn. Børnehandicapområdet blev desuden lagt ind under kommunens myndighedsområdet, for at styrke det fagligt og økonomisk.

10. januar 2022 får udvalget, som nu hedder Social- og Handicapudvalget, den fjerde og sidste afrapportering på handleplanen, og resultaterne er ikke opløftende. Der er stadig udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, arbejdsbyrden er stigende og børnefaglige undersøgelser bliver i halvdelen af sagerne ikke lavet indenfor firemåneders-fristen.

Alligevel mener forvaltningen der endnu er den rette normering og det rette faglige fundament.

30. november 2022 får udvalget en ny status på sagsbehandlingen i børne- og familieområdet. Der har været udskiftning i ledelsen og der er stigning i sygefraværet blandt medarbejdere. På den positive side går det bedre med rekruttering og der er gennemført et arbejdsmiljøforløb.

Anbefalinger fra Komponent-analysen

Samtidig med statussen præsenteres en analyse af arbejdet med udsatte unge, udarbejdet af det kommunalt ejede analysefirma Komponent. Analysen peger på ti kritiske problemer på området. Blandt andet med manglende koordination af forebyggende indsatser, langsomt sagsflow, sene underretninger og begrænset brug af efterværn.

Social- og Handicapudvalget i Nyborg

Medlemmer af Social- og Handicapudvalget:

Formand: Anja Kongsdal (V) (Siden 2017)

Næstformand: Lone Smidt (S)

Suzette Frovin (SF)

Jørn Gustavsen (V)

Jørgen Jørgensen (V)

Pia Kondrup Juul-Nielsen (V)

Vibeke Ejlertsen (S)

Medlemmer af Social- og Handicapudvalget har desuden fået rapporter fra kommunens borgerrådgiver i både 2021 og 2022. Begge rapporter pegede på kritiske problemer i sagsbehandlingen på socialområdet.

TV 2 Fyn har været i skriftlig dialog med Anja Kongsdal, som ikke har mulighed for at stille op til interview i dag.

6. jan. 2025 kl. 20:53
Tophistorie
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vanvidsbilist blæste fra politiet med 230 kilometer i timen

LYT
Del
Link
kopieret!

En 28-årig mand fra Vestfyn bragte en masse liv i fare, efter han kørte fra politiet med svimlende 230 kilometer i timen mandag eftermiddag.

Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn, og som nu efterlyser vidner til episoden.

- Vidnerne skal beskrive, hvad de har set, og hvor meget i fare de har følt sig, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Kørslen foregik i Ørbæk, Svindinge, Glorup, Langå og til Nyborg, hvor en patrulje havde opsat en vejspærring, hvorefter manden blev anholdt.

Manden, der var narkopåvirket og kørte uden kørekort, kørte i en sort Seat Leon på papegøjeplader.

- En patrulje forsøger at standse ham, og der starter jagten.

Jurister skal nu vurdere, om manden skal varetægtsfængsles.

6. jan. 2025 kl. 22:11
Tophistorie
Anders Høgh

Se deres skema: Elever bestemmer selv, hvornår de møder i skole - og de var ikke i tvivl

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvor længe vil I gå i skole?

Så kort tid som muligt.

Så tydeligt var svaret, da Mulernes Legatskole i Odense som det første gymnasium i landet har ladet det være op til eleverne selv, hvor længe de skal være i skole.

- Det er megafedt, at eleverne kan møde klokken 09.00 og have fri klokken 14.30. Det øger virkelig koncentrationen, siger Malak Itani, der går i 3. yz på Mulernes Legatskole.

I stedet for at møde klokken 08.10 vil undervisningen fra næste skoleår først begynde klokken 09.00, og før og efter den lovpligtige undervisning kan man møde på skolen og få hjælp til skolearbejdet.

Hjælp til lektier

Man kan også lade være.

