9. mar. 2019 kl. 16:19
Opdateret: 9. mar. 2019 kl. 16:38

Ekspert: Belønning for rygestop til gravide er en god investering

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Gravide rygere og deres partnere skal ifølge forslag fra Odense Kommune tilbydes kontant præmie for rygestop.

Odense Kommune kan blive landets første, der lokker gravide til at droppe tobakken mod en kontant belønning på 1.000 kroner.

“Det er ikke nødvendigvis noget, der har en langvarig effekt”

— Morten Grønbæk, Statens Institut for Folkesundhed

Kommunens sundhedsudvalg har sagen på dagsordenen på torsdag, og forslaget giver god mening, vurderer Morten Grønbæk, der er læge og direktør for Statens Institut for Folkesundhed.

- En kølig økonomisk beregning vil sige, at det er en god investering. Der er god evidens for, at det vil virke, siger han.

Forslaget, som kommer fra kommunens egen forvaltning, går ud på at motivere den gravide til at lægge smøgerne på hylden.

Det skal ske ved, at den gravide og dennes partner får et beløb på op til 1.000 kroner per person. Der lægges op til, at begge skal holde op med at ryge for at få gevinsten.

Belønningen kan eksempelvis gives i form af flere gavekort over en periode på seks måneder for at motivere til, at rygestoppet fastholdes.

Lignende ordninger har været prøvet i udlandet - med gode erfaringer, oplyser Morten Grønbæk.

- Studier viser, at det har en effekt, især på den korte bane. Det er ikke nødvendigvis noget, der har en langvarig effekt.

- Men hvis bare det får moren til at lade være med at ryge seks eller ni måneder under graviditeten, så er det også godt, siger Morten Grønbæk.

Læs også: Når mor og far ryger: Så farligt er rygning for dit barn
Gå tilbage Del
7. mar. 2019 kl. 19:55
Fyn

Når mor og far ryger: Så farligt er rygning for dit barn

Eric Feferberg, Ritzau Scanpix

Der er større risiko for, at barnet dør, hvis mor - og far - ryger før, under og efter graviditeten, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Det er ikke sundt at ryge - især når du og din partner skal have børn. I Odense skal politikerne diskutere, om gravide skal belønnes med op 1.000 kroner, hvis de stopper med at ryge.

Allerede inden barnet kommer til verden, kan rygning gøre skade.

Ifølge Sundhedsstyrelsen påvirker rygning ægløsningen, og forskning tyder også på, at mandens sædkvalitet forringes af tobaksrygning.

Derudover er rygning skadeligt for barnets vækst, og derfor er det bedst at holde op med at ryge, allerede når graviditeten planlægges.

Når du er blevet gravid

Hvis du eller din partner er blevet gravid, er det fortsat en god idé at stoppe med at ryge.

Barnets vækst påvirkes, hvis du ryger eller udsættes for tobaksrøg. Du risikerer at føde barnet for tidligt, eller at dit barn bliver født med for lav vægt. Der er også øget risiko for fosterdød.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at både du og din partner holder op med at ryge, når I finder ud af, at I venter jer. Moderen bør heller ikke udsættes for røg på arbejdspladsen.

Efter fødslen

Når barnet er født, er det fortsat en god idé at holde op med at ryge. Mange af røgens skadelige stoffer bliver overført til barnet gennem modermælken. Derudover kommer amningen også lettere i gang, hvis du ikke ryger. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at du ikke ryger - heller ikke, når barnet er født.

Lene Nygaard, der er jordemoder på Odense Universitetshospital, er enig, at det aldrig er for sent at holde op med at ryge.

- For hver dag man ikke ryger, forbedrer man vilkårene for baby inde i maven, siger Lene Nygaard til TV 2/Fyn.

- Nogle af de risici, der er ved at ryge, når man er gravid, er, at der er større risiko for at føde for tidligt, der er større risiko for at føde et barn med lavere fødselsvægt, større risiko for misdannelser og større risiko for, at barnet dør. Så det kan helt klart betale sig at stoppe med at ryge, på hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, forklarer hun.

Hvis du ikke er i stand til at holde op med at ryge, bør du tale med din læge. Så vidt muligt skal du gøre, hvad du kan for at holde barnet væk fra tobaksrøg. De skadelige stoffer i røgen belaster barnets luftveje, så undgå at ryge indendørs eller i nærheden af barnet.

Små børn, der udsættes for tobaksrøg, har øget risiko for vuggedød. Derudover er de oftere syge og bliver oftere indlagt på sygehuset med luftvejssygdomme.

En god investering for samfundet

Børn af kvinder, der har røget under graviditeten, har højere forekomst af eksempelvis astma- og lungeproblemer, påpeger han.

Så en belønning for rygestop er ifølge direktøren en god investering set med samfundsøkonomiske briller.

- Det er en lidt anden måde at adressere problemet på og et godt alternativ til det, man ellers kan have af kampagner og jordemødre, der siger, at man skal lade være, siger Morten Grønbæk.

Læs også: Jordemoder: Derfor har nogle gravide svært ved rygestop
Gå tilbage Del
7. mar. 2019 kl. 21:04

Jordemoder: Derfor har nogle gravide svært ved rygestop

Pernille Gram

Langt de fleste gravide kender risiciene ved at ryge med en baby i maven. Alligevel er det svært for nogen at kvitte smøgerne. Jordemoder Lene Nygaard forklarer hvorfor.

