Hvis du lægger din vej forbi Odense Havn fredag eftermiddag, skal du være meget opmærksom på, hvilken farve tøj du har på. Iført rødt tøj støtter du Sct. Knuds Gymnasium, i hvidt er du tilhænger af Mulernes, med blåt tøj er det Odense Katedralskole, du hepper på, og i sort tøj er du en del af Tornbjerg Gymnasiums fanklub.
OS Regatta, som er et stort dragebådsarrangement for de odenseanske gymnasier, bliver afholdt for anden gang. Arrangementet udspringer af gymnasiesamarbejdet, hvor grundtanken er, at samarbejde om både faglige og sociale tilbud.
Selvom Carsten Claussen, rektor på Tornbjerg Gymnasium, kalder det ”en venlig kappestrid”, er Regattaen omgærdet af enorm prestige. I ugerne op til bliver der både blandt elever, lærere og rektorer givet små stikpiller, og på skolernes Facebooksider gejler de hinanden op til konkurrencen.
Alkohol bandlyst
Selvom en fredag eftermiddag i godt selskab og sol for mange rimer på kolde øl, er alkohol bandlyst til gymnasiernes Regatta.
Regattaarrangementer er også populært på de videregående uddannelsesinstitutioner. De universitetsstuderende i Odense mødes hvert år ved Skovsøen i Odense. Men størst er det muligvis i Aarhus, hvor cirka 25.000 studerende sidste år samledes til at overvære rivaliserende uddannelser dyste mod hinanden i universitetseventet Kapsejlads. For de universitetsstuderende er alkohol en vigtig del af arrangementerne, men gymnasieleverne må nøjes med at blive berusede af stemningen.
Pres på Mulernes
Det er aldrig lykkedes Mulernes Legatskole at vinde en eneste pokal til Regattaen, og derfor er der ekstra meget pres på deres sejlere fredag eftermiddag. Sidste år blev de i en finale slået på målfoto med cirka fem centimeter. Forventningerne til Mulerne er tårnhøje lyder det i et Facebookopslag fra rektor Torben Jakobsen, som håber at kunne lade "Taber-kasketten" blive hjemme.
Og sejlerne fra Mulernes har da også truende meldt ud på Facebook, at de er i storform. Deres egen instruktør vurderer, at det er en sikker sejr til Mulerne, da onsdagens træning ifølge ham overgår alt, hvad man normalt ser på vore breddegrader.
Dagens program
Eleverne mødes allerede klokken 11.30 i Kongens Have i Odense, hvor de derefter går i samlet flok mod Byens Ø. Selve dragebådssejladsen foregår i bassinet mellem Byens Ø og Promenadebyen, hvor skolernes besætninger padler om kap over en distance på cirka 180 meter.
Der dystes både i en drenge-, pige-, 1. års- og personalekategori, mens der også uddeles en pokal til det gymnasium, der samlet klarer sig bedst i de øvrige idrætskonkurrencer på Byens Ø.
Udover hovedaktiviteten, dragebådssejladsen, kan eleverne dyste i fodbold, petanque, beachvolley, minigolf, stigegolf, parkour, streetbasket, paddle-tennis og floorball.
Hvis man vil overvære det hele foregår det fra klokken 13 til klokken 16.