Politikeres forklaring smuldrer - havde fuldt kendskab til lovbrud i syv år ifølge notat

Et nyt notat fra Nyborg Kommune afslører, at politikere i et bestemt udvalg længe har vidst hvor slemt det stod til.

Et nyt notat fra embedsværket i Nyborg Kommune dokumenterer nu, at politikere har haft kendskab til lovbrud i kommunens sagsbehandling på socialområdet siden 5. december 2016.

En rapport fra BDO afdækkede i sidste uge talrige lovbrud på socialområdet, men meldingen fra politikere i Social- og Familieudvalget har siden været, at man ikke har kendt til omfanget af problemerne før nu.

Den 8. december sagde Anja Kongsdal (V), der har været formand for Social- og Familieudvalget siden 2017:

- Vi politikere er ikke klogere end den information, vi har fået, og der er ingen tvivl om i det politiske, at vi har spurgt ind til rigtig mange af de her ting gennem tiderne, og er åbenbart ikke blevet informeret korrekt.

Men udvalget har faktuelt de seneste syv år fået en lang række orienteringer, som pegede i samme retning som BDO's konklusioner.

Notatet oplister kronologisk, hvilke orienteringer politikerne fra 2015 til 2021 fik i det tidligere Social- og Familieudvalg samt siden 2022 i det nuværende Social- og Handicapudvalg.

5. december 2016 blev Social- og Familieudvalget i Nyborg Kommune orienteret om en afrapportering fra Socialstyrelsen baseret på 20 sager fra kommunen. Afrapporteringen pegede på manglende børnefaglige undersøgelser, manglende fælles kvalitetsforståelse, uensartet tilgang til sagerne og utilstrækkelig inddragelse af børn og forældre i sagsbehandlingen.

3. december 2018 fik samme udvalg en status fra et ledelsestilsyn med sagsbehandlingen. Her var konklusionerne stort set identiske. Udfordringer med børnefaglige undersøgelser, manglende overholdelse af procedurer og denne gang også udfordringer med at rekruttere sagsbehandlere.

4. februar 2019 fik Social- og Familieudvalget resultaterne af Socialstyrelsens task force-undersøgelse. Der er ikke sket forbedring siden 2016, hvor undersøgelsen sidst blev afrapporteret. Task forcen kommer med syv kritiske anbefalinger til at rette op på området.

Anbefalinger fra Socialstyrelsens task force
Anbefalinger fra Socialstyrelsens task force

På baggrund af afrapporteringen sætter udvalget gang i en handleplan, som løb frem til udgangen af 2021. Ifølge de løbende afrapporteringer til udvalget fra administrationen, lader det til at gå efter planen med handleplanen, som skulle rette op på sagsbehandlingen. I den sidste afrapportering bliver der dog meldt om problemer med sagsbehandling i spidsbelastningsperioder og udfordringer med rekruttering.

9. august 2021 beslutter Social- og Familieudvalget, at der skal laves en ny handleplan. Denne gang på børnehandicapområdet. Der er for mange omgørelser på området, hvilket betyder arbejdet ikke er gjort tilfredsstillende ved første sagsbehandling.

Handleplanen bliver vedtaget i september 2021 og skal sikre at sagsbehandlere bruger omgørelser fra Ankestyrelsen til at lære. Desuden indsættes et årligt ledelsestilsyn. Børnehandicapområdet blev desuden lagt ind under kommunens myndighedsområdet, for at styrke det fagligt og økonomisk.

10. januar 2022 får udvalget, som nu hedder Social- og Handicapudvalget, den fjerde og sidste afrapportering på handleplanen, og resultaterne er ikke opløftende. Der er stadig udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, arbejdsbyrden er stigende og børnefaglige undersøgelser bliver i halvdelen af sagerne ikke lavet indenfor firemåneders-fristen.

Alligevel mener forvaltningen der endnu er den rette normering og det rette faglige fundament.

30. november 2022 får udvalget en ny status på sagsbehandlingen i børne- og familieområdet. Der har været udskiftning i ledelsen og der er stigning i sygefraværet blandt medarbejdere. På den positive side går det bedre med rekruttering og der er gennemført et arbejdsmiljøforløb.

Anbefalinger fra Komponent-analysen
Anbefalinger fra Komponent-analysen

Samtidig med statussen præsenteres en analyse af arbejdet med udsatte unge, udarbejdet af det kommunalt ejede analysefirma Komponent. Analysen peger på ti kritiske problemer på området. Blandt andet med manglende koordination af forebyggende indsatser, langsomt sagsflow, sene underretninger og begrænset brug af efterværn.

Social- og Handicapudvalget i Nyborg

Medlemmer af Social- og Handicapudvalget har desuden fået rapporter fra kommunens borgerrådgiver i både 2021 og 2022. Begge rapporter pegede på kritiske problemer i sagsbehandlingen på socialområdet.

TV 2 Fyn har været i skriftlig dialog med Anja Kongsdal, som ikke har mulighed for at stille op til interview i dag.

Oversigt

    Oversigt