- Før og efter skole kan man sidde med sine venner og få hjælp af lærere og studievejledere med lektier og afleveringer. Hvis man har lyst til at tage hjem, må man det, men man kan også blive færdig med sine lektier inden klokken 16, forklarer Malak Itani.

Herunder kan du se eksempler på et skema med de gamle og nye regler:

Skema (gammelt)
Skema (nyt)

Ifølge rektor Jeppe Kragelund begrænser man med det nye initiativ tiden, hvor eleverne sidder i et fyldt klasselokale, i håb om at skabe en bedre balance mellem de unges skolearbejde og deres privatliv.

- Vi kan se, at unge har svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen. De skal nå mange ting, de er stressede, og der er mistrivsel, siger Jeppe Kragelund. 

- Der er for meget spildtid i undervisningen, og vi ser unge, der ikke kan koncentrere sig sidst på eftermiddagen, forklarer han.

Undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at det går den forkerte vej med trivsel, især blandt unge.

20 procent styres af eleverne

Med det nye skema gøres 20 procent af skoletiden mere frivillig og fleksibel med den enkelte elev i fokus. 

Den nye ordning er resultatet af en undersøgelse af elevernes ønsker. Det er Mulernes Legatskole, der har foretaget undersøgelsen.

Med ordningen holder gymnasiet sig inden for Undervisningsministeriets retningslinjer om, at man kan omlægge 20 procent af undervisningen.

Selv om eleverne fortsat vil have et bestemt antal lovpligtsmæssige timer, får de i højere grad mulighed for selv at planlægge opgaveskrivning og lektielæsning.

Er der evidens for, at modellen virker?

- Nej, det er der ikke. Der er ikke lavet undersøgelser. Det er et forsøgsprojekt. Vi har erfaring med at omgås en masse unge mennesker, siger Jeppe Kragelund.

Gør I det for at gøre Mulernes Legatskole mere attraktiv for elever, når de skal søge gymnasium?

- Vi får tildelt elever fra regionen, og eleverne, der bliver tildelt os, laver vi den bedst mulige undervisning for. Vi gør det her, fordi der er nogle problemer i klasselokalerne. Der er for meget spildtid og for stor forskel på, hvad eleverne kan, siger Jeppe Kragelund.

Eleverne glæder sig ekstremt meget

TV 2 Fyn har talt med en lang række nuværende elever på tværs af årgange på Mulernes Legatskole, og de er alle positivt indstillet over for det nye skoleskema, hvor eleverne først skal møde i skole klokken 09.00.

- Jeg glæder mig ekstremt meget til at prøve det af, siger Andreas Kronborg Markussen, der læser musik og engelsk i 2. ac.

- Jeg sidder lidt og halvsover og er ikke særlig motiveret til at deltage eller lære. Det er først op ad formiddagen, at jeg begynder at vågne, forklarer han.

Samme følelse sidder hans klassekammerat med.

- Jeg vil ikke sige nej til at få en time længere om natten, siger William Calasahan Arvad, der også håber på et fagligt output. 

- Jeg tror også, jeg får en bedre studentereksamen, fastslår han.

Det er efter sommerferien, at det nye skoleskema træder i kraft, og resultaterne vil senere blive evalueret.

Hvor længe kører forsøget?

- Jeg håber, det kører de næste 100 år, siger Jeppe Kragelund. 

Når eleverne har fri klokken 14.30, er der indtil klokken 16.30 mulighed for at få hjælp, råd og vejledning af deres lærere. Men de kan altså også vælge at tage hjem og lave deres opgaver hjemme.

6. jan. 2025 kl. 19:17
Tophistorie
Rikke Mathiassen

Læger ”blæst bagover” - Tines usædvanlige opfindelse kan redde menneskeliv

LYT
Del
Link
kopieret!

Det sprøjter ud med blod.

Tine Elisiussen står ved siden af en hvid mannequindukke udformet som en torso og et hoved fra en menneskekrop.

