Coronavirus forsinker byggeriet af Nyt OUH med fem måneder

Pandemien har gjort det svært at skaffe håndværkere til byggeriet af Nyt OUH, der nu må udskyde indvielsen af sygehuset.

Anden bølge af coronaviruspandemien resulterer nu i en forsinkelse af Nyt OUH på fem måneder.

På grund af covid-19-pandemien har totalentreprenøren JV CMB/Itinera i en periode fra efteråret 2020 til sommeren 2021 haft svært ved at skaffe tilstrækkeligt med håndværkere på byggepladsen i det sydøstlige Odense. Derudover har det også givet udfordringer med forsinkede eller manglende leverancer af byggematerialer.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Region Syddanmark og JV CMB/Itinera har taget konsekvensen og har derfor indgået en aftale om, at totalentreprenøren får udsat afleveringstidspunktet for Nyt OUH med fem måneder.

JV CMB/Itinera skulle efter planen have afleveret det nye universitetshospital til Region Syddanmark i marts 2023. Nu kommer overdragelsen i stedet til at ske i august 2023.

- Covid-19 fortsætter desværre med at besværliggøre en tilbagevenden til normale arbejdsgange. Det er der desværre ikke meget, hverken vi eller vores totalentreprenør kan gøre ved. Det anerkender vi fra Region Syddanmarks side, og derfor har vi indgået en aftale om, at afleveringstidspunktet for Nyt OUH udsættes i fem måneder.

- Vi er fortsat rigtig glade for samarbejdet med JV CMB/Itinera, og vi håber på, at der nu vil være fuld kraft frem i den sidste halvdel af byggeperioden. Og så glæder vi os til at få overdraget nøglerne til Nyt OUH i sensommeren 2023 – også selvom det bliver lidt senere end håbet, siger formanden for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S), i en pressemeddelelse.

Selvom den italienske totalentreprenør afleverer det nye universitetshospital til Region Syddanmark i august 2023, vil der gå en periode med forberedelse, før den konkrete flytning fra det nuværende universitetshospital til Nyt OUH kan finde sted, og patienterne og personalet kan tage Nyt OUH i brug.

Omkostningerne forbundet med forlængelsen af Region Syddanmarks egen projektorganisation på Nyt OUH er håndteret inden for eksisterende bevillinger.

Oversigt

    Oversigt