- Hvis man har et problem og går hen til en anden soldat, så vil de aldrig afvise én.
Sådan siger Martin Helmut Harry Poulsen, der er veteran fra Søværnet.
Vi kender jo ikke hinanden, men man er der alligevel for hinanden. Om det er en, der har brug for et kram, eller om det er en, der har brug for at få lidt røg
En gruppe veteraner mødes hver uge via Veteranhjemmet i Odense. Nogle gange foregår samlingerne i soldaterhjemsforeningen Dannevirke. Andre gange ude - som denne dag med fællessspisning og bowling.
- Det er et fristed, hvor jeg kan komme og være mig selv og slappe af og puste ud, siger Jon Printzlau, der har været udsendt for hæren.
Investerer kræfter i hinanden
Det kan være svært for andre at forstå det sammenhold, der er mellem tidligere udsendte.
Mange af veteranerne er ramt af posttraumatisk stress. Det er en psykisk lidelse, man kan få efter, at have været vidne til eller selv deltaget i livstruende situationer. Alligevel møder veteranerne op i et bowlingcenter med larm og støj - og det gør de, fordi de investerer kræfter i hinanden.
En af dem er Jon Printzlau.
- Vi kender jo ikke hinanden, men man er der alligevel for hinanden. Om det er en, der har brug for et kram, eller om det er en, der har brug for at få lidt røg, siger han.
Er I brødre for livet?
- Uden tvivl, udbryder Jon Printzlau, og Martin Helmut Harry Poulsen er enig.
Fejrer fællesskabet
TV 2/Fyn og landets øvrige TV 2-regioner har skudt gang i en kampagne, der hylder fællesskabet. En kampagne, der er støttet af Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden.
Projektet går ud på at fejre alt det, som vi har sammen, og at finde frem til det unikke sammenhold, der fortjener titlen som "Årets Fantastiske Fællesskab".
Frem til 1. april kan alle foreninger og fællesskaber melde sig til på tv2fyn.dk/ff. Herefter vil regionale juryer nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde 50.000 kroner.
Vinderne af den regionale konkurrence går så videre til den nationale, hvor der er 100.000 kroner på højkant.