Den konservative Odense-rådmand Jan Boye er den nye formand for Dansk Håndbold Forbund. Der måtte dog lodtrækning til, før han kunne udnævnes.
Det blev så tæt, som det kunne blive, da Dansk Håndbold Forbund på sit repræsentantskabsmøde lørdag skulle vælge ny formand.
Afstemningen mellem de to kandidater, Per Bertelsen og Jan Boye, endte 25-25, og derfor måtte der lodtrækning til.
Den vandt den 49-årige tidligere Odense-borgmester Boye, som dermed overtager formandsposten efter Per Rasmussen.
- Jeg har selv oplevet at tabe et valg og kender de tanker, der løber igennem sit hoved, Per. Man skal sunde sig, og så går håndboldlivet videre.
- Uanset, hvem der stod her i dag som formand, har Per Bertelsen og jeg givet hinanden håndslag på at komme godt videre med dansk håndbold, sagde Boye ifølge sporten.dk ved sin tiltræden.
Splittet bestyrelse
Alt i alt efterlader repræsentantskabsmødet forbundet svækket og splittet, mener TV2's håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Det her repræsentantskabsmøde endte i det værste, der kunne ske for dansk håndbold, som lige netop nu er inde i en helt masse afgørende ting, siger Nyegaard til TV2.
Det var i øvrigt det første kampvalg om formandsposten i forbundets 76-årige historie.
/ritzau/