Hun fører langsomt kameraet længere ned i dukkens spiserør, og på skærmen kan man se blodet strømme fra små udposninger, åreknuder og et mavesår.

Tine Elisiussen har selv opfundet den særlige dukke.

Nu håber hun, den kan blive begyndelsen på et iværksættereventyr, der potentielt kan redde menneskeliv langt ud over Danmarks grænser.

Klik her og se hvordan dukken fungerer i første afsnit af miniserien "Tines hjerteblod". Andet og sidste afsnit finder du i bunden af artiklen.

Havde aldrig set noget lignende

Det var i jagten på et specialeprojekt som ingeniørstuderende, at Tine Elisiussen fik kontakt til en læge fra Odense Universitetshospital.

Han manglede et såkaldt fantom: en slags dukke, med blødninger i spiserøret.  

Den ide tog Tine Elisiussen til sig. Hun lavede en prototype og inviterede en gruppe læger og sygeplejersker til at afprøve den.

- De var blæst bagover, da de så hvor virkelighedstro, jeg havde lavet den. De havde aldrig nogensinde set noget lignende, fortæller Tine Elisiussen og tilføjer, at det var gentagne opfordringer fra en af overlægerne, der gav hende modet til at forsøge at gøre opfindelsen til en forretning.

Kan redde liv

Tine Elisiussen kalder sin opfindelse en kompliceret version af den slags dukker, mange af os har mødt på et førstehjælpskursus.

Hendes dukke skal dog bruges af læger og kirurger til at træne sjældne operationer, der i sidste ende kan betyde forskellen på liv og død. Hvis man ikke handler hurtigt, kan eksempelvis et blødende mavesår nemlig blive fatalt.

- Med vores fantom kan lægerne løbende øve sig i at stoppe blødningerne, så de er trygge i at gøre det. Forestil dig, at du står med et menneske, der er ved at dø, og skal udføre en behandling, du ikke har lavet i tre måneder. Det er ikke så rart, slår Tine Elisiussen fast.  

Store drømme

I dag driver Tine Elisiussen virksomheden Nordic Phantoms sammen med sin forretningspartner, Kicki Norman. To gange om året træner alle landets kirurger på deres dukke, der simulerer blødninger i den øvre mave-tarm-kanal.

Drømmen er at sælge opfindelsen til hospitaler over hele Europa og med tiden udvikle flere forskellige fantomer, der vil gøre det muligt for læger at træne indgreb andre steder i kroppen.

-  Som ingeniør kunne jeg helt sikkert gå ud og få et job et sted, hvor jeg kunne tjene det dobbelte af det, jeg gør nu. Men det er ikke det vigtigste. Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel for andre mennesker - så at skabe noget, der i sidste ende kan redde menneskeliv, er meget vigtigt for mig, siger Tine Elisiussen.

I andet og sidste afsnit af "Tines hjerteblod" skal det vise sig, om Tine Elisiussensen og hendes forretningspartner kan imponere iværksætter-ikonet Jesper Buch.
6. jan. 2025 kl. 21:24
TV 2 Fyn

Væltet campingvogn på Lillebæltsbroen - nu frarådes det at passere

LYT
Del
Link
kopieret!

På grund af den kraftige blæst fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Ny Lillebæltsbro samt Svendborgsundbroen, fremgår det af dets trafikkort.

Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at en campingvogn og en trailer har været væltet på Ny Lillebæltsbro, hvilket har spærret et spor i hver sin retning.

På Storebæltsbroen er passage med påhængskøretøjer under 2.500 kilogram forbudt.

Tidligere mandag kom det frem, at der er risiko for, at Storebæltsbroen kan blive helt spærret for biltrafik i løbet af mandag aften og natten til tirsdag

Vinden forventes at aftage i løbet af tirsdag.

