Flere køreledninger er mandag eftermiddag blevet revet ned, og flere master er blevet ødelagt på Odense Letbane ved Middelfartvej i Odense-bydelen Bolbro.
De nedrevne køreledninger ligger på vejen og giver trafikale udfordinger på Middelfartvej.
- Der er en varebil med en lift, som er stødt på ledningerne og har revet dem ned. De har så væltet en lyskrydsstander, siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef hos Fyns Politi.
Køreledningene hænger i 5,5 meters højde. Et køretøj har en maksimumhøjde på fire meter, så der er tale om en betydelig overskridelse. Det er endnu for tidligt at sige, om episoden får konsekvenser for føreren af bilen. Det er politiet ved at undersøge, men der er umiddelbart tale om et uheld.
Søg andre veje
Uheldet skete på Middelfartvej i krydset ved Christmas Møllers Vej og Roesskovsvej. Der er teknikere i gang med at reparere lyskrydset, men der kan gå lidt tid, før trafikken er normal.
- Man kan godt passere derude, men der kan hurtigt gå en time, så hvis det er muligt, så søg andre veje, siger vagtchefen.
Der er både politi, beredskab, folk fra letbanen og teknikere på stedet.
Odense Letbane reparerer skaderne
Odense Letbane oplyser, at der ikke var tændt for kørestrømmen på letbanestrækningen, da uheldet skete omkring klokken 16.20.
- Vi er i gang med at danne os et overblik over skaderne og i gang med at reparere køreledningerne, siger Flemming Ø. Pedersen, der er presseansvarlig hos Odense Letbane.
Der er mindst to master, der er blevet ødelagt som følge af mandagens uheld. Flemming Ø. Pedersen håber, at skaderne på Odense Letbane er repareret i løbet af tirsdag.
Øjenvidne: Det så voldsomt ud
Der var en del øjenvidner til uheldet. En af dem var Magnus Vilsgaard, der fortæller, at køretøjet tog alle ledningerne med sig, og at en lygtepæl væltede.
- Jeg er imponeret over, at der er ingen, der er kommet til skade. Det så voldsomt ud, siger Magnus Vilsgaard.
Letbanen er i gang med at blive testkørt på strækningen. Den er endnu ikke åbnet, og den forventes tidligst at åbne i 2022.