Sundhedsstyrelsen anbefaler landets kommuner at honorere gravide rygere og deres partner med 1.000 kroner, hvis de stopper med at ryge.

TV 2/Fyns facebookside skriver flere, at et sundt barn bør være forældrenes største belønning og motivation nok i sig selv til at kvitte smøgerne. Det er dog bare ikke altid så ligetil, forklarer jordemoder på Odense Universitetshospital Lene Nygaard.

- Vi oplever, at alle vil det bedste for deres børn, og derfor vil de også rigtig gerne stoppe med at ryge. Men det kan for nogle gravide, der har ekstra udfordringer af enten psykisk eller social karakter, være sværere at stoppe med at ryge, fortæller hun.

Siden 2001 har hun arbejdet som jordemoder og scannet og rådgivet gravide kvinder. Gennem sine 18 år som jordemoder har hun observeret, at rygestoppet ofte afhænger af, hvorfor kvinden er blevet afhængig af nikotin.

- Det kommer meget an på, hvordan man har brugt cigaretten. Hvis man har brugt den for at få ro fra nogle af de tanker, der kan fylde, kan det være sværere at stoppe. Samtidig er det skamfyldt at ryge som gravid, og det kan forstærke trængen til at dulme tankerne, siger Lene Nygaard.

Gode råd til rygestop

Erfaringer viser ifølge Lene Nygaard, at det kan være svært for den gravide at holde sig fra cigaretterne, hvis hun er den eneste, der går i gang med rygestop.

- Det at ryge kan være socialt betinget, hvis ens partner og nære omgangskreds også ryger. Så kan det være sværere at lave et rygestop, hvis man er den eneste, der skal stoppe med at ryge. Derfor ved vi, at der er større chance for at gennemføre et rygestop, hvis man får støtte og opbakning og allerhelst af personer i ens nære netværk, men også af rygestoprådgivere, fortæller jordemorderen.

Samtidig understreger hun, at det aldrig er for sent at stoppe.

- For hver dag man ikke ryger, forbedrer man vilkårene for baby inde i maven.

- Nogle af de risici, der er ved at ryge, når man er gravid, er, at der er større risiko for at føde for tidligt, der er større risiko for at føde et barn med lavere fødselsvægt, større risiko for misdannelser og større risiko for, at barnet dør. Så det kan helt klart betale sig at stoppe med at ryge, på hvilket som helst tidspunkt i graviditeten.

Sundhedsudvalget i Odense Kommune skal 14. marts tage stilling til, om gravide og deres partnere skal belønnes med 1.000 kroner, hvis de stopper med at ryge.

Ordningen vil ifølge Morten Grønbæk især appellere til lavtlønsgrupper i samfundet. Det er netop den gruppe af kvinder, der erfaringsmæssigt er mest tilbøjelige til at ryge under graviditeten.

Det skal kunne måles

I Odense Kommune er sundhedsudvalgsformand Kasper Ejlertsen (S) overvejende positiv over for forslaget fra kommunens forvaltning.

- Det skal være frivilligt, og det skal være noget, der kan måles. Men jeg kan godt se en værdi i forslaget, hvis det kan hjælpe den enkelte til at holde op med at ryge, siger han.

Hvis kommunen indfører ordningen, forventes det, at mellem 30 og 50 gravide om året vil tage imod tilbuddet.

Læs også: Økonomisk gulerod til gravide rygere:
  • Belønning er bedre end sanktioner
Gå tilbage Del
7. mar. 2019 kl. 17:20

Økonomisk gulerod til gravide rygere:
  • Belønning er bedre end sanktioner

I Odense Kommune skal Sundhedsudvalget tage stilling til, om gravide rygere skal belønnes, hvis de kvitter smøgerne. Næstformanden i udvalget mener, at belønning er bedre end sanktioner.

Odense Kommune skal diskutere, om gravide rygere, der skodder cigaretterne, skal honoreres økonomisk.

Sundhedsstyrelsen opfordrer alle kommuner i landet til at belønne et rygestop i forbindelse med en graviditet med 1.000 kroner. Uanset om smøgerne kvittes af den gravide selv eller hendes partner.

Enhedslistens Mathilda Printzlau-Paulsen, næstformand i Odense Kommunes Sundhedsudvalg, der skal træffe beslutningen, er umiddelbart åben over for at belønne rygestop.

- Jeg er meget åben for drøftelserne. Jeg er ikke som sådan negativt stillet over for belønning. Jeg synes, det er samfundets opgave at bakke op om rygestop, siger hun til TV 2/Fyn

Rygestop-jordemødre

På TV 2/Fyns facebookside spørger Sabine Rose Nørgaard, om kommunen i stedet for at uddele belønninger for rygestop omvendt bør sanktionere gravide rygere.

- Hvad med at lave en bødeordning, så hver gang en gravid blev taget med en smøg, koster det dem 1.000 kroner, skriver hun. Flere tilkendegiver, at de er enige.

Mathilda Printzlau-Paulsen mener dog ikke, at sanktioner generelt er vejen frem.