6. jan. 2025 kl. 20:11
Anton Kranf

Flere megakoncerter på Dyrskuepladsen? Formand raser efter møde

LYT
Del
Link
kopieret!

I dag mødtes foreningen Dyrskuepladsens Naboer med Odense Kommune for at diskutere udkastet til en ny lokalplan for området omkring Dyrskuepladsen.

Den nye lokalplan skal være med til at sikre, at kommunen fremover lovligt kan afholde megakoncerter på pladsen.

Foreningsformand Nils Skeby var dog ikke just tilfreds efter mødet.

- Jeg synes ikke, der er lyttet til os faktisk overhovedet. Der var ikke taget standpunkter i forhold til CO2-udledning, trafik, støj og udrykningskøretøjer, siger han.

- Jeg synes, vi har taget dem ind, inden den officielle høringsperiode starter, og så når den starter, kan de komme med deres input, siger chef for Kultur og Fritid hos Odense Kommune, Martin Petersen.

Læs også: Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat
Gå tilbage Del
3. dec. 2024 kl. 17:55

Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et af de helt store spørgsmål, der har floreret siden weekenden, har været, om den ultrapopulære festival Tinderbox har været afholdt ulovligt, og om den kan fortsætte i fremtiden.

Tirsdag var lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Jøren Ullits ude henvise til en manglende lovhjemmel, og nu tager Odense Kommune bladet fra munden.

I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver By- og Kulturforvaltningen, at der gennem en årrække har været afholdt koncerter og andre arrangementer i Tusindårsskoven, og at forvaltningen vurderede, at “det var muligt at afholde Tinderbox uden at være i konflikt med gældende plangrundlag”.

Lægger sig fladt ned

Den eksisterende lokalplan er fra 1992, og i den står, at der “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.

Men selvom koncerter ikke er nævnt i planen, er kommunen kommet i tvivl, erkender den:

- Selvom Planklagenævnets afgørelse om Dyrskuepladsen ikke kan overføres direkte på plangrundlaget for Tusindårsskoven og Tinderbox, er forvaltningen dog kommet i tvivl om, hvorvidt det eksisterende plangrundlag er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for fortsat afholdelse af arrangementer i Tusindårsskoven, skriver forvaltningen.

By- og Kulturudvalget går nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal “modernisere og dermed fremtidssikre området i forhold til afholdelse af arrangementer”.

- Denne lokalplan forventes at kunne fremlægges til endelig politisk behandling for byrådet i foråret 2025.

Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Søren Windell har inviteret foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde om emnet torsdag eftermiddag.

6. jan. 2025 kl. 18:19
Local Eyes

  • Før skete det hvert 20. år - nu sker det hvert år, siger beboer om vild oversvømmelse ved Odense Å

LYT
Del
Link
kopieret!

Det våde og voldsomme vejr gør, at Odense Å nok engang er løbet over sine breder.

I Nørre Broby i Faaborg-Midtfyn Kommune er det ingen undtagelse, beretter borger i området Christian Hansen til TV 2 Fyn.

- Før i tiden skete denne type oversvømmelser måske en gang hvert tyvende år. Nu sker det hvert år, siger Christian Hansen, der ejer Herregaarden Lundegaard, som ligger i Nørre Broby tæt ved Odense Å.

Han fortæller, at borgere i området snakker meget om udviklingen, og at han løbende er i kontakt med kommunen om situationen.

- Frustrerende

Qua sit arbejde som herregårdsejer er det for Christian Hansen afgørende, at vandet trækker sig tilbage, inden foråret kommer, forklarer han.

- Jamen vi har en masse dyr, der skal på græs, så hvis ikke vandet er væk, er vi nødt til at holde dem inde, hvilket er frustrerende, siger Christian Hansen og tilføjer, at omkostningerne til foder desuden vil stige.

- Jeg har en ven, der bor tættere på åen, end jeg gør. Han er meget nervøs, lyder det videre.

