28. feb. 2023 kl. 21:07
Opdateret: 1. mar. 2023 kl. 10:07
Ken Petersen

Jesper mistede alt til letbanebyggeri - nu har han vundet den første af flere voldgiftssager

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Jesper Clemen mistede firma, kone, millioner og kontakten til sine forældre. Nu har han vundet den første af flere tvister mod letbanens hovedentreprenør.

Jesper Clemen har prøvet at miste alt, hvad han har kært.

Og nu har han ovenikøbet fået Voldgiftnævnets ord for, at dem der tog det fra ham, gjorde det helt uberettiget.

Nedturen startede i 2019, da Odense Letbanes hovedentreprenør pludselig opsagde samarbejdet med Jesper Clemens lille entreprenørvirksomhed. 

Det betød, at hovedentreprenøren Comsa-Munck også stoppede med at betale Jesper Clemens regninger for hans virksomheds betonarbejde på letbanens kontrolcenter. 

Regninger, der lød på syv millioner, for arbejde der allerede var udført.

Oven i hatten smed den store spansk-danske entreprenør også en bod på seks millioner kroner til Jesper Clemens virksomhed Clemen Montage og Byg. 

Et krav der undervejs vokser voldsomt og ifølge Clemen ender på over 20 millioner kroner.

- De prøvede på at kvæle os, det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Jesper Clemen i dag til TV 2 Fyn.

Firmaet gik konkurs. Konen smuttede og tog børnene med sig.

Selv hans forældre, som han altid har været tæt knyttet til, afskar kontakten i en periode.

- Jeg gik ned med stress og sad bare derhjemme i tre måneder. Det har været hårdt, lyder det fra Jesper Clemen.

- Det har kostet meget på familiekontoen.

Verdens bedste julegave

Comsa-Munck rejste sit krav, fordi firmaet mente, at Clemen Montage og Byg ikke havde styr på sine underleverandørers løn- og ansættelsesforhold.

Dagen før juleaften 2022 fik Jesper Clemen dog, hvad der må siges at være en af verdens bedste julegaver.

Han fik nemlig noget af sit liv tilbage. Og oprejsning efter tre års letbane-helvede.

- Min mor, far og jeg stod i sommerhusets poolområde og stortudede med min advokat i røret, mens resten af julegæsterne kiggede forundrede gennem ruden, fortæller Jesper Clemen.

I stedet for udsigten til en regning på op mod 20 millioner fortalte advokaten ham, at han havde vundet voldgiftssagen mod letbanens hovedentreprenør.

Den første i en række af voldgiftssager, der er på vej mod det omdiskuterede spanske entreprenørfirma Comsa og dets danske partner Munck. 

Kendelsen fra Jespers voldgiftssag er klar. Comsa-Muncks tocifrede millionkrav er med et trylleslag blevet til en regning på 6,7 millioner kroner til Comsa-Munck selv.  

Oveni de seks millioner kommer procesrenter fra 2019 og sagsomkostninger på 250.000 kroner, hvilket får det samlede beløb op på ni millioner kroner indtil videre.

Det fremgår af den halvårlige status, som Skifteretten og Jesper Clemens kreditorer har fået tilsendt 16. januar 2023.

- Jeg blev ekstremt glad, og det er da fedt at have vundet over så stor en virksomhed, når man selv er en lille virksomhed, siger Jesper Clemen.

Vil ikke betale

Beløbet som Comsa-Munck skal betale til Jesper Clemen svarer næsten 1:1 til det beløb, som Jespers kreditorer har krav på ifølge hans konkursbo.

Kreditorerne skal dog ikke glæde sig for tidligt. Konkursboet bliver nemlig ikke gjort op foreløbigt, selvom Clemen har fået Voldgiftnævnets ord for, at Comsa-Munck skal betale ham.

Partnerne i det tidligere Comsa-Munck har nemlig stadig ikke betalt de ni millioner til Jesper Clemens konkursbo, selvom fristen på 14 dage for længst er overskredet.

Det står klart i kuratorens status til kreditorerne.

