Fyn har fået sin første michelinstjerne nogensinde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Restaurant Aro i Odense har fået sig en michelinstjerne.
Dermed får Fyn med restauranten Aro sin første michelinstjerne nogensinde.
Restaurant ARO, der ligger på Østerbro i Odense, er ejet af kokkene Michael Madsen, Steffen Falkesgaard Hansen og Christoffer Schärfe, der har en fortid hos blandt andet den anerkendte restaurant Geranium.
Mandag uddeler Michelinguiden nemlig stjerner til de bedste restauranter i Norden.
Her har Aro og fire andre danske restauranter modtaget hver deres første michelinstjerne ved mandagens uddeling af de eftertragtede stjerner i Finland.
I Michelinguiden vurderes maden på spisestederne med en karakter fra en til tre michelinstjerner.
Tidligere har andre kendte fynske restauranter både håbet og troet på en stjerne. Men det blev altså Aro, der åbnede i 2017, der fik den første stjerne til Fyn.