Normalt går der en uge, fra det stopper med at regne, til at vandet begynder at trække sig tilbage, beretter Christian Hansen. Nogle år har det dog regnet så meget, at der går væsentligt længere tid.

- Sidste år var det ekstra slemt, siger Christian Hansen, der krydser sine fingre for, at situtationen ikke gentager sig i år.

- Jeg håber på en tør periode til marts, lyder det videre.

Ifølge Christian Hansen fjerner kommunen jævnligt planter og siv, så der bliver skabt en såkaldt strømrende, der der skal lede vandet væk fra markerne.

Se flere billeder fra oversvømmelsen i galleriet her.

Local Eyes
Local Eyes
Local Eyes
/
6. jan. 2025 kl. 17:11
Anton Kranf

  • Det er sommerdæksklubben, vi kommer ud til, siger Jan fra Dansk Autohjælp

LYT
Del
Link
kopieret!

Når sneen falder, skal SOS Dansk Autohjælp og andre rykke ekstra hurtigt.

- Første gang, der kommer sne, er der altid travlt. Folk har ikke fået deres vinterdæk på, så det er jo populært sagt sommerdæksklubben, vi kommer ud til først, siger Jan Madsen, der er tekniker ved Dansk Autohjælp.

Derudover er der folk, der sidder fast, eller som har vanskeligheder med at starte bilen.

Til de, der skal afsted tidligt om morgenen, har Jan Madsen to råd.

- Husk at bruge bilen. Mange af dem, der får hjælp af os, er nogen, der har bilerne til at stå stille i længere tid - fire, fem, seks dage. Ellers kan du ikke forberede dig andet, end at du kan stå op i god tid og så komme afsted i god tid, siger han.

6. jan. 2025 kl. 16:00
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Voldsomt vejr afføder risiko for lukning af Storebæltsbroen

LYT
Del
Link
kopieret!

Da det ifølge prognoserne vil blæse kraftigt mandag aften og frem til tirsdag formiddag, er der risiko for, at Storebæltsbroen lukker for al biltrafik, oplyser Sund & Bælt på X.

Hvis det sker, vil lukningerne gælde i et kortere tidsrum fra omkring klokken 20 mandag og mellem klokken 04 og 10 tirsdag, lyder det.

Det er lavtrykket, som førte både sne og blæst med sig søndag og natten til mandag, som stadig spøger.

Natten til tirsdag nærmer centrum af lavtrykket sig Danmark, og der vil blive skruet voldsomt op for vinden, som tiltager og bliver frisk til kuling fra sydvest med kraftige vindstød fra sydvest.

TV 2 Fyn følger situationen.

6. jan. 2025 kl. 15:17
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Se den vilde video: Kæmpefugl spottet i byområde

LYT
Del
Link
kopieret!

Det var alt andet end at normalt syn, der mødte Torben Hjorth fra Tarup, da han luftede sin hund fredag.

Ved Stavis Å - omkring 100 meter fra Rismarksbroen i Odense NV - spottede han nemlig en havørn, og Torben Hjorth, der efter egen udsagn “er meget interesseret i fugle”, tog fluks sin smartphone frem og filmede kæmpefuglen.

- Den var en superfed oplevelse og en kæmpe glæde at se så stort et dyr i "hverdagsnatur", siger Torben Hjorth til TV 2 Fyn og påpeger, at han har gået netop den tur med hunden hver dag i knap 20 år og “aldrig har set noget lignende”.

Malurt i bægeret

Torben Hjorth beskriver, hvordan det “gav et sus”, da han spottede rovfuglen, der med sit vingefang på knap 2,5 meter er en af Europas største.

- Det var bare et smukt syn at se den flyve der i det frostklare vejr, siger Torben Hjorth, der selv holder fugle.

