Torsdag og fredag i sidste uge undersøgte dykkere fra Forsvaret og politihunde Odense Å nær Vollsmose og vandkanten langs åen.
Nu bekræfter Fyns Politi, at undersøgelserne havde relation til skudsagen, hvor den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail blev skudt og dræbt, og hvor en anden 31-årig mand blev såret af skud.
- En del af efterforskningen pegede os i sidste uge i retning af åen, og derfor har vi haft hjælp til at afsøge den. Af efterforskningsmæssige hensyn kan jeg på nuværende tidspunkt ikke fortælle, om vi har fundet noget, men blot bekræfte, at vi har været der, og at det er i relation til skudsagen, siger vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Tilbageholdende med information
Ifølge vicepolitiinspektøren undersøger de en række forskellige tekniske spor i relation til sagen.
- Når vi arbejder i et miljø, hvor der ikke er særligt mange, der har lyst til at tale med os, så bliver de tekniske spor vigtige elementer i efterforskningen. Det er et tidskrævende arbejde, som vi fortsat er i gang med, og som vi derfor heller ikke kan sige noget om i øjeblikket, andet end vi stadig er meget interesserede i relevant video eller tips fra beboere i området, som måtte ligge inde med noget på for eksempel deres telefon.
Af samme grund er Fyns Politi tilbageholdende med at melde noget ud til offentligheden om sagen og efterforskningen, som de kalder krævende og kompleks.
- Vi er helt bevidste om, at der er et pres for, at vi holder medier og offentlighed orienterede i den her sag, men vi må også bare konstatere, at efterforske en drabssag i et miljø som det, vi har med at gøre her, det er tungt og komplekst. Vores højeste prioritet er at finde og stille gerningsmanden eller -mændene til ansvar i den her sag, men for at det skal lykkes, er vi nødt til at holde kortene tæt til kroppen, forklarer vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen i pressemeddelelsen.
Fortsat visitationszone
I forbindelse med flere skudsager har Fyns Politi indført visitationszone i Vollsmose og Korsløkke, og efter skuddrabet 24. juni er der også indført skærpet strafzone. begge zoner er fortsat gældende - indtil videre frem til 16. juli klokken 15.00.
Indtil videre oplyser politiet, at de blandt andet har fundet 12 knive, 11 peberspray og fire boldtræ.
Fund i visitationszone
Politiet beder i samme omgang fortsat om tålmodighed i forbindelse med efterforskningen.
- Vi melder alt det ud, vi kan og som er forsvarligt i forhold til vores efterforskning – det er bare ikke særligt meget lige nu. Hvis vi siger for meget nu, kan det koste os dyrt i den anden ende ved enten at ødelægge efterforskningsspor eller i bedste fald at besværligøre det. Derfor er vi meget påpasselige. Det beklager vi, men det er nødvendigt, siger Richardt Jakobsen i pressemeddelelsen.
Fyns Politi fortsætter i den kommende tid med tryghedsskabende patruljering i Vollsmose.