Siden oktober har trafikselskabet Keolis, der kører letbanetogene i Odense, registreret tæt på 1.000 nærvedhændelser, hvor et letbanetog har været tæt på sammenstød med gående, cyklister eller biler.
Det fortæller letbanedirektør i Keolis, Thomas Brændstrup, til DR P4 Fyn.
- Jeg tror personligt, at folk måske ikke har været så opmærksomme på, at letbanen er startet op og kører i fuld drift, siger direktøren i radioen.
Thomas Brændstrup selv kalder antallet af hændelser ekstraordinært højt, og Odense er da også en af de byer med letbane, hvor det oftest har været tæt på at gå galt.
- Det har faktisk været eksorbitant højt. Det er markant højere, end vi har set både i Aarhus og andre sammenlignelige Keolis-netværk rundt om i verden, siger han.
Fem uheld
Fem gange har et letbanetog i samme periode været involveret i regulære påkørsler.
Senest skete det for en uge siden. Her kørte et tog og en personbil sammen på Østre Stationsvej.
Fyns Politi vurderede kort efter, at letbanen var uden skyld i uheldet, da bilisten tog et forbudt venstresving. Det efterforskes dog stadig.
Dagen før kørte en cyklist ind i letbanen på Vestre Stationsvej ved Krudthusgade.
Ingen kom til skade ved nogle af uheldene.