- Vi har spurgt Comsa-Munck pænt, om ikke de ville opfylde voldgiftsrettens afgørelse, og det kom der ikke noget ud af, siger kurator Jan Bruun Jørgensen til TV 2 Fyn.

Nu har kurator lagt sag an mod de forskellige parter i sagen for at få rettens ord for, at de skal betale konkursboet de cirka ni millioner kroner, som Voldgiftnævnet har fastslået.

Fynske Munck trådte ud af den fælles virksomhed med spanske Comsa i 2020.

- Vi fornemmer, at der er et betydeligt indbyrdes modsætningsforhold parterne i mellem, og der er noget økonomi, de mangler at rydde op i på bagkant af, at Munck er trådt ud af samarbejdet, forklarer Jan Bruun Jørgensen.

Mistænkt for social dumping

Comsa-Munck afbrød samarbejdet med Jesper Clemen og stillede et millionkrav, fordi virksomheden mente, at Jesper Clemens underleverandører udøvede social dumping.

Mere specifikt mente Comsa-Munck ikke, at han overholdte en såkaldt arbejdsklausul.

Denne klausul indeholder krav til letbanens entreprenører om, at de skal overholde overenskomstmæssige aftaler på letbanens byggeplads.

Noget som Odense Kommunens kontrolenhed og Comsa-Munck mente, at Jesper Clemens firma manglede dokumentation for. Blandt andet mente de, at han ikke leverede den nødvendige dokumentation som timesedler og kontrakter for hans underleverandørers medarbejdere.

- Vi afleverede alt den dokumentation, de ønskede, og inden for den deadline de ønskede, men vi har heller ikke været forpligtet til at aflevere noget, selvom vi har gjort det, fordi vi ikke har haft en entreprisekontrakt, siger Jesper Clemen.

Noget som Voldgiftnævnet også netop lægger til grund, da de i december idømmer Comsa-Munck at betale en millionerstatning til Jesper Clemen.

Comsa-Munck og Jesper Clemen lavede nemlig aldrig en reel kontrakt om arbejdet med at bygge letbanens kontrolcenter.

Derfor var Jesper Clemen heller ikke forpligtet til at overholde arbejdsklausulen. Ligesom Comsa-Munck heller ikke havde ret til at ophæve samarbejdet og stoppe betalinger til Jesper Clemen.

Selvom du ikke havde en kontrakt, er det så også et element i den her sag, at du har taget munden lidt for fuld i forhold til at kunne leve op til de krav, der er i en opgave som den her?

- Nej, det tror jeg ikke. Det har været en stor opgave, men vi har jo også afleveret alt det, vi skulle, siger Jesper Clemen og tilføjer:

- Men samtidig er vi en lille virksomhed, der lever af at lave gasbeton. At få trukket så meget ned over hovedet i forhold til den ønskede dokumentation, det er vi ikke vant til. Det er vi ikke gearet til, siger Jesper Clemen.

Men du skal vel stadigvæk have styr på dine underleverandørers forhold, når du er med på så stort et projekt her?

- Jeg havde ingen enterprisekontrakt, så i teorien nej, men havde vi haft en kontrakt, så skulle jeg have haft styr på det - men jeg havde jo også styr på det, siger Jesper Clemen. 

Ifølge Jesper Clemen er Comsa-Munck først interesseret i at få lavet en egentlig kontrakt få dage inden tvisten mellem de to parter begynder i oktober måned 2019.

På det tidspunkt har han arbejdet flere måneder for den veletablerede storentreprenør.

Joint venture-samarbejdet mellem Comsa og Munck sluttede i 2020. TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar til voldgiftsnævnets afgørelse fra begge firmaer.

Den administrerende direktør for Munck Group, Hans Christian Munck, siger, at han ikke kan udtale sig på joint venture-selskabets vegne, og at han ikke kender sagen i detaljer. Han henviser derfor til Comsa.

Comsas presseafdeling oplyser, at de ikke har en kommentar til sagen i øjeblikket, og at de vil vende tilbage, hvis det ændrer sig.