Selvom Torben Hjorth aldrig har set en havørn på sin gåtur, er det faktisk ikke helt så usædvanligt, at havørne kan finde på at søge mod byområder. Det oplyser en af Danmarks førende eksperter i havørne og medforfatter til bogen Havørnens Danmark, Erik Ehmsen, til TV 2 Fyn.

- Jeg er ked af at skulle fylde malurt i bægeret, men du kan se havørne overalt, siger Erik Ehmsen og tilføjer, at det både gælder befærdede stier, beboede huse og landsbyer.

Ifølge Erik Ehmsen er der tale om “en gammel havørn”, da en sådan kendes på den karakteristiske hvide hale.

Han oplyser videre, at kæmpefuglen formentlig har befundet sig i området for enten at jage ænder eller blishøns, da “fisk for tiden svømmer for dybt i vandet”.

Havørnen vendte i 1995 tilbage som dansk ynglefugl efter mange års fravær.

6. jan. 2025 kl. 14:10

Bølgerne går højt - kan omstridt byggeri holde til 10.000 års ekstremvejr?

LYT
Del
Link
kopieret!

Mens Folketingets partier advarer landets kommuner mod byggeri tæt ved kystlinjen, går bølgerne højt i Nyborg om, hvorvidt det er forsvarligt at bygge 75 lejligheder lige ud til Storebælt.

Bygherre Bøg Madsen Ejendomme garanterer, at den påtænkte kystsikring kan holde stand op til 2,55 meter - svarende til en 10.000-års-hændelse.

Men en ting er statistik, noget andet er politik. Og i dag skal Nyborgs politikere i Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til projektet.

Klap hesten

- Folketinget har netop vedtaget, at der vil komme fælles retningslinjer for kommunerne i år som en del af planloven. Det skal forhindre, at kommerne giver tilladelser til byggeri, hvor man risikerer oversvømmelser. Derfor mener jeg, at vi bør sætte byggeansøgningen på pause, inden vi sætter lokalplan og offentlig høring i gang. For hvad nu hvis loven forbyder byggeri inden for en 100 meters grænse til kysten, siger Michael Gertsen, der er byrådsmedlem for Konservative og 1. viceborgmester.

Bøg Madsen Ejendomme har på baggrund af oplysninger fra Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og Klimatilpasningsværktøjet KAMP beregnet, at en 100 års hændelse vil få vandstanden til at stige til 2,19 meter.

Skitsetegning Juul Frost Arkitekter.

Det vil berøre den ene af projektbygningerne, men den påtænkte kystsikring på 2,55 meter i form af blandt andet en kyststi vil kunne holde til en 10.000-års-hændelse, fremgår det af projektmaterialet.

Og det betrygger både et flertal i den socialdemokratiske gruppe og Venstres byrådsgruppe, der har absolut flertal i Nyborg Byråd.

SF mener - lige som Konservative - derimod, at flertallet i byrådet er på slingrekurs.

I november udsendte borgmester Kenneth Muhs en pressemeddelelse på Venstres vegne, hvor han foreslog, at DSB giver afkald på boligbyggeri på naboområdet netop af hensyn til risikoen for fremtidige højvande-situationer.

- Der er her en oplagt mulighed for at udtage areal med et samlet boligareal på 25.000 kvadratmeter. I Nyborg er de gamle DSB-arealer udlagt til boligudvikling. Nyborg Kommune har etableret en bypark på en del af området som et væsentligt element i hele den rekreative sammenhængsplan for området, hed det i pressemeddelelsen.

Læs også: Ballade om højt luksusbyggeri med havudsigt - socialdemokrat provokeret over Anker Boye-rolle
Gå tilbage Del
4. jan. 2025 kl. 6:00

Ballade om højt luksusbyggeri med havudsigt - socialdemokrat provokeret over Anker Boye-rolle

To gange har Nyborgs Teknik- og Miljøudvalg sagt nej til et syv-etagers byggeri i strandkanten.

Men nu er et overvældende flertal i byrådet tilsyneladende vendt på en tallerken - blandt andet efter et besøg af Anker Boye sidste år.

