Kø nedad gaden: Overvældende interesse for at låne bøger efter åbning

Mange læselystne fynboer har bestilt materiale til afhentning på Odense Bibliotek, efter det åbnede igen. Det resultere fredag i en længere kø.

Fredag eftermiddag strakte en kø af biblioteksbrugere sig flere meter langs bygningen i Odense centrum, der huser biblioteket og borgerservice.

Lige siden Odense Biblioteker genåbnede mandag, har der været en overvældende interesse, fortæller bibliotekschef Kent Skov.

- Det er eskaleret i løbet af ugen. Det er også sammenkoblet med, at det folk har reserveret og gerne vil ned og hente det, siger han til TV 2/Fyn.

- Vi havde snakket om, om vi skulle have opmærkninger ude på gaden, men havde ikke regnet med, at det blev nødvendigt.

Folk ventede ved døren

I løbet af den første uge har hovedbiblioteket fået 20.000 reservationer af materiale, som folk så kan komme og afhente.

- Det er meget over normalen, hvor vi plejer at få omkring 1700 om dagen, siger bibliotekschefen, der dog påpeger, at det selvfølgelig også skyldes, at det er den måde udlån foregår i øjeblikket.

quote Det har vist sig at være fornuftigt at åbne op, så folk må gerne komme ind, men de må ikke tage ophold

Kent Skov, chef for Odense Biblioteker og Borgerservice

Allerede første dag stod folk og ventede, da dørene åbnede. Og det glæder Kent Skov, at der er så mange, der har søgt tilbage til biblioteksbøgerne, nu når de igen kan komme ind og låne et fysisk eksemplar.

Ifølge bibliotekschefen har flere efterspurgt, om de ikke snart må komme helt ind blandt bogreolerne. Og selvom det ikke bliver helt det samme som før, så er der godt nyt til de ivrige læseheste.

- Fra onsdag kan folk komme rigtigt ind i biblioteket. Det har vist sig at være fornuftigt at åbne op, så folk må gerne komme ind, men de må ikke tage ophold, siger Kent Skov.

Ingen panik

Inden åbningen appelerede bibliotekerne til, at folk ikke strømmede ned for at aflevere deres lånte bøger den første dag.

På daværende tidspunkt lå der nemlig 128.000 bøger hjemme hos fynboerne, der under coronakrisen har overskredet deres udlånsperiode.

Bibliotekschefen synes, at folk har været gode til at holde lidt igen, og der er da heller ingen grund til panik. Fristen er forlænget med tre uger, så alle har god tid til at aflevere deres lånte materialer.

Oversigt

    Oversigt