Flere milliontvister på vej

Afslutningen på Jesper Clemens voldgiftssag er den første offentligt kendte i en lang række af sager i kølvandet på byggeriet af letbanen i Odense.

Blandt andet har det fynske firma Munck slæbt sin tidligere samarbejdspartner Comsa i Voldgiftsretten.

Munck vil have Comsa til at betale 137,5 millioner kroner.

Spanske Comsa har også anlagt et betydeligt - men ukendt - krav til Odense Kommune. En sag der meget vel også kan ende i en voldgiftssag.

23. dec. 2024 kl. 16:57
Tophistorie

Vanvittig biljagt: Narkohandler bragede gennem vejarbejde i høj fart

LYT
Del
Link
kopieret!

En biljagt på omtrent en halv time pressede betjente til det yderste i kørekundskaber, mens flere personer blev udsat for alvorlig fare natten til den 12. august i år.

Et anklageskrift fra Fyns Politi indeholder 19 punkter, hvor den 21-årige flugtbilist har tilsidesat færdselssikkerheden og i grov kådhed har sat andres liv og førlighed på spil.

Meget af biljagten blev optaget fra en drone. Videoen kan du se øverst i artiklen.

Desuden afslører anklageskriftet, at den 21-årige var påvirket af amfetamin, ketamin og THC, uden at have recept på de bevidsthedspåvirkende stoffer. Desuden lå han inde med et flere euforiserende stoffer og kontanter, så det formodes han har handlet med narkoen.

Farlig jagt

Mindst ti gange overtrådte narkohandleren sin ubetingede vigepligt, mens han to gange kørte modsat ensretningen i små gader i Rudkøbing.

To politibiler havde han efter sig i den farlige færd, og nær biljagtens afslutning forulykkede den ene politibil nær Ørstedsparkens legeplads, hvorved en betjent kom til skade.

Men flere måtte redde sig selv fra den farlige bilist i Rudkøbings gader. Eksempelvis beskriver anklageskriftet en episode, hvor den 21-årige kørte med 90 kilometer i timen frem mod arbejdere på vejen, mens han kørte mod færdselsretningen.

Her var han tæt på at påkøre en af arbejderne, men nåede at undvige i sidste øjeblik.

I et andet tilfælde måtte en bilist kaste sit køretøj ind på fortovet, for at undgå en kollision, da flugtbilisten igen kom kørende med høj fart mod færdselsretningen.

Slutteligt beskriver anklagerne, at manden udsatte en passager i sin egen bil for livsfare, da han tog passageren med ud i sine farefulde handlinger.

Dronevideo er bevis

Fyns Politi har den private dronefotografs optagelser med i bevis-mappen, bekræfter politiet.

Overfor TV 2 Fyn beskrev dronefotograf Lasse Rømhild, hvordan både flugtbilist og politibiler kørte forbi ham i byhuset i Rudkøbing natten til den 12. august.

- Jeg synes, det var voldsomt, fordi det foregik jo ned gennem alle de små gader og stræder, sagde han dagen efter biljagten.

Anklageskriftet afslører ikke om politiet vil kræve fængsel eller bødestraf. Anklageren vil dog have den 21-årige frataget sin førerret ubetinget, mens politiet vil konfiskere 8,24 gram kokain, 0,54 gram methamfetamin, 8,83 gram hash og 0,94 gram MDMA.

Også 4.650 kroner i kontanter kræves konfiskeret, da politiet mener de stammer fra handel med hash.

Sagen skal afgøres af en dommer og to domsmænd ved Retten i Svendborg i sommeren 2025.

23. dec. 2024 kl. 22:20
Tim Kyhn

Asylcenter sat i bero: Syriske Shiyar så sin far dø

LYT
Del
Link
kopieret!

Syriens diktator Bashar al-Assad er ude - og den omvæltning har sat alle asylsager på asylcentret Holmegaard på Langeland i bero.