- Jeg synes, belønning er bedre end sanktioner, siger næstformanden.

Hun mener dog, at der også bør rettes fokus mod tiltag, der kan fastholde rygestoppet.

- Som udgangspunkt synes jeg, man bør fokusere på nogle lidt mere langsigtede intiativer. For eksempel rygestop-jordemødre, der kan hjælpe under hele graviditeten, siger Mathilda Printzlau-Paulsen.

Sundhedsudvalget skal tage endeligt stilling til Sundhedsstyrelsens forslag i næste uge.

Læs også: Gravid ikke-ryger: Beløn rygestop
Gå tilbage Del
8. mar. 2019 kl. 14:35

Gravid ikke-ryger: Beløn rygestop

Pernille Gram

Lone Jul Sneistrup er 37 uger henne og har aldrig røget. Alligevel synes hun, det kan være en god idé, hvis Odense Kommune belønner gravides rygestop med 1.000 kroner.

Hjertelyden banker ud af konsultationens små højtalere.

Du-dunk-du-dunk-du-dunk. Den monotone lyd beroliger både den vordende mor og jordemøder Lene Nygaard.

- Det lyder så fint, siger jordemoderen og kigger på Lone Jul Sneistrup, der med et stort smil lytter til sit ufødte barn.

- Det er så dejligt at høre, siger hun.

Hjertelyd afslører rygere

Lone Jul Sneistrup ryger ikke, og det kan høres på hjertelyden.

- Her lyder hjertelyden helt normal og fin, og det er på en gravid, der ikke ryger. Hvis kvinden havde røget lige før, hun kom ind i konsultationen, ville man have kunnet høre, at hjertelyden havde slået meget hurtigere for at få samme mængde ilt rundt, forklarer Lene Nygaard.

Det skyldes, at nikotinen sætter sig på iltmolekylerne, og dermed skal barnets hjerte pumpe endnu hårdere for at få ilten rundt i kroppen.

- Belønning er en god idé

I næste uge skal Odense Kommunes Sundhedsudvalg beslutte, om det vil følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at belønne gravide rygere og deres partnere med 1.000 kroner for et rygestop.

Lone Jul Sneistrup er 37 uger henne, og selvom tilbuddet ikke ville blive relevant for hende, da hun ikke ryger, mener hun alligevel, at det er et fint tiltag, hvis det er motivation til at få flere gravide til at kvitte smøgerne.

- Kan det bidrage til, at nogen kan stoppe med at ryge, hvis de får lidt ud af det, synes jeg, det er fint. Det gør ikke nogen forskel for mig, siger hun.

Samtidig forestiller hun sig, at lyden af barnets hjerte må gøre indtryk på den gravide.

- Jeg tænker, at det må berøre en gravid kvinde, hvis hun hører den normale hjertelyd, inden hun ryger en cigaret og så bliver scannet igen og hører forskellen. Det kan måske motivere hende til at holde op med at ryge, siger Lone Jul Sveistrup.

Hvis tilbuddet om belønning for rygestop bliver vedtaget, forventes det, at op mod 50 kvinder vil tage imod de 1.000 kroner.

Læs også: Tilbud til gravide: Kvit smøgerne og få 1.000 kroner
Gå tilbage Del
7. mar. 2019 kl. 7:42

Tilbud til gravide: Kvit smøgerne og få 1.000 kroner

Gravide rygere i Odense Kommune og deres partnere kan i fremtiden blive belønnet med op mod 1.000 kroner, hvis de kvitter cigaretterne.

Hvis gravide stopper med at ryge, vil de blive belønnet med 1.000 kroner. Det samme vil deres partner, hvis vedkommende også smider cigaretterne.

Det mener Sundhedsstyrelsen, der anbefaler landets kommuner at tilbyde økonomisk belønning til gravide rygere.

Sundhedsudvalget i Odense Kommunes skal den 14. marts diskutere, om kommunens gravide skal have penge som incitament for at lade cigaretterne blive i pakken.

- Jeg er ret åben for at høre, hvad udvalget mener om det her. Hvis vi skal videre med det her, skal vi have præciseret nogle ting, siger udvalgsformand Kasper Ejlertsen (S) til TV 2/Fyn.

Han understreger, at kommunen er ambitiøs, når det gælder rygestop. Der skal dog følges op og undersøges nærmere, før han vil lægge sig fast på, om det konkrete forslag er en god idé.

Belønnes med gavekort

Det forventes, at omkring 30 og 50 gravide i Odense vil tage imod tilbuddet.

Vælger Sundhedsudvalgets medlemmer at bakke op om forslaget, vil belønningen til de gravide og deres partnere udbetales i form af gavekort fordelt over et halvt år, fra rygestoppet er påbegyndt.

Det skal ifølge forskningen sikre, at rygestoppet fastholdes.

Sundhedsudvalgets næsformand, Mathilda Printzlau-Paulsen (Ø), er ligesom formanden åben for at drøfte mulighederne med belønning.

- Jeg synes, det er samfundets opgave at bakke op om rygestop, og der er bare nogle grupper, der har sværere ved det end andre. Jeg er ikke som sådan negativt stillet over for belønning. Jeg synes belønning er bedre end sanktioner, men jeg synes, vi bør fokusere på den lange bane i stedet for den korte, siger hun.

