Borgmester sender stikpille til modstandere, efter ny spidskandidat ser dagens lys
kopieret!
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) får muligvis en lidt anden modstander, end han havde regnet med, når det igen er tid til kommunalvalg.
Godt nok hedder kandidaten stadig Lilleholt, men fornavnet er skiftet ud. Nu er det nemlig ikke Christoffer, men hans far Lars Christian, der står til at blive Venstres borgmesterhåb.
- Hvis Venstre til februar vælger Lars Chr. Lilleholt som spidskandidat, så vil jeg byde ham velkommen tilbage til odenseansk politik. Han er en erfaren politiker med mange år på bagen både i Folketinget og tidligere i byrådet, lyder det fra borgmesteren.
Skulle Venstre-veteranen lykkes med et fynsk comeback, er det med et klart formål; blå blok skal samles, og rød blok skal udfordres. Det har han udtalt til TV 2 Fyn.
Og det er noget, Peter Rahbæk Juel bider mærke i.
Håber på et skifte
Under Christoffer Lilleholts ledelse meldte Venstre sig i år ud af de politiske budgetforhandlinger, blandt andet fordi partiet ikke ønsker en udvidelse af letbanen.
- Jeg forstår, at Lars Christian Lilleholt gerne vil samle. Det synes jeg er en god ambition, siger Peter Rahbæk Juel og fortsætter:
- Derfor håber jeg også, at et skifte af spidskandidat vil føre til et skifte i Venstre, så de vil indtræde i de politiske aftaler, som de i dag har forladt eller ikke er en del af. Det vil helt klar kunne stille byens udvikling stærkere.
Der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at Venstre skulle ændre mening, når det kommer til for eksempel letbanen.
- Jeg går til valg på, at vi ikke skal have mere letbane i Odense, siger Lars Chr. Lilleholt, som altså følger sønnikes linje.
Venstre i Odense vælger officielt sin spidskandidat ved et opstillingsmøde 4. februar.