Helena Elver: Vi kan tage Danmark med storm som herrerne
kopieret!
Det er 20 år siden, det danske kvindelandshold i håndbold fik hængt et sæt guldmedaljer om halsen. Det var ved OL i Athen i 2004 efter et årti, hvor holdet vadede i succes og skabte håndboldeufori i Danmark.
Siden trådte holdet ind i et dødvande, og siden deres mandlige modstykker i 2008 tog EM-guld har de overtaget den danske håndboldscene med endnu et EM-guld, tre VM-titler og to olympiske triumfer.
Søndag har de danske kvinder mulighed for EM-guld med en finalesejr over Norge. Og ifølge playmaker Helena Elver er det tid til, at mændene skal til at dele tronen i Danmark.
- Jeg er sikker på, at kvindehåndbold kan blive endnu mere attraktivt for unge mennesker, hvis vi også begynder at vinde. Vi har vundet en masse medaljer, men hvis vi kan vinde dem af guld, vil det skabe genklang, tror jeg, siger hun.
- Ligesom man har set herrelandsholdet tage Håndbolddanmark med storm, så føler jeg, at det er det, vi er på vej til at gøre nu. Vi kan blive et endnu større forbillede for unge piger, end vi allerede er nu.
Seks semifinaler på stribe under Jesper Jensen har for længst trukket holdet ud af dødvandet, hvor man i et par årtier oftest var at finde blandt de fem-otte bedste hold i verden.
Fast top-4
Fem semifinaler er blevet tabt, men man har været fast top-4-hold ved slutrunder fra EM 2020 og frem, og det har givet medaljer ved både OL, VM og EM.
I 2022 var det lige ved og næsten med EM-sølv, og kun Norge og Frankrig har været en my stærkere end Danmark i nogle år nu. Selv om det kan være marginaler, der adskiller sølv fra guld i en finale, så er der stor forskel på den efterfølgende hype.
- Det vil være et kæmpe stempel, hvor vi beviser, mest over for os selv, men også omverdenen, at vi har taget det sidste skridt, lyder det fra bagspiller Mette Tranborg.
- Guldet er jo lidt en materiel ting, man kan sætte på alt det arbejde, der har været de senest mange år, men man kan jo ikke undervurdere, den betydning det har.
Der er finalestart klokken 18 i Wien søndag.