Mathilda Printzlau-Paulsen håber blandt andet, at udvalget kan finde penge til rygestop-jordemødre, der kan følge gravide rygere gennem hele graviditetn.

Maksimalt vil kommunen komme til at bruge 1.000 kroner per person, hvis belønningen vælges.

Fakta om Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke

Formålet med forebyggelsespakken om tobak er at understøtte kommunernes arbejde med at forebygge rygning og anden brug af tobak.

 

I rapporten skriver Sundhedsstyrelsen:

 

"Forskningen indikerer, at brug af økonomiske incitamenter er den mest effektive indsats for rygestop for gravide, og at det særligt er effektivt i interventioner målrettet mennesker med lav socioøkonomisk status."

 

"Brug af økonomiske incitamenter ser ud til at øge deltagelsen i rygestopinterventioner, er effektive til fastholdelse og er effektive – i hvert fald på kort sigt – til at opnå den ønskede adfærdsændring. Virkningen ser dog ud til at aftage gradvist, efter interventionen stopper, og den økonomiske belønning"

 

Kilde: Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke om tobak

Samfundet vinder på rygestop

Statens Institut for Folkesundhed, SIF, har i 2018 undersøgt eksisterende forskning for brug af belønning i forbindelse med rygestop.

SIF konkluderer, at belønningen har en positiv effekt på rygestoppet.

Derudover vil der være en positiv samfundsøkonomisk gevinst forbundet med rygestop hos gravide, da rygning i graviditeten ifølge Sundhedsstyrelsen øger risikoen for lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og fosterdød, og barnet vil på længere sigt have større risiko for at udvikle luftvejsproblemer, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk og fedme, der belaster samfundet.

I Sundhedsudvalgets dagsorden står der blandt andet, at "studier viser, at rygestopforløb til gravide, der inkluderer økonomisk belønning, er de mest effektive blandt gravide, der ønsker at stoppe med at ryge".

Tilbuddet om belønning af rygestop kan finansieres inden for Odense Kommunes nuværende budget. Det vil dermed ikke få økonomiske konsekvenser for kommunen, hvis der er opbakning til forslaget.

1. jan. 2025 kl. 8:23
Tophistorie
Local Eyes
Breaking

24-årig død i fyrværkeriulykke i Odense

LYT
Del
Link
kopieret!

En ung mand fra Odense er død efter en fyrværkeriulykke på Nyborgvej i Odense. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.

- Vi formoder, at han har antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Fyrværkeriet er så eksploderet lige op i hovedet på ham. Han fik meget alvorlige skader i hovedet. Det var virkelig voldsomt, siger overlæge Morten Schultz Larsen fra Odense Universitetshospital, til TV 2.

Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, fortæller til Ritzau, at den unge mand blev 24 år.

Politiet har tidligere oplyst, at episoden skete kort efter midnat – nærmere bestemt klokken 00.06.

En anden person kom også til skade

Manden afgik ved døden, kort efter han ankom til OUH, skriver TV 2.

De pårørende er underrettet.

De foreløbige undersøgelser tyder ifølge vagtchef Torben Jakobsen på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.

- Hvad der er blevet affyret - om det er lovligt eller ulovligt - kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger Torben Jakobsen til Ritzau.

Han fortæller, at der var flere mennesker i området, og at en anden person kom lettere til skade ved ulykken.

Politiet vil nu undersøge ulykken nærmere.

- Det er jo en tragisk ulykke, men derfor forsøger vi stadig at få afklaret de nærmere omstændigheder i løbet af formiddagen, siger vagtchefen.

Se interviewet med overlæge Morten Schultz Larsen fra Odense Universitetshospital
1. jan. 2025 kl. 8:41
Tophistorie

Mange børn og unge behandlet for øjenskader på OUH

LYT
Del
Link
kopieret!

Der har på landsplan været 22 øjenskader i forbindelse med nytårsaften. Af dem er syv sket blandt børn under 18 år. Det skriver Ritzau.

Nytårsnat har derfor også været en travl en af slagsen på Odense Universitetshospital.

Sygeplejerske Michelle Sellerup har set mange fyrværkeriskader, hvilket har betydet, at personalet har behandlet en del øjen- og håndskader.

- Skaderne er primært sket blandt unge, som tæller teenagere og folk op til midt-30'erne, siger Michelle Sellerup til TV 2.

To unge mænd har fået så alvorlige håndskader, at de vil være mærket for livet.

- De vil miste én eller flere fingre, siger overlæge Morten Schultz Larsen til TV 2.

1. jan. 2025 kl. 11:52

Nu er der registreret vindstød af stormstyrke på Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

I Odense er der nu registreret vindstød af stormstyrke. Det skriver TV 2 Vejret.

Her er der målt vindstød på 25,7 meter i sekundet.

Vinden kulminerer over Syddanmark frem mod klokken 16.

Lige nu er regnen ret intens flere steder på Fyn. Det giver risiko for akvaplaning og farlige situationer på vejene.

Grafik TV 2 Vejret
1. jan. 2025 kl. 11:43
Flemming Ellegaard

Politiet arbejder fortsat på McDonald's efter mulig påsat brand

LYT
Del
Link
kopieret!

