Først tidligt onsdag morgen er der faldet en konstitueringsaftale på plads i Odense.
Aftalen er baseret på mandaterne fra Socialdemokratiet, SF, De Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Nye Borgerlige. Dermed står kun Venstre altså uden for aftalen.
- Det er lidt usædvanlige forhandlinger, der er mundet ud i lidt særlige ting, nemlig en meget bred konstituering, som vi har lavet fra den ene ende af byrådet til den anden, siger Susanne Crawley til TV 2 Fyn tidligt onsdag morgen.
- Og så har vi besluttet at arbejde på at lave en ny organisering af Odense Kommune, hvor vi laver to nye forvaltninger. En for sundhed, som skal gribe alle de sundhedsudfordringer, som vi er ret sikre på kommer, når Nyt OUH åbner, lukkede sengepladser og en sundhedsreform. Og en anden reform, som skal gribe klimadagsordenen, som jo er sindssygt vigtig for os alle sammen, siger Susanne Crawley.
En sundhedsforvaltning har under valgkampen været fremført som et radikalt ønske, og derfor var Susanne Crawley godt tilfreds med, at nattens forhandlinger mundede ud i etableringen af netop det.
Tidligere i valgkampen sagde Susanne Crawley, at hun som rådkvinde og overlæge følte sig nødsaget til at sige, at Odense Kommune næppe har bygningerne, medarbejderne eller organiseringen til at gribe de kommende sundhedsudfordringer.
- En sundhedsforvaltning kunne i hvert fald være noget af svaret, skriver Susanne Crawley i denne "Min Mening".
Fortsætter som rådmand
Den radikale leder fortæller videre, at partiet har forhandlet sig frem til at få posten som børn- og ungerådmand, som Susanne Crawley også har haft i de seneste fire år.
- Det var også vores største prioritet, som vi også er lykkedes med. Så jeg er først og fremmest træt, men jeg er også rigtig glad, siger Crawley.
Hun føler, at nattens forhandlinger for alle partier i konstitueringen – altså alle partier minus Venstre - har givet en god start på den kommende periode.
- Vi var meget uenige, og der var store knaster, så det tog meget lang tid. Men der var egentlig en rigtig god stemning, som jeg tror kan være ret vigtig at bygge videre på, siger Susanne Crawley.
Parti | Mandater | + /- |
---|---|---|
Socialdemokratiet | 10 | -3 |
Det Konservative Folkeparti | 6 | +3 |
Venstre | 6 | 0 |
SF | 2 | +1 |
Radikale Venstre | 2 | +1 |
Enhedslisten | 2 | 0 |
Nye Borgerlige | 1 | +1 |
Dansk Folkeparti | 0 | -2 |
Liberaterne | 0 | 0 |
Liberal Alliance | 0 | 0 |
Veganerpartiet | 0 | 0 |
Kristendemokraterne | 0 | 0 |
Alternativet | 0 | -1 |
Et Bedre Odense | 0 | 0 |
Frihedslisten | 0 | 0 |
De LokalNationale | 0 | 0 |
Lokallisten Nyt Odense | 0 | 0 |
Andre Partier | 0 | 0 |