Politistation og fagforening belejret af demonstranter
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Omtrent 70 ærteplukkere demonstrerede torsdag højlydt i Nyborg By mod deres arbejdsgiver: Den fynske ærtekonge Peter Skov Johansen, der ifølge rumænerne har sendt dem tilbage til hjemlandet uden løn. Det bekræfter 3F Østfyn overfor TV 2 Fyn.
- De er pisset af, siger faglig sekretær hos 3F Østfyn Tom Rasmussen. De får hverken mad, penge eller brændstof til at komme hjem for.
- Vi har altid haft problemer med ham, fortsætter Tom Rasmussen.
Demonstranterne har både taget opstilling på parkeringspladsen foran fagforeningen og foran den lokale politistation i løbet af dagen.
Det bekræfter Bjarne Puggaard fra Fyns Politi, som oplyser at demonstranterne forlod politistationen, da repræsentanter for fagforeningen ankom og tog dem med tilbage til fagforeningens kontor.
- Det her drejer sig om få ballademagere, der pisker en stemning op af andre årsager og truer den større gruppe til at hoppe med på vognen, siger Peter Skov Johansen til TV 2 Fyn og uddyber, at det drejer sig om "to til tre personer".
Han hævder selv de har fået deres penge.