Politiet er onsdag formiddag fortsat til stede på McDonald's på Risingvej i Odense.

Nytårsnat blev der muligvis påsat en brand i restauranten. Det er politiet stadig ved at undersøge.

Området er spærret af, fordi politiets teknikere fortsat arbejder på stedet. Derfor må fastfoodsultne odenseanere også gå forgæves, hvis de havde håbet på at få burgere og pomfritter.

Ingen personer kom til skade i branden, som heller ikke forvoldte store skader på bygningen.

Der er hverken anholdte eller mistænkte i sagen, oplyste politiet nytårsnat, men politiet har gjort flere fund.

TV 2 Fyn har onsdag formiddag forgæves forsøgt at få en kommentar fra både politiet og McDonald’s på Risingvej.

1. jan. 2025 kl. 11:27
Fyn

Sådan gik nytårsnat på Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

En mulig brandpåsættelse og en dødsulykke. Nytårsnatten på Fyn kan lyde voldsom.

Men generelt har natten været rolig i forhold til kørsler, fortæller områdeleder ved Beredskab Fyn Kristian Hofman.

- Det har været en forholdsvis rolig nat, når vi ser bredt på det. Der sker altid lidt mere i Odense end i de andre kommuner. Men generelt har det været en forholdsvis rolig nytårsaften.

Beredskab Fyn har kørt ud til 15 hændelser i løbet af natten.

Reddet af vejret

Det drejer sig om to bygningsbrande, som primært var røgudvikling, fire mindre brande i skraldespande og containere og to mindre naturbrande i en busk og et træ.

Derudover har de været ude ved tre automatiske brandalarmer.

- Vi har nok været reddet lidt af vejret og vandet, så det ikke har været så antændeligt. Men det har nok også gjort, at mange har trukket sig ind lidt tidligt og sparet lidt på krudtet på grund af det dårlige vejr.

1. jan. 2025 kl. 9:44

Så meget regn er der faldet nytårsnat på Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

Det har været en særdeles våd og blæsende nytårsaften og nytårsnat på Fyn, og regnen og blæsten fortsætter nytårsdag.

Som det ser ud nytårsmorgen, er det dog syd- og sønderjyderne, som har fået klart mest regn - med 36 millimeter i Askov. På Fyn er der indtil videre faldet 11 millimeter i både Odense og Svendborg, skriver TV 2 Vejret.

Det blæser lige nu kraftigt over den sydlige del af landet. Selv om den er kraftigst i Sønderjylland, ventes vinden at tiltage på Fyn i de kommende timer. Der er udsendt varsel for vindstød af stormstyrke på Vestfyn, Sydfyn, Langeland og Ærø.

GRAFIK / TV 2 Vejret

Der er meldinger om kraftig blæst på Svendborgsundbroen og Storebæltsbroen.

Der er også meget mere regn på vej.

TV 2 / Vejret
1. jan. 2025 kl. 8:11
Local Eyes

Politi efterforsker brand på McDonald's som påsat

LYT
Del
Link
kopieret!

Politiet undersøger en muligt påsat brand på en erhvervsejendom på Risingsvej i Odense.

Det oplyser Johnny Müller, der er vagtchef ved Fyns Politi.

- Vi mistænker, at den er påsat. Der er nogle fund inde på stedet, som gør, at vi er sikre på, at det er en påsat brand, siger han.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvilke "fund" der har ført til politiets mistanke.

Ingen kom til skade under branden, understreger han.

- Og ingen var på noget tidspunkt i fare for at komme til skade, lyder meldingen.

Politiet modtog anmeldelsen 00.20. Branden er slukket, og der er ikke sket voldsomme skader på bygningen.

Resten af natten vil stedet være afspærret og bevogtet.

- Og så undersøger vi stedet i morgen, siger han.

Der er hverken anholdte eller mistænkte i sagen.

1. jan. 2025 kl. 8:04
Local Eyes

Alvorlig ulykke med fyrværkeri i Odense

LYT
Del
Link
kopieret!

OPDATERING: Manden er afgået ved døden.

En ung mand er kommet alvorligt til skade på grund af en ulykke med fyrværkeri ved Nyborgvej i Odense.

Det oplyser Johnny Müller, der er vagtchef ved Fyns Politi.

- Han er i kritisk tilstand og er på hospitalet, siger han.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.06. Det var ikke manden selv, der anmeldte ulykken.

Vagtchefen kan ikke oplyse nærmere, hvad der er sket.

Tidligere på natten lød det ifølge TV 2 fra vagtchefen, at man undersøgte "et mistænkeligt forhold" på Nyborgvej i Odense.

Men det vil politiet ikke umiddelbart kalde ulykken længere, siger Johnny Müller.

- Vi mistænker ikke, at der har været andre involveret. Det forventer vi ikke.

Derfor har politiet heller ingen anholdte i forbindelse med ulykken.

- Men derfor kan der alligevel godt være noget mistænkeligt i den forbindelse. Det er det, som vi skal finde ud af nu: Hvad er det for noget fyrværkeri? Hvor er det købt? Og hvem har leveret det? Er det ulovligt?

- Vi undersøger i hvert fald sagen, lyder det fra Johnny Müller.

