Endnu ingen aftale i Odense:
- Jeg har kun ét ord for det, og det er "børnehave"
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Efter to dage er det endnu ikke lykkedes at fordele rådmandsposterne i Odense Kommune. På gaden mener odenseanerne, at politikerne skulle skamme sig.
I tæt på to døgn har det været uklart, hvem der skal være rådmænd i Odense Kommune - forhandlingerne mellem partierne fører ingen vegne, efter Enhedslisten søndag trådte ud af den oprindelige konstitueringsaftale.
I Odenses gågade tæt på rådhuset, hvor forhandlingerne finder sted, er odenseanerne mildt sagt ikke tilfredse med forløbet.
- Jeg har kun ét ord for det, og det er "børnehave". De skulle skamme sig, siger Inger Larsen, der er pensionist i byen.
Fagforening undrer sig: Vi skal spare og fyre folk, men der er penge til to nye forvaltninger
Forhandlinger på en valgnat kan medføre mange forskellige resultater. I Odense endte det med, at der blev oprettet to nye forvaltninger og dermed to nye rådmændsposter. Fagforeningen Tekninsk Landsforbund er uforstående over, at Odense har råd til det.
En sundhedsforvaltning og en miljøforvaltning. Det er de to forvaltninger, der blev lavet på valgnatten, da borgmester Peter Rahbæk Juel, og de andre partier skulle konstituere sig.
Det betød også, at der skulle vælges to nye rådmænd. Tim Vermund fra Socialdemokratiet blev klimarådmand og Tommy Hummelmose fra de Konservative blev sundhedsrådmand.
Beslutningen om at oprette to nye forvaltninger har ført til en del spørgsmål. Fagforeningen Teknisk Landsforbund, hvis medlemmer primært er ansat som teknisk personale i blandt andet byggesager, har skrevet et åbent brev til lokalpolitikerne i Odense.
Som I måske ved, har de seneste år har været hårde for medarbejderne i Odense Kommune. Overskredne budgetter, massefyringer og et arbejdsmiljø under pres.
Sådan starter brevet til lokalpolitikerne, og det fortsætter med at forklare, hvordan deres medlemmer føler de skal løbe stærkere på deres arbejde, fordi der skal spares, og derfor kan de ikke forstå, hvorfor der er råd til at oprette to nye forvaltninger med de udgifter det medfører.
Hvordan kan de finde penge til det her?
Tillidsrepræsentant i Teknisk Landsforbund Syddanmark, Christina Hoff, kan heller ikke forstå, hvordan det hænger sammen, når hendes kollegaer oplever en presset hverdag og kan mærke besparelserne.
- Det ligger op til mange spørgsmål og frustrationer, fordi det ender med, at der skal spares på os, eller har pengene været der hele tiden, og hvorfor har vi så skulle spare indtil nu?
Christina Hoff fortæller, at hun oplever, at hendes kollegaer frygter, at de nye forvaltninger betyder, at de skal løbe endnu hurtigere.
- Hvis man skal flytte folk fra andre forvaltninger, så frygter jeg, at vi der er tilbage skal løbe hurtigere, og hvis der skal ud og ansættes nye, så koster det jo endnu flere penge. Jeg mangler bare svar på, hvad man tænker.
Christina Hoff siger, at det der fylder mest hos hende er de fyringer, hun har oplevet.
- Det, jeg står uforstående overfor, er, at vi har set kollegaer blive fyret på grund af besparelser, men der er råd til to helt nye forvaltninger.
Tavshed fra politikerne
TV2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra de politikere, der er med i aftalen om at oprette to forvaltninger.
Borgmester Peter Rahbæk Juel vil ikke stille op til interview, siger han til TV2 Fyn.
Brian Dybro (SF), Søren Windell (K), Susanne Crawely, (B) Reza Javid (Ø) og Andreas Møller (D), er ikke vendt tilbage på vores henvendelser på SMS eller besvaret vores opkald.
Nogenlunde enslydende lyder det fra Hus Forbi-sælger Thomas Thomsen. Han hæver dog politikernes alder med et par år.
- Det virker som nogle små skoleelever, der er blevet sat til jobbet, som ikke har forstand på det, siger han.
