Ingen nye smittede på UCL: Rektor forventer flere tilfælde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
For første gang i en uge er der ikke blevet konstateret nye coronasmittede på læreruddannelsen på UCL's campus på Niels Bohrs Allé i Odense.
En studerende på læreruddannelsen på UCL i Odense blev for en uge siden testet positiv for coronavirus.
Siden er 37 yderligere personer konstateret smittet, så det samlede antal nu er på 38. Søndag er der for første gang i en uge ikke konstateret nye smittede. Det oplyser UCL på deres hjemmeside.
38 smittede på UCL: Rektor frygter flere hjemsendelser
1072 lærerstuderende er allerede sendt hjem fra UCL. Nu frygter rektoren flere hjemsendelser.
Smittetallet på UCL er stigende, og indtil videre er 38 lærerstuderende testet positiv for covid-19.
Torsdag og fredag har uddannelsesstedet haft besøg af coronatest-biler, som har testet omkring 1.500 studerende. Nu frygter rektoren, at endnu flere skal sendes hjem på den anden side af weekenden.
- Jeg tænker, at hvis vi tester så meget, som vi gør nu, så vil der dukke yderlige smittetilfælde op. Og det vil formentlig være spredt på andre uddannelser og andre områder, siger Jens Mejer Pedersen, der er rektor på UCL.
Han er ærgerlig over, at skolen igen skal gennemføre onlineundervisning for så mange studerende, men han håber på at hjemsendelse og testene kan få de studerende hurtigere tilbage på skolen.
Tests skal inddæmme smitten
Studerende fra flere forskellige uddannelser stillede sig i kø for at blive testet, og ifølge rektoren vil det give et overblik over, om der er studerende på andre uddannelser, som er smittet.
- Med så mange vi tester nu, vil der være nogen, der ikke har symptomer på covid-19, men som bærer smitten. Dem vil vi så kunne sætte ind over for, og også dem de har været i nærkontakt med, siger rektoren.
Han ser testene som et stærkt våben mod smittespredningen.
- Jeg ved godt, at det vil betyde, at vi formentlig finder endnu flere smittede blandt dem, der har ladet sig teste. Men så har vi mulighed for at inddæmme det og på den måde bringe smittetallet ned igen, siger han.
Opbakning fra de studerende
De studerende, som stadig er på skolen, er nervøse, men de stoler på, at UCL har situationen under kontrol.
- Jeg er helt tryg ved, at UCL har styr på det. Der er super fine retningslinjer. Vi spritter af og har haft mundbind på hele dagen, siger Tine Eliis Jensen, der er pædagogstuderende.
Og skulle det komme så vidt, at hun skal sendes hjem, ser hun ikke onlineundervisning som et problem.
- Det har vi jo haft hele foråret. Selvfølgelig kan det godt gå ud over det sociale. Men hellere det, end at der er en masse, der bliver smittet, siger hun.
Også Josefine Hylddahl, der er sygeplejerskestuderende, har forståelse for, hvis hun skal sendes hjem.
- Det er ærgerligt men nødvendigt. Det er sikkerheden først, siger hun.
Lige nu kigger UCL på, om de kan gøre noget for yderligere at mindste smitterisikoen.
- Vi gennemgår alle arrangementer hos os og aflyser eller udskyder alt det, som ikke er strengt nødvendigt rent fagligt. Det er alle sociale arrangementer, og der hvor vi inviterer eksterne ind på vores campus, siger rektor Jens Mejer Pedersen.
Rektor Jens Mejer Pedersen er glad for, at man på de seneste tre dage kun har konstateret to nye smittetilfælde. Han vil dog ikke erklære faren for ovre endnu.
- Jeg er selvfølgelig glad for, at det lader til, at den første smittekæde er brudt, men det er jo muligvis lidt en stakket frist. De 1.500 elever, der blev testet torsdag og fredag, får først svar i løbet af i dag, mandag og tirsdag, siger han.
Smitte på læreruddannelsen
Alle smittede har været personer, der har tilknytning til læreruddannelsen, som hører til på UCL's campus på Niels Bohrs Allé. Der er ikke konstateret smittede på andre uddannelser.
Smittespredningen har betydet, at skolen 2. september valgte at sende de 1.072 studerende hjem, og i 14 dage tilbyde dem fjernundervisning frem for undervisning med fysisk tilstedeværelse.
Hotspot: Antallet af smittede stiger igen i Odense
107 personer i Odense har på de seneste syv dage fået konstateret coronavirus. Dermed er kommunen blandt de kommuner med flest nye smittede.
Odense er blandt de steder i Danmark, hvor der lige nu er flest nye smittede med coronavirus. Det viser lørdagens tal fra Statens Serum Institut.
Ifølge de seneste tal er der i løbet af de seneste syv dage konstateret 107 nye tilfælde af coronavirus i Odense.
Det bringer kommunens incidenstal op på 52,4, hvilket er det tredjehøjeste i hele Danmark. Kun Brøndby og Albertslund Kommune har et højere incidenstal. I Brøndby ligger tallet på 57,2, mens det i Albertslund ligger på 57,8.
Forskellen mellem de to sjællandske kommuner og Odense er, at tallet kun dækker over 20 nye tilfælde i Brøndby og 16 nye tilfælde i Albertslund. Incidenstallet bliver udregnet efter, hvor mange nye smittede der er per 100.000 indbyggere i kommunen.
Kommuner med et incidenstal på over 20 kommer på sundhedsmyndighedernes observationsliste.
Smitten i Odense er i den seneste uge steget markant. Især efter det kom frem, at der var et lokalt smitteudbrud på UCL's campus på Niels Bohrs Allé i Odense. Lørdag er i alt 38 personer fra UCL registreret smittet.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde fredag på et pressemøde, at lokale nedlukninger i byen kunne komme på tale ligesom man har set i Aarhus.
Sundhedsmyndighederne vil efter weekenden tage stilling til, om der vil blive lavet lokale nedlukninger.
Tidligere på ugen var både Odense, Kerteminde og Nordfyns Kommune på myndighedernes observationsliste på grund af incidenstal over 20, men lørdag, er Kerteminde igen kommet under smertegrænsen. Kommunen ligger nu på 16,8 med fire nye smittede den seneste uge.
Nordfyn ligger stadig over grænsen med et tal på 23,6, som dækker over syv nye smittede den seneste uge.
På Ærø, Langeland og i Nyborg har der den seneste uge ikke været nye smittede. I Middelfart, Assens, Svendborg og Faaborg-Midtfyn har der været henholdsvis 1, 2, 5 og 7 nye smittede.
Samtidig blev der torsdag opstillet et mobilt testcenter på campus, hvor øvrige studerende kunne blive testet.
- Min vurdering er, at den første smittekæde ser ud til at være brudt, men der vil næsten helt sikkert komme nye tilfælde i nogle af de svar til dem, der blev testet torsdag og fredag, siger Jens Mejer Pedersen.
Overvejer at stramme yderligere op
Ifølge rektoren holder skolen mandag morgen direktionsmøde, hvor man vil overveje, om man skal stramme op på retningslinjerne for færden på skolen.
- I forvejen har vi indgået et samarbejde med kommunen, politiet og de øvrige uddannelsesinstitutioner. Der har vi allerede aftalt nogle tiltag for at begrænse mødet mellem studerende. For eksempel ved at aflyse ting som brobygning, fortæller han.