De pårørende er underrettet, påpeger han.

Vagtchefen kan ikke komme nærmere ind på mandens alder.

Fyrværkeri skal være CE-mærket, før det kan sælges lovligt i Danmark.

CE-mærket betyder, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

Opdager man fyrværkeri , som mangler et CE-mærke, eller som fejler ved brug, kan man kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Styrelsen kan vejlede om, hvad man skal gøre.

Hvis professionelt fyrværkeri sælges til private, er det også ulovligt.

En foreløbig opgørelse fra 1. januar til 1. november 2024 viste, at danske toldere i 2024 havde tilbageholdt knap et halvt ton ulovligt fyrværkeri.

Det er et væsentligt fald i forhold til sidste år, hvor man tilbageholdt over to ton over hele året.

Tolderne har fundet alt fra kanonslag, batterier og diverse knaldfyrværkeri til røggranater, romerlys og nødraketter.

31. dec. 2024 kl. 18:20
TV 2

Kongen holdt sin første nytårstale - nævnte han Fyn eller Axelsen?

LYT
Del
Link
kopieret!

Kongen nævnte hverken Fyn, H.C. Andersen eller den dobbelte fynske OL-guldvinder Viktor Axelsen i sin første nytårstale tirsdag aften.

Der var ellers blevet spekuleret i, blandt andre blandt bookmakere, om kong Frederik - der er mere sportsinteresseret end dronning Margrethe - ville nævne nogle af de danske OL-succeser fra i sommer.

Det skete ikke.

Til gengæld nævnte kongen de mange besøg, kongefamilien har været på i løbet af året. Den nye konge kom blandt andet forbi Assens og Ærø.

- Der er en helt særlig stemning, når vi møder jer, der hvor I bor, sagde kong Frederik i sin første nytårstale.

Læs hele talen

Nytåret gør tidens gang tydelig. Når klokken slår 12, strejfer to år hinanden, og afslutning bliver til begyndelse. I aften tager vi afsked med det gamle år og hul på det nye. Helt som vi har gjort det år efter år.

Og så alligevel – noget er forandret. For min mor, Dronning Margrethe, for mig og for jer. Selv om vi alle har haft et år til at vænne os til tanken, så er jeg klar over, at der stadig kan sidde nogle, der er lidt nervøse på mine vegne. For kan nytårstalen holdes af andre end Dronning Margrethe?

Mange gør status nytårsaften. Hvad tager vi med fra året, der er gået, og hvad ser vi frem mod i året, der kommer? Jeg tager særligt én dag med mig. Den 14. januar. Turen gennem Københavns gader til Christiansborg. Min mors sidste statsråd. Minutterne, inden dørene til balkonen gik op. En meget dyb indånding. Christiansborg Slotsplads. Menneskemængden foran mig. Min familie lige bag mig.

At træde frem og møde så meget støtte, glæde og kærlighed. At stå på balkonen sammen med Dronning Mary som Danmarks kongepar. At tage det hele til mig – eller i hvert fald forsøge – bevæget og overvældet. Det tager jeg med mig. Det tager vi med os. For altid. Tusind tak.

For et år siden holdt min mor sin nytårstale nummer 52. En tale, der kom bag på de fleste ved at være den sidste. I aften holder jeg min første. Der er en første gang for alt og en sidste gang for lige så meget. De gange har det med at træde tydeligere frem end alle andre gange. De er begyndelser og slutninger i løbet af livet, og vi tillægger dem særlig betydning. Den første skoledag – og den sidste. Dem husker vi. Og fejrer vi.

Det gjorde vores familie også i sommer, da Kronprinsen afsluttede gymnasiet og sammen med tusindvis af andre unge satte et festligt punktum for en veloverstået ungdomsuddannelse. Jeg har altid holdt af den tid på året. Når vores unge springer ud med huer i alle farver og indtager gader, stræder og strande arm i arm. Hvem husker ikke den brusende følelse af frihed; hele verden lå åben, og alle døre bare ventede på et greb i håndtaget.

Det ser legende let ud, når ungdommen slår sig løs. Og samtidig kan det være alt andet end det. Mange unge mister fodfæste. Ikke for en stund, men i en rum tid. For nogen i en grad, så de bliver syge af det. ”Hvorfor kan jeg ikke være ligesom alle andre?”, spørger de måske. Der er sjældent noget enkelt svar. Omvendt ved vi, at det hjælper at have nogen at betro sig til og læne sig op ad. Vores nærmeste er vores vigtigste rækværk. Både når livet vælter os, og når det bare overvælder os.

Som forældre til fire teenagere har Mary og jeg lært, at det nytter at lytte. Spørge uden at antage. Holde om frem for straks at handle. Vores børn er forskellige. Det samme er unge. Der findes ikke én fortælling, der favner alle. Det bedste bud på, hvem unge er, får vi ved at lade dem komme til orde hver især. Gang på gang imponerer de med deres forståelse for sig selv og for andre. De er modige i mine øjne. Fordi de tør vise sårbarhed og ser det som en styrke. Nutidens unge står ved sig selv. I vover at være både-og. Både sårbare og stærke.

