Indbrud på byggeplads: Tyve løb med værktøjet

Tyvene brød ind i en container ved Odeons Kvarter og stjal dyrt værktøj.

Mindre end et døgn efter, at Fyns Politi havde anholdt tre rumænske mænd i en varebil fyldt med stjålet værktøj foran Rosengårdcentret, blev der på ny stjålet dyrt værktøj fra en byggeplads i Odense.

Det oplyser Fyns Politi i døgnrapporten.

Gerningsmændene brød en lagercontainer op, muligvis med et koben, som var placeret på et indhegnet område på byggepladsen.

Her lykkedes det tyvene at stjæle det værktøj, som var låst inde i containeren. Anmelderen oplyser til politiet, at minimum fire andre firmaer på byggepladsen har været udsat for lignende indbrud på stedet.

Det er langt fra første gang, at der bliver stjålet værktøj fra byggepladser i Odense. Den 23. november blev der blandt andet stjålet værktøj for omkring 200.000 kroner fra Facebooks byggeplads i Odense.

Oversigt

    Oversigt