Åbningstale: Statsminister vil speede udvidelse af Odense Havn op

Statsminister Mette Frederiksen (S) brugte i sin tale ved Folketingets åbning Odense Havn som et eksempel på, at Danmark risikerer at sakke bagud i kampen om den grønne omstilling.

Odense Havn vil gerne udvide med én million kvadratmeter, så virksomheder som eksempelvis Bladt, Vestas og testcenter LORC kan få plads, og hurtigere og nemmere kan fragte de enorme elementer til havvindmøller videre til kunder over hele verden.

- Vi vil gerne have hjælp til uddybning af sejlrenderne og hjælp til en hurtigere sagsbehandling, sagde vicedirektør på Odense Havn, Tony Hamilton i juni.

Og nu er hjælpen måske på vej.

I hvert fald nævnte statsminister Mette Frederiksen planerne om udvidelsen af Odense Havn, da hun tirsdag holdt åbningstale i Folketinget. Blandt andet refererede hun til et besøg, hun havde på Odense Havn sammen med den øvrige regeringsledelse i starten af september.

- Her bygger de komponenterne til de vindmøller, der skal stå på havet. De er nu så enorme, at de bedst bygges på havnen og skibes ud derfra. De er stort set umulige at transportere på land, sagde Mette Frederiksen.

Ifølge Odense Havn vil den nødvendige udvidelse tage op til ti år.

- Man skulle måske tro, at det er selve byggeprocessen, der bare tager lang tid. Men sådan forholder det sig ikke. Selve den fysiske udvidelse af havnen tager cirka to år. At udarbejde de nødvendige undersøgelser, ansøge, få projektet godkendt og ikke mindst risikoen for, at der klages undervejs og at projektet derfor bliver sat på pause. Alt det kan tage op til otte år, lød det fra statsministeren.

Lokal natur må vige

Statsministeren mener, at Danmark sætter for mange snubletråde op for sig selv, og at den lange sagsbehandlingstid risikerer at forsinke den grønne omstilling.

- Så svigter vi ikke kun vores ansvar for at accelerere den grønne omstilling. Så taber vi også den internationale konkurrence om, hvor fremtidens grønne virksomheder etablerer sig, sagde hun og opfordrede til at både Danmark og Europa speeder op.

- Så vores forspring står og falder med, om vi kan håndtere dilemmaerne, og om vi kan tiltrække de dygtigste. Både virksomheder og medarbejdere, lød det fra Folketingets talerstol.

Samtidig erkendte hun, at den grønne omstilling også kan komme til at gå ud over lokal natur.

- Vi kommer ikke udenom at forholde os til, at den massive udbygning af den vedvarende energi, som vi alle ønsker os, at den nogle gange vil ske på bekostning af naturen netop dér.

- Så må vi på andre måder tage initiativer til, at naturen og miljøet også får bedre betingelser. Ligesom vi selvfølgelig skal sikre en ordentlig kompensation til de naboer, der bliver berørt, sagde Mette Frederiksen.

Bør kunne klares på to år

Direktøren for Odense Havn er naturligvis glad for, at statsministeren tager den lange sagsbehandlingstid for en havneudvidelse op i Folketinget.

- Det er da ekstremt positivt. Det er fantastisk med en statsminister, der forholder sig til de udfordringer der er i produktions Danmark. Det er et stærkt signal, så vi kan sikre ti, ja måske hundredtusinder af arbejdspladser inden for den grønne sektor, siger Carsten Aa, der er direktør for Odense Havn.

Ifølge direktøren er det positivt, at foreninger kan komme med indsigelser og klager, men han mener ikke, at det behøver at tage otte år.

- Der er brug for, at de offentlige klageinstanser speeder op, og så skal man måske også kigge på de mange ankesager, der har opsættende virkning.

- Det bør kunne klares på to år, så den samlede byggetid for en havneudvidelse bliver på maksimalt fire år. Det vil gøre, at vi kan udvide den grønne sektor og følge med udviklingen internationalt, siger Carsten Aa. 

Oversigt

    Oversigt