Både-og. På den ene side og på den anden side. I en tid med stigende polarisering forsvinder den nuancering let. Vi risikerer at reducere verden til dens yderpunkter, når vi trækker fronterne op. ”Er du for eller imod?”, bliver der spurgt. Vi befinder os måske et sted midt imellem. Fordi vi evner at se ting fra flere sider og sætte os i andres sted. Det er en af vores fineste egenskaber som mennesker og noget, vi danskere er gode til.

Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.

Frivillighed er et eksempel på medmenneskelighed, og de fleste danskere engagerer sig på et tidspunkt i frivilligt arbejde. Det kan være alt fra at øve tabeller med børn i lektiecafeen til at få et nyt gymnastikhold op at stå til at holde et menneske i hånden, når livet rinder ud. Frivillighed kommer i mange former. Fællesnævneren er, at det giver mening for alle parter, både for hende, der giver sin tid, og for ham, der tager imod den.

Frivillige kræfter holder utallige tilbud og aktiviteter i gang. Også Royal Run, hvor 2.500 frivillige stillede op i år, så vi andre kunne gå og løbe sammen i de fem værtsbyer. Til alle jer, der lægger en del af jeres overskud i den fælles pulje – tak. Jeg vil også gerne takke alle, jeg møder i audiens. Det er en af mange glæder i min nye rolle; at videreføre en tradition, hvor jeg hilser på mennesker, der har brugt et helt arbejdsliv på samme arbejdsplads, og hvor jeg hører livshistorier fra alle dele af riget.

Elektrikeren, der har lagt el ind i den halve by. Pædagogen, der har vist omsorg i generationer og passet børn, som endte som forældre til nye børn samme sted. De fleste forstår ikke, hvor tiden er blevet af, men med deres årelange flid udgør de en del af Danmarks rygrad. Det gælder også jer, der står vagt om vores tryghed og sikkerhed; folk i politiet, beredskabet og forsvaret – vores udsendte. Jer, der løber en risiko for os andre. Tak for jeres vigtige indsats.

Vi lever i en urolig tid. Vi følger udviklingen i Mellemøsten med tilbageholdt åndedræt og føler med de mange familier, der lider. I Europa, ikke langt herfra, kæmper det ukrainske folk tappert for deres frihed. Og for vores. Krigen i Ukraine er en brutal påmindelse om, at vi ikke kan tage fred for givet. Heller ikke på vores kontinent. Europa må stå fast på vores fælles værdier.

For 75 år siden var Danmark et af 12 lande, der oprettede forsvarsalliancen NATO. Tilsammen ville vi værne om sikkerhed og fred. Siden er flere lande kommet med. Senest Finland og Sverige. Det styrker Norden. Det styrker Europa. Det styrker vores fælles forsvar for frihed. Verdens konflikter løser vi kun, når vi står sammen internationalt. Det gælder også i kampen for klodens sundhed.

Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne. Ingen af os har magt til at sætte selv det mindste blad på en nælde. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang. Vi har allerede mange gode løsninger, og tilsammen bringer de håb for fremtiden. Et håb, vi skal holde fast i og handle på.

Den første gang og den sidste gang. Begyndelser og slutninger i løbet af et liv. Dem husker vi ofte. Men der er også alt det indimellem. Hverdagen. Almindelige dage, der gør mindre væsen af sig, men som udgør det meste af livet. Jeg er taknemmelig for min hverdag med Dronning Mary, vores fire børn og vores to hunde. Jeg glæder mig over, at Prins Joachim og Prinsesse Marie er faldet godt til i Washington med deres børn, og at min mor nyder sin nye tilværelse.

Dagligdagen kan hurtigt løbe af sted med os. Pludselig er der gået en uge, en måned, et år. Hvad står tilbage? Det gør samhørigheden. Den mærkede Mary og jeg den 14. januar, og den mærker vi, når vi er rundt i Kongeriget Danmark. Der er en helt særlig stemning, når vi møder jer dér, hvor I lever og bor. Når vi får et glimt af jeres hverdag.

Vi er alle forbundne og hver især forpligtet i Kongeriget Danmark. Fra det danske mindretal i Sydslesvig – som endda ligger uden for riget – og hele vejen til Grønland. Vi hører sammen. Det fornemmede Mary og jeg tydeligt, da vi besøgte begge steder og alle dem ind imellem. Færøerne har vi til gode, og vi ser frem til at komme til Nordatlanten til sommer.

Jeg ønsker alle danskere – herhjemme og ude i verden – godt nytår. Vi har meget at være stolte af og glædes over. Tilliden. Medmenneskeligheden. Samhørigheden.

Min første nytårstale. Den kommer ikke igen, men jeg glemmer den aldrig. Man siger, at ”godt begyndt er halvt fuldendt”. Det er måske så meget sagt, men Mary og jeg kunne ikke have ønsket os en bedre start som Kongepar. Vi glæder os til at tage fat på alt det, der følger i det nye år, og frem for alt at følges ad. Med hinanden og med alle jer.

Tak for året, der er gået, og rigtig godt nytår.

31. dec. 2024 kl. 16:05
Anders Bøttcher

Se det kolde gys: 400 mennesker hoppede i havet

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er efterhånden blevet en tradition.

400 mennesker hoppede nytårsaftensdag i vandet ved Hotel Hesselet i Nyborg for at skylle det gamle år af sig.