Stemte blankt for første gang
For første gang nogensinde har hjemmesygeplejersken Karin Tolberg stemt blankt - en stemme, hun er ekstra glad for forblev blank her efter valget.
- Nu synes jeg, det passer sammen, for vi kan ikke regne med så meget.
- Jeg er allermest træt af, at man lige laver to nye rådmandsposter. Jeg synes simpelthen, det er anstrengende, at vi laver et valg og stemmer, og dagen efter handler det om dem selv, og hvad de kan få ud af det. Jeg synes, det handler om egoisme, fortæller hun.
Enhedslisten springer fra aftale: Går efter rådmandspost
Enhedslisten og Venstre i Odense har lavet en ny teknisk konstitueringsaftale, som vender op og ned på fordelingen af rådmandsposter.
Enhedslisten og Venstre i Odense har lavet en ny teknisk konstitueringsaftale. Det betyder, at der nu bliver lavet om på, hvem der får hvilke rådmandsposter.
Det bekræfter Reza Javid fra Enhedslisten overfor TV 2 Fyn.
- Med den her aftale kan vi få en rådmandspost, det kunne vi ikke få før. Før kunne vi få viceborgmesterposten, som er betalt og samtidig også en udvalgspost, siger Reza Javid.
- Vi vil ikke bytte politisk indflydelse med betalte udvalgsposter. Det var for stor en kamel at sluge.
Med den nye tekniske konstituering får Venstre tredjevalget i forhold til rådmandsposter. Før havde de fjerdevalget, som betød, at de valgte posten som Beskæftigelses- og socialrådmand.
Enhedslisten får med den nye aftale det syvende valg, hvilket betyder at partiet vælger den sjette rådmandspost. Før havde de posten som 1. viceborgmester.
Det skriver begge partier i en fælles pressemeddelelse.
Enhedslisten indgik ellers en konstitueringsaftale på valgnatten med alle partier i det nye byråd - pånær Venstre.
Men den er de nu sprunget fra.
- Vi kan godt forstå, hvis de ikke er glade, og vi er kede af, at det er endt sådan her. Men vi havde svært ved at se, at vi skulle stå uden for indflydelse, forklarer Reza Javid.
Borgerlig borgmester på vej?
Derudover kunne Reza Javid heller ikke se sig selv i en konstitueringsaftale med Nye Borgerlige.
- Vores vælgere kan bedre forstå en teknisk konstitueringsaftale med Venstre i stedet for konstituering med Nye Borgerlige, siger Reza Javid.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger, går manøvren fra Ventre ud på at fratage Susanne Crawley børn- og ungerådmandsposten, som Venstre i givet fald selv vil tage med tredjevalget.
Venstre vil på den måde forsøge at lægge pres på de Radikale til at skifte side i en helt ny borgerlig konstituering.
Den ubekendte er hvordan Konservative forholder sig til den nye situation.
TV 2 Fyn har været i kontakt med en lang række politikere, som ikke vil lade sig interviewe.
TV2 Fyns reporter ved rådhuset i Odense fortæller, at Tim Vermund er set forlade rådhuset. Tim Vermund blev dagen efter kommunalvalget udnævnt som ny klimarådmand. Det gjorde han efter, at man oprettede to nye forvaltninger i forbindelse med konstitueringsaftalen.
Med Enhedslistens udtrædelse af konstitueringen mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale, Konservative og Nye Borgerlige er der dog mulighed for, at antallet af rådmandsposter falder igen.
Vil ikke samarbejde med Nye Borgerlige
Hvordan forhandlingerne kan ende ud, kan du se her. Artiklen er skrevet med forbehold, men det er dog kvalificerede bud, samfundsredaktør Jakob Risbro stiller op.
Enhedslisten brød ud af den oprindelige aftale og indgik en teknisk aftale med Venstre, fordi partiet ønsker en rådmandspost. Samtidig kunne spidskandidat Reza Javid alligevel ikke se sig selv i et samarbejde med Nye Borgerlige.
Partiet peger dog fortsat på Peter Rahbæk Juel (S) som borgmester.
Forhandlingerne om rådmandsposterne fortsætter tirsdag.