Ledigheden stiger blandt de nyuddannede i Odense

Det er blevet sværere at lande det første job for de fynske akademikere. Nye tal viser, at ledigheden blandt de nyuddannede akademikere er steget.

Flere og flere fynske akademikere har lang udsigt til jobbet, når de får eksamensbeviset i hånden.

For ledigheden blandt de nyuddannede akademikere i Odense er steget det sidste år. Det viser tal fra Jobindsats.dk

 

Det mærker Ayla Aagaard fra Munkebo, der efter at have fået titlen som diplomingeniør i integreret design har været ledig i et år.

- Det eneste jeg hører hele tiden, er, at virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, og så sidder vi herude og virkelig prøver på at komme ind, siger hun.

quote Det eneste jeg hører hele tiden, er, at virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, og så sidder vi herude og virkelig prøver på at komme ind

Ayla Aagaard, ledig diplomingeniør, Munkebo

Efter 150 ansøgninger og flere samtaler med virksomheder har hun endnu ikke landet et job.

- Jeg får rigtig god feedback på mit CV, mine ansøgninger og mine samtaler, men det ender altid med, at jeg bliver sorteret fra til fordel for nogen, der har mere erfaring eller hurtigere kan stå på egne ben, siger hun.

Ayla Aagaard er en af de ledige nyuddannede akademikere 
Fotograf: Morten Grundholm

Ledigheden blandt nyuddannede stiger - men falder generelt

Til trods for at ledigheden i Odense Kommune på et år er faldet med 7 procent, så oplever de nyuddannede akademikere det modsatte. Her er ledigheden på et år steget med 6,5 procent.

quote Der går en masse viden tabt, som ikke bliver brugt, så dem skal vi have igang med at arbejde

Poul Strandmark, formand, DI Fyn.

Den stigende ledighed blandt de nyuddannede kan også udvikle sig til et længere ophold uden for arbejdsmarkedet. For omkring 40 procent er ledige i mere end tre måneder.

Det bekymrer brancheorganisationen Dansk Industri.

- Der går en masse viden tabt, som ikke bliver brugt, så dem skal vi have igang med at arbejde. På den lange bane kan vi risikere, at virksomhederne mister indtjening. Dermed mister vi skatteindtægter, og så har politikerne knap så mange penge at dele rundt af, så det er en dårlig cirkel, siger  Poul Strandmark, der er formand for DI Fyn.

Ifølge Poul Strandmark kan en del af forklaringen være, at mange små og mellemstore virksomheder måske er lidt tilbageholdne med at ansætte folk, der lige er kommet ud fra universiteterne.

- Jeg tror måske, at der både blandt direktører, ejere og medarbejdere er en frygt for, at der kommer en kloge-åge ind og skal vælte tingene rundt, siger Poul Strandmark.

Virksomheder bør også satse på akademikere

Men han peger på, at det er nødvendigt for virksomhederne, at de også begynder at overveje at få akademikere ind, fordi da især bliver brug for mere viden i fremtiden.

- Det går så hurtigt, at hvis vi ikke kommer med på vognen, så kører en masse viden fra os. Derfor skal vi gå efter at få  mere viden ind i virksomhederne, siger han. 

For Ayla Aagaard, hvis jobjagt nu forsætter på andet år - håber hun, at flere små- og mellemstore virksomheder tør at tage chancen og   få en ledig nyuuddannet akademiker som hende ind ind i firmaet.

- Jeg kunne da godt håbe, at de stadigvæk turde investere i at tage nye ind og lære af de helt nye kompetencer og nye viden, vi kommer med, siger hun.

Og ifølge Dansk Industris fynske formand så burde virksomhederne i nogle tilfælde turde at tage chancen og ansætte en nyudannet akademiker.  

- Det er klart, hvis man ansætter mennesker i en virksomhed, så skal man kunne lave en "return on investment", som viser, at det er en god forretning. Og nogle gange må man sige: det starter ikke så godt, men det ender flot, siger Poul Strandmark. 

 

Indslag - Dimittendledigheden stiger i Odense

 

 

Oversigt

    Oversigt