Danmarks bedste kosmetiker kan ikke få elevplads

Mathilde Ravnhøj blev lørdag kåret som Danmarks bedste kosmetikerelev. Alligevel risikerer hun at måtte droppe uddannelsen, fordi hun stadig mangler elevplads.

Hun har styr på pensler og produkter, men mangler stadig en elevplads. 

Lørdag trådte 20-årige Mathilde Ravnhøj fra Odense op øverst på sejrsskamlen ved DM i Skills 2018 og vandt titlen som Danmarks bedste kosmetikerelev.

Selvom hun er landets bedste, har hun dog endnu ikke fundet en elevplads. Lykkedes det hende ikke, må hun droppe uddannelsen.

Mathilde Ravnhøj er i gang med sin uddannelse på Syddansk Erhvervsskole, hvor hun afsluttede sit grundforløb med et ti-tal. Nu er hun nået til næste skridt, hvor hun have erhvervserfaring i en klinik. 

- Jeg har søgt rigtig mange steder, men de fleste siger, at de ikke har brug for en elev lige nu eller ikke tager elever ind længere. Det er enormt svært, siger Mathilde Ravnhøj.

Standses af pratik

Ifølge Mathilde Ravnhøj er hendes situation ikke enestående, og meget tyder på, at eleverne har svært ved at få erhvervserfaring efter grundforløbet. 

- På mit hold er der to, der har fået elevplads, og der er to, der har en mulig elevplads. Det er ud af 12 elever, der er bestået, fortæller Mathilde Ravnhøj. 

På flere andre erhvervsuddannelser tilbyder skolerne de studerende at komme i skolepraktik, hvis de ikke selv kan finde elevplads. Den mulighed udbydes ikke til kosmetikerne på Syddansk Erhvervsskole. 

Hvis eleverne ikke selv finder en elevplads, kan de altså ikke komme videre med uddannelsen. 

Der er ingen fra Syddansk Erhvervsskole, der kunnne stille op til et interview søndag, men kommunikationschef Lars Havelund fortæller, at de på skolen har et særligt konsulentkorps, der skal hjælpe eleverne med at finde en elevplads ved at matche dem med godkendte virksomheder.

I sidste ende er det dog elevernes eget ansvar, om de får en elevplads.

Oversigt

    Oversigt