Lige nu befinder cirka 100 syriske flygtninge sig på det fynske center. En af dem er 31-årige Shiyar Mohamad Hesso. Han flygtede til Europa i 2015 efter nogle voldsomme oplevelser i Syrien, hvor han blandt andet så sin egen far blive dræbt.

Men selvom den syriske præsident er blevet væltet, vil Shiyar ikke tilbage til Syrien. I stedet håber han på en fremtid i Danmark.

- De dårlige mennesker er væk, men nu kommer der nogle andre til magten, som jeg kan se er islamistiske og det bryder jeg mig ikke om, fortæller han.

23. dec. 2024 kl. 21:35

Politiet deler tips til at holde tyven væk i julen

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er godt gammeldags træls, at komme hjem til en husstand, som er gennemrodet af indbrudstyve. Det ved Fyns Politi, som hvert år modtager anmeldelser om indbrud i julen.

Derfor deler politikredsen nu en række tips til at holde tyven på afstand - også selvom man ikke er hjemme.

Trickene er blevet delt i et opslag på Facebook, og lyder sådan:

Hold tyven væk

  • Sørg for, at det ser ud som om der er nogen hjemme i dit hus fx ved timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys.

  • Luk og lås døre og vinduer. Sørg for at have ordentlige låse på skurer, garager, værksteder m.m.

  • Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv.

  • Opbevar/gem smykker og kontanter mindre synlige steder.

  • Tal jævnligt med din nabo. Hold øje med hinandens ejendomme og hold dig orienteret om, hvad der sker i dit lokalområde.

  • Tilmeld dig nabohjælp

23. dec. 2024 kl. 20:38

DSB melder om god stemning og mange tog til tiden

LYT
Del
Link
kopieret!

Den 23. december er ifølge DSB selv forløbet rigtig godt, selvom det er en af årets helt store jule-rejsedage.

Togene er kørt til tiden - i hvert fald mange af dem. 85 procent af passagerer er kommet frem indenfor 3 minutter af planlagt ankomsttid.

DSB fortæller også at de rejsende har sørget for god stemning i togvognene hele dagen igennem.

23. dec. 2024 kl. 19:45
Erik Jepsen/NF/Ritzau Scanpix

Det koster 8,25 kroner i strøm at stege juleanden

LYT
Del
Link
kopieret!

Det kommer til at koste cirka 8,25 kroner i strøm at stege juleanden, viser en beregning fra energisektorens brancheorganisation, Green Power Denmark.

Sidst på eftermiddagen juleaftensdag ligger elpriserne på cirka 3,30 kroner for en kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer.

Hvis anden steger i cirka tre timer i en A-mærket ovn, der kræver cirka 2,5 kilowatt-timer, vil prisen lande på cirka 8,25 kroner.

- Det er nok det, jeg vil kalde en blød mellemvare rent elprismæssigt, siger energianalytiker Kristian Rune Poulsen til Ritzau.

Sidste år kostede det ifølge brancheorganisationens såkaldte andestegsindeks 7 kroner at stege juleanden.

Men i 2021 var prisen helt oppe på 13 kroner.

23. dec. 2024 kl. 18:48
Ida Alstrup

Over en million julelys pryder lige nu Odense ZOO

LYT
Del
Link
kopieret!

I morgen aften er det juleaften, der er længe, længe til.

Og hvis du kender nogen, som synes, der er lidt for længe til, så er det heldigvis ikke alle, der er gået på ferie endnu.

For Odense ZOO har fyldt haven op med mere end en million julelys, juleboder og selveste julemanden.

Og også i morgen holder de åbent, hvor børn som voksne kan hilse på Rudolf og hans venner, inden de skal ud med gaver til verdens børn om aftenen.

Haven holder åbent fra kl. 9-14.

23. dec. 2024 kl. 17:55
Daniel Glad

DSB klarer rejsedagen med pebernødder og julestemning

LYT
Del
Link
kopieret!

DSB har været godt forberedt på de rekordmange rejsende danskere denne jul.

Så godt, at personalet har kunne bruge deres tid på at sprede julestemning i togvognene.