Da deltagerne havde været i den kolde balje, var der champagne, østers og kransekage til at varme sig på.

En af de modige var Ove Jakobsen. For ham var det en sand fornøjelse

- Jeg vinterbader kun den ene gang om året. Det var dejlig varmt, og så er det hyggeligt med champagne og kransekage. Det er så sjovt at se alle de glade mennesker, siger Ove Jakobsen.

31. dec. 2024 kl. 14:58
Fyn
Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix

Nu bliver det dyrere at flyve - vær obs på disse ni nye love

LYT
Del
Link
kopieret!

Når 2024 bliver til 2025, træder en række nye love i kraft.

Ledige skal eksempelvis til at samle skrald og gøre rent, og priserne på flybilletter stiger.

I 2025 vil en ny afgift på flyrejser ifølge Ritzau gennemsnitligt gøre dem 70 kroner dyrere per billet.

De er blot nogle af de mange nye love, der træder i kraft efter nytår.

Disse ni nye love træder i kraft efter nytår

Ledige skal samle skrald og gøre rent

1

Fra 1. januar træder en ny 37-timers arbejdspligt i kontanthjælpssystemet i kraft. Arbejdspligten betyder, at man som udgangspunkt skal gøre en indsats 37 timer om ugen, hvis man ikke lever op til to krav om tidligere beskæftigelse og ophold i Danmark.

Fra januar skal du betale mere for at flyve

2

Indfasning af en afgift, som ifølge regeringen, SF og Enhedslisten skal gøre luftfarten mere grøn, begynder 1. januar. Afgiften er - som titlen antyder - en afgift på hver billet om bord på fly. I 2025 vil den være på gennemsnitligt 70 kroner per billet. I 2030, når den er fuldt indfaset, vil afgiften være på 100 kroner.

Ældrechecken øges med penge fra flyafgift

3

Ældrechecken forhøjes permanent med op til 5.000 kroner årligt til folkepensionister med de laveste indtægter. Det drejer sig om cirka 300.000 pensionister. Lovforslaget træder i kraft 1. januar 2025, og pengene bliver udbetalt i slutningen af januar.

Flere skal tage stilling til organdonation

4

Der er mangel på organer til alvorligt syge patienter, så for at tilskynde flere til at tage stilling til organdonation har Folketinget vedtaget en lov, som betyder, at alle over 18 år bliver registreret som potentielle organdonorer fra 1. juni 2025.

En lang række flag forbydes i danske flagstænger

5

Fra 1. januar 2025 vil det være forbudt at flage med udenlandske flag. En række lande er dog undtaget fra forbuddet, nemlig Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Tyskland. Flag, der repræsenterer internationale eller regionale sammenslutninger, bliver heller ikke forbudt.

Kommuner kan oprette lokalplejehjem

6

Fra 1. januar får kommunerne mulighed for at etablere lokalplejehjem. Denne type plejehjem skal frisættes fra kommunens politikker og krav og have samme frihedsgrader som private friplejehjem. Det betyder, at lokalplejehjem blandt andet får mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser - for eksempel mere rengøring eller bad - til beboerne, hvilket kommunale plejehjem ikke har mulighed for i dag.

Tunge lastbiler skal betale vejafgift

7

Fra 1. januar 2025 skal der betales vejafgift af lastbiler, efter hvor langt de kører i Danmark, og hvor meget CO2 de udleder. Det gælder lastbiler på 12 ton og derover. Det er regeringens intention, at vejafgiften fra 1. januar 2027 skal gælde for lastbiler på 3,5 ton og derover også.

Tolkeordning udgår til køreprøver

8

Fra 1. januar kan elever gå til køreprøve på fem sprog: dansk, engelsk, færøsk, grønlandsk og tysk. De nye regler betyder dermed også, at eleverne ikke længere kan tage en teoretisk eller praktisk prøve med tolk.

Alkoholgrænse for 16-åriges køb sættes ned

9

Fra 1. januar 2025 vil Sikkerhedsstyrelsen indstille til højere bøder ved overtrædelser i forbindelse med ulovligt salg af alkohol, tobaks- og nikotinprodukter til mindreårige.

Kilder: Ritzau, Færdselsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Fødevarestyrelsen, DR, Justitsministeriet, Altinget, Sikkerhedsstyrelsen, Motorstyrelsen, Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

31. dec. 2024 kl. 14:27

Russisk ubåd sejler tæt på Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

En russisk ubåd er tirsdag eftermiddag ved at sejle gennem Storebælt. Det oplyser Lars Wulff, der er vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, til TV 2.

Ubåden bliver eskorteret af Forsvaret.

Ubåden kommer fra Østersøen og er i følgeskab med den russiske slæbebåd Sergey Balk.

Ifølge vesselfinder.com, der overvåger skibstrafikken på verdensplan, befinder båden sig øst for Fyns Hoved. Den har passeret Storebæltsbroen tidligere i dag.

Det er uvist, hvad formålet med turen er, eller hvor den russiske ubåd er på vej hen. Det sker af og til, at russiske ubåde sejler gennem Storebælt.

Rusland har i snart tre år været i krig med Ukraine, der får leveret våben af blandt andet Danmark.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her