På mandag skal udvalget se på projektet igen.

75 lejligheder - nu kun i seks etagers højde, men fortsat få meter fra vandkanten i det område, der hedder Sølyst i Nyborg, kan snart være en realitet.

Provokeret af Anker Boye

Men byggeriet har slået dybe skår i Sociademokratiet, og SF og Konservative er direkte modstandere af projektet, der vil blive højere end det nye udsigtstårn ved Nyborg Slot.

Socialdemokraten Vibeke Ejlertsen er helt uforstående overfor kollegaernes kursskifte.

- Og jeg synes, det er provokerende, at man inviterer Anker Boye til at skulle overbevise byrådspolitikerne i Nyborg om, at det er fornuftigt at gennemføre et stort byggeprojekt på grunden. I samme kvartér ligger et område, som kommunens egen forvaltning har omtalt som særligt bevaringsværdigt. Og så er jeg også forundret over, at man pludselig ikke ser noget problem i at bygge på en grund, hvor der er risiko for oversvømmelse, siger Vibeke Ejlersen.

Anker som privatperson

Anker Boye oplyser til TV 2 Fyn, at han var til stede som privatperson under en rundvisning på grunden i Nyborg, fordi han var inviteret til at skabe dialog, og ikke som repræsentant for Bøg Madsen.

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger fra en deltager ved rundvisningen fortalte Anker Boye blandt andet om erfaringer med at byudvikle Odense.

Anker Boye er i dag formand og direktør i ejendomsselskaber i Gartnerbyen i Odense, Komplementarselskabet Køge Kyst og bestyrelsesmedlem i Udviklingsselskabet for Billige Boliger.

Historien om Sølyst

Den gamle Sølyst-bygning, der i 1826 blev opført som lystejendom og i 1891 brugt som plejehjem for “mindre bemidlede damer af de dannede samfundsklasser”, er vurderet som bevaringsværdig og tinglyst mod nedrivning.

Det eksisterende Sølyst

I dag er bygningen nedrivningsmoden og kondemneret efter mange års misrøgt - senest af kinesiske ejere, der i 2021 solgte ejendommen til Bøg Madsen Ejendomme for 15 millioner kroner.

Lokalplanen og tinglysningen muliggør ikke nedrivning og massivt boligbyggeri på den meget attraktivt beliggende grund.

Derfor har politikerne i Nyborg hidtil trukket håndbremsen over for diverse projekter, der ser en god forretning i at bebygge området med attraktive lejligheder.

Nyt liv til luksusprojekt

Senest i juni måned sidste år blev der sagt nej til Bøg Madsens planer om 75 lejligheder med tilhørende p-pladser, men nu har investeringsselskabet skåret en etage af højden og åbnet byggeriet med en offentlig promenade og adgang til stranden.

Det har omvendt to tredjedele af Socialdemokratiets gruppe - og også Venstre støtter nu projektet.

Selv om både regeringen og KL i disse dage advarer mod byggeri lige ud til kysten, føler flertallet sig betrygget af en kystsikring mod vandstigning op til 2,55 meter.

Hos modstanderne er det heller ikke så meget kystsikringen, der er skydeskive for kritikken.

- Det er ikonisk bygning af en kulturarv, vi skal passe på. Man kunne sagtens bygge noget i mindre skala, men så hænger økonomien ikke sammen i projektet. For kystsikring er jo dyr. Og det er nok også derfor, man skal bygge helt op i 21 meters højde, der er højere end det nye vagttårn på Nyborg Slot, siger Michael Gertsen, konservativ og 1. viceborgmester.

Ikonisk bygning

SF’s byrådsmedlem Suzette Frovin understreger, at Bøg Madsen Ejendomme har købt en grund velvidende, at Sølyst er bevaringsværdig og ikke kan rives ned.