- Folk taler mere med hinanden og med os. Det er skønt, siger perronmanager Irene Boesen fra DSB.

Hun fortæller, at DSB hidtil har kørt efter planen - og vil man stadig med toget i dag eller i morgen d. 24 december, så er der stadig billetter tilgængelige.

23. dec. 2024 kl. 15:58
Fyn

Krige, kriser og klassikere - hvad fylder i årets juleprædikener?

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

23. dec. 2024 kl. 15:15
Daniel Glad

Flere julegaver købes i genbrugsbutikker

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos Røde Kors Odense oplever man, at flere fynboer køber deres julegaver i genbrugsbutikker.

Det glæder formand for Røde Kors Odense, Lone Hedemand.

- Vi kan tydeligt mærke, at der er en øget omsætning i november og december, så det er vi glade for, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Og selvom det kan være alt muligt forskelligt, der sælges i juletiden, så fremhæver hun, at det især er julepakkekalendergaver, der købes hos dem.

Røde Kors omsatte i 2023 for omkring 300 millioner kroner. Omsætningen går blandt andet til katastrofehjælp og lokale aktiviteter.

23. dec. 2024 kl. 14:26
Arkivfoto

Millionbøde til Region Syddanmark efter data-sjusk

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Kolding har 23. december 2024 idømt Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne. Det er ifølge Ritzau den hidtil højeste straf til en offentlig institution for denne type forseelser.

Uvedkommende kunne få adgang til tusindvis af borgeres personfølsomme data. Retssagen drejede sig om to brud, som fandt sted på forskellige tidspunkter mellem 2011 og 2020.

Begge sager kalder regionen selv for menneskelige fejl.

- Jeg ærgrer mig over, at vi taber de to sager. Der eksisterer en lignende sag, hvor 20 gange så meget data har været eksponeret, som blev lukket med en kritik, siger Morten Lundgaard som er IT-direktør i Region Syddanmark.

Han mener der mangler en rød tråd, i forhold til hvordan denne type sager afgøres.

To sager

Den første sag omhandler en database med spørgeskemasvar, der blev brugt af Børne- og Ungdomspsykiatrien Odense. Der indgik ikke CPR-numre i databasen, men blandt andet navn og fødselsdato.

Region Syddanmarks undersøgelser viste efterfølgende, at sårbarheden kun er blevet anvendt af den borger, der anmeldte sårbarheden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den anden sag omhandler en PowerPoint-præsentation udarbejdet af en af regionens læger til undervisningsformål. Præsentationen, der lå på regionens hjemmeside, indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger.

15 gange er præsentationen blevet åbnet på hjemmesiden. Det krævede angiveligt stor teknisk snilde at komme helt ind til de fleste af personnumrene i præsentationen.

- Vi tager dommen til efterretning, og vi har siden hændelserne iværksat mange initiativer, der skal medvirke til, at lignende datasikkerhedsbrud ikke sker igen, siger IT-direktøren.

Han understreger, at der i sagen ikke er sket et egentligt data-læk, hvilket vil sige at informationerne ikke er blevet misbrugt.

Regionen har ikke besluttet sig for, om de vil anke sagen til landsretten endnu.

23. dec. 2024 kl. 13:26

Novo-aktien gør comeback efter nedtur

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er godt nyt til de Novo Nordisk-investorer, der holdt fast i aktien under fredagens voldsomme kursfald på 20,7 procent.

Aktien handles mandag morgen omkring kurs 648, hvilket er ti procent højere end fredag.

Dermed har Novo Nordisks børsværdi allerede indhentet omkring 200 af de 688 milliarder kroner, som forsvandt.

Fredagens kursfald blev udløst af forskningsresultater for Novos næste store håb inden for fedmebehandling, Cagrisema.

Et forsøg, hvor en række testpersoner modtog behandling med Cagrisema i 68 uger, viste et gennemsnit på 22,7 procents vægttab.

Markedet og Novo Nordisk selv havde håbet på mindst 25 procent, og investorerne reagerede på skuffelsen ved at sende kursen nedad.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her