Torsdag besøgte Ingvar Cronhammar Stige Ø. Det er første gang han besøger stedet, og han er umiddelbart tilfreds med, at Stige Ø er udpeget som stedet, hvor den ødelagte og snart genskabte skulptur "Camp Fire" skal stå.
Beslutningen om at placere skulpturen på Stige Ø er truffet på et møde den 15. juni i Odense Kommunes særlige adminstrationsgruppe vedrørende kunst.
Udvalget besluttede, at skulpturen skal stå ved kanalen - enten ved Søpavillonen på Stige Ø eller godt 400 meter tættere på Odense.
Og i dag havde udvalget så inviteret Ingvar Cronhammar til at se den nye placering.
En placering ved kanalen tæt på Fynsværket er den mest oplagte, mente både Ingvar Cronhammar og Odense Kommunes særlige adminstrationsgruppe vedrørende kunst, efter de havde besigtiget stedet.
- Jeg tror, at det kan blive en god placering. Nu har jeg lige set stedet for første gang, så jeg skal lige have det ind under huden, siger Ingvar Cronhammar til TV 2/FYN.
Under besøget på Stige Ø mødte Ingvar Cronhammar ejeren af Søpavillonen på stedet, Martin Winther. Han har kritiseret placeringen. Uden at blive enige fik de to sig en snak om kunst passer ind på Stige Ø.
- Det er meget muligt at vi kan finde en løsning her på Stige Ø. Og særligt hvis kommunen er interesseret. Og så må vi se, hvad naboerne siger til det. Vi skulle jo nødigt ud i en ny problematik, siger Ingvar Cronhammar.
Nu skal der udarbejdes en visualisering af skulpturen på den nye placering, inden den endelige beslutning bliver taget.
Blev ødelagt ved en fejl
Skulpturen, der stod ved Syddansk Erhvervsskole i Munke Mose midt i Odense i omkring 20 år, blev ved en fejl skåret ned og skrottet i begyndelsen af maj.
Skulpturen skal nu genopføres af nye materialer under opsyn af Ingvar Cronhammar.
Formanden for Odense Bys Kunstfond, Anders W. Berthelsen, forventer, at skulpturen kan være genopbygget og på plads i løbet af et halvt år.