Dorthes 40 års tro tjeneste startede i 2. klasse - nu skal hun møde kongen

Efter 40 år på Højmeskolen modtog Dorthe Vølund Petersen Kongens fortjenstmedalje i september. Nu skal hun møde kongen personligt.

I en tid, hvor manges arbejdsliv indebærer karriereskift og nye udfordringer, har Dorthe Vølund Petersen valgt at blive dér, hvor hun føler sig hjemme – på Højmeskolen i Odense. 

For hende er skolen blevet et andet hjem, hvor hun har tilbragt det meste af sit liv som både elev og medarbejder.

- Min mand siger gerne, at jeg er gift med skolen, fortæller Dorthe Vølund Petersen.

65-årige Dorthe Vølund Petersen har arbejdet på Højmeskolen og Odense Kommune i over 40 år. De seneste ti år er foregået i skolens kantine som servicemedarbejder. Her bestyrer hun skolens kantine - eller Dorthes Deli som den er blevet navngivet.

Klokken 11:25 slår Dorthes Deli dørene op for sultne elever, der hurtigt strømmer om kantinen. Der bliver slynget frugtsalat, pølsehorn og tomatsuppe over disken i et tempo, der matcher elevernes appetit. Der bliver hilst på alle børnene - ofte med en personlig bemærkning, når de kommer forbi.

Klokken 11:25 slår kantinen dørene op for sultne elever.
Klokken 11:25 slår kantinen dørene op for sultne elever.
Foto: August Mylenberg Sandberg

- Jeg har tilbragt halvdelen af mit liv her. Jeg har haft kontakt med, jeg ved ikke hvor mange børn, siger hun.

Historien begyndte i 1967, da Dorthe Vølund Petersen startede i 2. klasse på Højmeskolen. Fra sine første dage som elev til i dag, hvor hun styrer kantinen med sikker hånd, har hun set skolen udvikle sig på måder, hun knap havde forestillet sig dengang, fortæller hun.

- Det er også en helt anden måde, man går i skole på i dag. Dengang stod man ret foran døren og pænt bagved stolen.

Siden da blev det til en karriere på skolen med flere år som blandt andet tilsynsassistent, rengøringsassistent og nu som servicemedarbejder i kantinen.

En kongelig belønning

Efter fire årtier på Højmeskolen modtog Dorthe Vølund Petersen i september en anerkendelse, som kun de færreste oplever – Kongens fortjenstmedalje. 

Jubilæet blev markeret på skolen, hvor hun fik tildelt medaljen. Ved dagens frokostpause er der også lejlighed til at vise hendes kongelige belønningsmedalje til børnene.

Dorthe Vølund Petersen viser stolt sin medalje frem.
Dorthe Vølund Petersen viser stolt sin medalje frem.
Foto: August Mylenberg Sandberg

- Jeg tager den ofte frem derhjemme for at kigge på den. Jeg kan slet ikke overskue at lægge den væk. Jeg bliver varm om hjertet over, at man bliver anerkendt for at have været i sit arbejde i så mange år.

Den 18. november venter endnu en stor dag, når hun skal til Christiansborg og møde Kong Frederik.

- Der skal jeg selvfølgelig have medaljen på og takke kongen for fortjenstmedaljen, fortæller Dorthe Vølund Petersen stolt.

Til spørgsmålet om hvorvidt hun nogensinde har tænkt over, hvad hun potentielt kan have fravalgt ved at blive på den samme arbejdsplads, er svaret prompte.

- Nej, det har jeg aldrig tænkt over. Det her har bare været, hvor jeg skulle være.

Selvom tempoet i kantinen stadig er højt, nærmer Dorthe Vølund Petersen sig pensionsalderen. 

I foråret 2026 kommer hun til at have sidste dag på Højmeskolen, da hun går på pension. Selvom hun ser frem til et nyt kapitel, kan hun ikke skjule, at tanken om at sige farvel til skolen er svær.

- Det bliver nok svært at slippe den dag, hvor jeg stopper. Jeg håber, det bliver en dag, hvor jeg bare går hen og lægger min nøgle og siger: "Farvel og tak. Kan I hygge jer?"

Oversigt

    Oversigt