HCA Marathon er aflyst

Maratonløbet i Odense ser sig nødsaget til at aflyse som følge af coronaviruspandemien. Arrangørerne havde håbet på særtilladelse fra regeringen til at afvikle det store sportsarrangement.

HCA Marathon, der skulle være blevet afholdt 27. september i Odense, er aflyst. Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse. 

Årsagen er, at større sportsarrangementer alligevel ikke må afvikles som led i genåbningens fase fire, hvor det oprindeligt var planen, at forsamlingsforbuddet skulle ophæves. Folkene bag det odenseanske maratonløb kan dog ikke vente længere på nye retningslinjer fra Christiansborg. 

- Vi havde håbet, at der var kommet en åbning fra regeringens side på idrætsområdet, da der endnu ikke er et idrætsarrangement, der har været årsag til superspredning, siger formand Helge Pasfall.

Tidligere år har HCA Marathon også afholdt børneløb og tikilometerløb, men det var i forvejen aflyst i år for at gøre arrangementet mere coronavenligt.  

Løbere, der er tilmeldt maratonløbet i Odense, får mulighed for at overføre deres startnummer til næste år. 

DM i maratonløb også aflyst

HCA Marathon, der har sit navn efter eventyrforfatteren H.C. Andersen, skulle i år også have dannet rammen om danmarksmesterskaberne i maratonløb. Det er også aflyst. 

- Vi har været i løbende dialog og sparring om arrangementet, så det kommer ikke som nogen overraskelse for os, siger Bo Overgaard, der er elitechef i Dansk Atletik Forbund. 

HCA Marathon afvikles i 2021 søndag den 26. september.

- Vi går straks i gang med planlægningen og har ambitioner om at være tilbage ved fuld styrke i 2021, siger løbsdirektør Erik J. Mogensen, der dog ikke lægger skjul på, at aflysningen koster arrangørerne penge. 

Opbakning til 2021

Økonomisk set er det dog især løbets samarbejdspartere, der rammes.  

- Vi har hvert år mange foreninger, der nyder godt af den økonomiske hjælp, de modtager for at hjælpe til ved HCA Marathon, siger Erik J. Mogensen.

- Det næste stykke tid kommer desuden til at gå med at kontakte leverandører og samarbejdspartnere for at sikre deres fortsatte opbakning til HCA Marathon samt få søgt støttekompensation fra de forskellige offentlige hjælpepakker, forklarer han.

Efter planen vil 2021-udgaven være tilbage i vanlig stil med halvmaraton og tikilometerløb. 

Oversigt

    Oversigt