- Den primære opgave må være at bevare en historisk bygning midt i Nyborg By, siger Suzette Frovin.

Østfyns Museer har tidligere givet udtryk for, at bygningen bør bevares, fordi den har kulturhistorisk værdi, og det synspunkt har man fortsat, siger direktør for Østfyns Museer, Mette Ladegaard Thøgersen.

Nina Bøg Madsen, direktør i Bøg Madsen Ejendomme oplyser følgende i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.

- Vi har indsendt et nyt og tilrettet projekt til behandling i Teknik- og Miljøudvalget vedrørende Sølyst-grunden. Projektet er ambitiøst og vil betyde en investering på et trecifret millionbeløb. Det er et projekt, der blandt andet skal hjælpe kommunen med at indfri et ønske om at tiltrække flere borgere. Med det tilrettede projekt har vi samtidig lyttet til de bemærkninger, der har været, og blandt andet reduceret højden på byggeriet og med projektet følger tillige en omfattende kystsikring, der sikrer mod såkaldte 10.000-års hændelser samt et rekreativt område ned mod vandet. Alle dele er fuldt finansieret af projektet.

Før mødet i Teknik- og Miljøudvalget i dag har hele byrådet modtaget et åbent brev fra naboerne, Ejerforeningen Færgevej og Arbejdsgruppen vedrørende DSB’s aflagte arealer ved Nyborg Havn.

- Selv om der er skåret en etage af det tidligere projekt, og at der etableres kystsikring, så ændrer det ikke på, at det bliver to store Dubai-lignende boligenheder, der arkitektonisk ikke harmonerer med boligenhederne ved Nyborg Fjord og på DSB’s aflagte arealer, hedder det blandt anet i henvendelsen.

6. jan. 2025 kl. 12:55
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Bestyrelsesmedlemmer trækker sig fra stor biogas-koncern

LYT
Del
Link
kopieret!

Længere tids uenighed i bestyrelsen og med direktionen i virksomheden BioCirc er nu resulteret i at tre bestyrelsesmedlemmer forlader deres plads.

BioCirc har kontor i Middelfart og driver otte biogasanlæg rundt om i landet, med formålet at producere grøn biogas til 120.000 husstande.

På sin hjemmeside skriver virksomheden nu, at den skal se fremad.

- For at se fremad har bestyrelsen set indad, og begravet stridsøksen, så BioCirc igen kan fokusere på at gå forrest i den grønne omstilling og skabe lokale grønne jobs.

En af løsninger er ifølge virksomheden, at der indsættes en ledelsescoach, der skal hjælpe virksomheden på vej. Det er Bertel Maigaard, der er direktør i BioCirc.

6. jan. 2025 kl. 11:58
Anders Høgh

Lavede 1 meter hotdog: Grillbar begynder året med generationsskift

LYT
Del
Link
kopieret!

Stedet med de lange… rigtigt lange hotdogs står nu over for en forandring. Banjos Grillbar oplyser nemlig på Facebook, at grillen begynder året med et generationsskift.

Det betyder at de én meter lange hotdogs i fremtiden bliver langet over disken af nye ejere, lyder det. Søren Bersang Rasmussen, der indtil nu har været ejer, er kendt for at have lavet Danmarks Største hotdog.

6. jan. 2025 kl. 11:14

Privatansatte får flere penge mellem hænderne

LYT
Del
Link
kopieret!

Lønningerne på det private arbejdsmarked steg med 4,6 procent i fjerde kvartal i 2024, når man sammenligner med samme periode i 2023.

Det viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der er hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, påpeger, at lønstigningerne generelt har bevæget sig hurtigere op end priserne i 2024.

- Det står i modsætning til 2022, hvor priserne omvendt stak af fra lønningerne, skriver han i en kommentar.

Foreløbige tal for inflationen viser, at forbrugerpriserne steg med 1,6 procent i fjerde kvartal.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her