Den fynske Leonardo DiCaprio skal få kvinderne til at dåne

En fynsk amatørskuespiller går nu i stjerneskuespilleren Leonardo DiCaprios fodspor - i hovedrollen i en musical-udgave af filmen Catch Me If You Can.

Er det Leonardo - eller er det Benjamin?

Den ene hedder DiCaprio og er superstjerne i den dyre ende af Hollywood - den anden Jensen og er taxachauffør og amatørskuespiller fra Odense.

Et har de dog til fælles.

Den fynske amatørskuespiller Benjamin Jensen står over for en stor opgave, når han fra i morgen skal spille en af de roller, som den amerikanske skuespiller Leonardo DiCaprio er berømt for.

Det sker, når Elite Teater i Odense opsætter en musicalversion af Hollywood-filmen Catch Me If You Can. Her har Benjamin Jensen hovedrollen som storsvindleren Frank Abagnale Jr., der som den yngste nogensinde havde på FBI's 'most wanted' liste.  

Fynske Benjamin Jensen er egentlig uddannet musiker og har lige nu et deltidsjob hos Odense Taxa, men i de næste to uger er han en slags stand-in for superstjernen Leonardo DiCaprio.

- Jeg har set filmen, også efter at jeg har fået rollen. Men jeg har valgt ikke at lægge mig alt for tæt op ad Leonardo DiCaprio. Jeg ønsker ikke at lave en kopi af DiCaprio, for jeg kan aldrig være Leonardo DiCaprio, siger Benjamin Jensen.

Den fynske udgave

Men det skal Benjamin Jensen altså være alligevel - i hvert fald et stykke af vejen.

På scenen skal publikum kunne se Leonardo DiCaprio for sig, så Benjamin Jensen er sat under pres. Men det pres føler den fynske amatørskuespiller ikke er noget stort problem, for han gør DiCaprios rolle til sin helt egen.

- Jeg føler egentlig ikke så stort et pres i forhold til Leonardo DiCaprio. Det bliver gang på gang trukket frem, men det føler jeg ikke noget pres over. Det er meget værre med Aaron Tveit, der spiller rollen på Broadway, og som synger fuldstændig vanvittigt fedt. Det synes jeg i virkeligheden er mere ærefrygtindgydende, siger Benjamin Jensen. 

Leonardo DiCaprio spillede hovedrollen i Hollywoodudgaven af Catch Me If You Can tilbage i 2002.
Leonardo DiCaprio spillede hovedrollen i Hollywoodudgaven af Catch Me If You Can tilbage i 2002.
Foto: Nina Prommer / Scanpix

 Selv om de er fælles om rollen, skal publikum ikke forvente en kopi af den amerikanske Oscarvindende skuespiller.

- Man kan kun fejle, hvis man vil lave en kopi af noget, som andre har lavet, så for mig har det været vigtig at gøre det til mit eget. Så man skal ikke forvente, at man får lov at opleve Leonardo DiCaprio. Det er også et helt andet medie, det er jo en musical, så det er noget helt andet, siger Benjamin Jensen.

Sætter barren højt

Elite Teater vil gerne hæve overliggeren for, hvad dansk amatørteater kan præstere. I fjor slog teateret publikumsrekord med musicalen Chicago, som formåede at tiltrække flere end 3.000 gæster.

- Vi presser os selv for at se, hvor højt vi kan nå, og hvor godt vi kan præstere. Vi vil altid sætte barren højt. Det er vi nødt til at for at kunne sælge billetter, og den gode historie og store skuespillernavne vil forhåbentlig skabe opmærksom hos publikum, siger instruktør Lasse Winckler.

Catch Me If You Can spiller på Elite Teater fra den 26. oktober til den 5. november.

 

Oversigt

    Oversigt