Frivillige og musikere begræder lukning:
- Der findes ikke et fællesskab, der kan erstatte Kansas City
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kansas City får ikke et nødvendigt tilskud fra Odense Kommune, spillestedet ser derfor ud til at lukke. Det bliver modtaget med fortvivlelse og tristhed.
Kansas City lukker i nærmeste fremtid medmindre der pludselig kommer en ukendt investor som redningsmand. Måske allerede i denne uge - måske i næste uge.
- Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, for der findes ikke et andet sted i Odense, hvor os, der hører noget andet musik kan komme, siger Julie Lindegaard Rasmussen, der har været frivillig på Kansas City siden august sidste år og nu er næstformand i frivillige foreningen hos Kansas City.
Hun er en af de omkring 40 frivillige på Kansas City, der nu mister deres fællesskab.
- Det er rigtig ærgerligt, at det her fællesskab skal opløses, for der er ikke andre steder, vi kan rykke hen til. Jeg kommer ikke til at være frivillig et andet sted. Det gør jeg ikke. Der er bare ikke noget andet sted, der er ligesom Kansas, siger hun.
Uvurderlig udvikling på Kansas
Blandt de 3-400 musikere bliver nyheden om den forestående lukning modtaget med frustration.
- Rigtig meget af det odenseanske kulturmiljø bliver båret af, at der er det her fællesskab, siger Søren Rønnebech Grønning, der er guitarist i dødsmetalbandet Crown The Beast.
Bandet blev grundlagt, da de fem medlemmer mødte hinanden på netop Kansas City, og bandets karriere toppede foreløbig i sommer, da de spillede på den københavnske metalfestival Copenhell.
- En rigtig stor del af vores udvikling er sket takket være dette sted, og der er et netværk alle musikere imellem, som er uvurderligt, når man skal udvikle sig eller optræde, siger guitaristen.
Rod med medlemslister
Men trods konsekvenserne for både frivillige og musikere var et stort flertal i By- og Kulturudvalg klare i mælet efter dagens møde.
- Vi har besluttet at følge forvaltningens indstilling, og vi vil ikke længere give tilskud til Kansas City. Det betyder, at de nok går konkurs, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K).
Problemerne for Kansas City startede i maj, da det kom frem, at spillestedet havde fået udbetalt 1,5 millioner kroner i uberettiget støtte. Ledelsen i Kansas City havde indberettet til Odense Kommune at 80-90 procent af de omkring 3-400 musikere, der har øvelokaler, var under 30 år.
Men virkeligheden var nærmest omvendt idet kun 10-20 procent af medlemmerne var under 30 år.
Og da medlemmer under 30 år giver væsentligt højere tilskud fra folkeoplysningsmidlerne end medlemmer under 30 år, havde Kansas City fået udbetalt omkring halvanden million kroner for meget i støtte.
Forgæves redningsaktion
Stedet blev dog reddet fra konkurs, da det røde flertal i byrådet ekstraordinært bevilligede de manglende millioner i juni.
Men for få uger siden kom det frem, at kassen igen er tom - og i dag besluttede By- og Kulturudvalget at lukke kassen i.
- Det her har jo været lange dyre løsninger. Man er blevet ved med at hælde penge ned i bunden af en bundløs kasse, og så er det ikke forvaltet rigtigt, og der har været en masse rod omkring alle mulige ting, som har gjort, at vi står, hvor vi står her igen, lyder det fra medlem af By- og Kulturudvalget Araz Khan (V).
Socialdemokratiet, der stod i spidsen for redningsaktionen til halvanden millioner skattekroner i juni, vendte i dag på en tallerken og støttede lukningen.
- Vi troede på, at stedet kunne reddes. Men det kunne det desværre ikke. Derfor har vi været nødt til at stoppe nu. Det har været en meget svær beslutning med mange følelser involveret. Men der er også et tidspunkt, hvor man kan se, at det her kan ikke lade sig gøre. Og det er det, der er sket nu, siger Claus Skjoldborg Larsen, der er medlem af By- og Kulturudvalget for Socialdemokratiet.
Ny ledelse tager ansvaret
Efter de økonomiske problemer i forsommeren blev direktøren på Kansas City fyret og bestyrelsesformanden trådte tilbage. Og de sidste måneder har en ny ledelse forsøgt at redde Kansas City.
- Vi har i hvert fald forsøgt at løfte vores ansvar ud fra de evner vi har haft, men det har ikke været nok, siger den nye formand for Kansas City Jesper Bøggild-Christensen, der ligesom den daglige leder tiltrådte i juni.
- Jeg er 29 år, og hvis det ligner, at jeg er en lallende amatør, så tag det for, hvad det er. Det er miljøet på Kansas City, der forsøger at løfte sig selv. Der var ikke andre, der kunne træde til eller turde. Så vi tog teten, og gjorde alt, hvad vi kunne. Men det var ikke nok, og det er vores ansvar, siger den konstituerede daglige leder, Christian A. R. Øhlenschlæger.
Vil skabe musikmiljø i midtbyen
Ifølge politikerne er den næste opgave at skabe et nyt tilbud i stedet for Kansas City, så det musikalske vækstlag i Odense ikke bliver svigtet.
- Vi skal have et tilbud til musikere i Odense. Vi er Danmarks tredjestørste by, og vi skal have fundet et alternativ, så hurtigt vi kan, siger Claus Skjoldborg Larsen.
- Jeg vil gerne have noget, vi kan lave noget miljø rundt om - mere end det der har været i Kansas City. Og også noget der ligger tættere på byen, så det kan understøtte bylivet, lyder det fra rådmanden.
Men når Kansas City snart lukker, er der intet alternativ for de mange musikere. Og ventetiden, før politikerne har fået etableret nye øvelokaler, kan blive lang og ødelæggende.
- Nogen vil give op, nogen vil flytte og nogen vil forsøge at blive. Men der er ingen oplagte alternativet til Kansas City, siger den daglige leder Christian A. R. Øhlenschlæger.
- Kansas City er noget særligt, og det har taget lang tid at opbygge noget lignende igen. Så jeg tror ikke, at det er muligt, at der kommer til at være en plads til os mere, siger næstformanden for frivillige foreningen hos Kansas City, Julie Lindegaard Rasmussen.
Frygter lang pause
Musikerne frygter mest, at ventetiden bliver for lang.
- Som musiker har man ikke rigtig tid til at holde en pause på for eksempel et år, hvor du ikke rigtigt kan gøre noget. Så forsvinder du, og alt, hvad du har opbygget, det skal du starte forfra med igen, siger Søren Rønnebech Grønning fra Crown The Beast.
I første omgang skal By- og Kulturforvaltningen udarbejde realistiske alternativer til Kansas City, som politikerne på et senere tidspunkt kan tage stilling til.
Odense Kommune satte i juni gang i en advokatundersøgelse, der skal klarlægge, hvordan fejlen med de forkerte medlemsoplysninger kunne ske. Rapporten forventes at være klar i løbet af et par uger.