Letbanebyggeriet koster: Cykelværksted har mistet halvdelen af omsætningen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Letbanebyggeriet skrider fremad, men fortsætter med at give problemer for nogle af de erhvervsdrivende i Odense. På Campusvej har Folkebo Cykler mistet halvdelen af omsætningen.
Alt imens Odense Letbane begynder at lægge skinnerne i jorden, så skaber byggeriet fortsat udfordringer for de erhvervsdrivende, der ligger omkring ruten.
Efter Campusvej lukkede i starten af september, har cykelværkstedet Folkebo Cykler mistet halvdelen af sine kunder.
Den nemmeste adgang til cykelværkstedet er blevet spærret, og derfor må potentielle kunder på en længere omvej for at nå frem til cykelværkstedet. Der skal ikke mere til, før mange af kunderne forsvinder, fortæller Kay Caspersen, der er med i den administrative ledelse i sin søns virksomhed.
- Flere af de studerende har fået det indtryk, at når Campusvej er lukket, så er vi også. Derfor har vi i fælleskab med administrationen på Syddansk Universitet gjort en stor indsats (med bannere og informationsvideoer) for at gøre opmærksom på, at vi stadig er her, men det har desværre ikke haft den ønskede effekt, siger Kay Caspersen.
Nick kan klare det alene
Til hverdag går cykelmekaniker Nick Jeppesen alene i værkstedet. Tidligere var de to cykelmekanikere i værkstedet, men i dag kan Nick klare arbejdet alene.
- Sådan en dag som i dag har jeg måske haft ti reparationer. Før havde vi mellem 30 og 40, så jeg har ikke særlig travlt nu.
Havde du selv mere travlt, da I var to mekanikere før letbanebyggeriet?
- Ja, det havde jeg. Der lavede vi cykler fra klokken otte om morgenen til klokken halv fem om eftermiddagen og knoklede hele dagen, siger Nick Jeppesen.
Flere har mistet omsætning
Letbanedirektør Mogens Hagelskær har kunne fortælle, at letbanen indtil videre overholder tidsplanen, og at alle kontrakter nu er blevet underskrevet. Tiden med letbanebyggeriet har dog ikke været en dans på roser for de erhvervsdrivende, der har forretning omkring ruten.
Siden letbanebyggeriets begyndelse har flere klaget over de forhold, byggeriet efterlader. Dårlige adgangsforhold og manglende parkeringsmuligheder er nogle af de udfordringer, der ifølge de erhvervsdrivende har været skyld i, at deres forretning har mistet omsætning, som følge af letbanebyggeriet.
Blandt andet har forretningerne på Hauges Plads været hårdt ramt af vejarbejdet. Bestyrer af Bolbro Vin og Tobak, Georg Christiansen, fortalte i midten af november, at hans salg var faldet 25-30 procent, og han frygtede at måtte lukke, hvis det blev værre.
Indehaver af Bolbro Blomster, Lihn Nguyen, tog konsekvensen af, at hendes forretning var indeklemt af byggeriet og lukkede midlertidigt i efteråret.
Allerværst gik det for bagermester Christian Hansen, der i december måtte sælge sin bagerforretning Conditoriet Hauges Plads på grund af faldende omsætning.
- Vi har haft en god forretning her, men hver gang der har været gravet op til letbanen, så er vores omsætning faldet gevaldigt, fortalte Christian Hansen.
Risikerer at forstyrre fremtidsplanerne
Hos Folkebo Cykler blander konsekvenserne af letbanebyggeriet sig i forretningens fremtidsplaner.
- Vi har planer om at åbne en tredje afdeling, som vi muligvis bliver nødsaget til at skubbe på grund af den manglende omsætning i værkstedet her på Campusvej. Økonomisk har det en markant indflydelse på os, men det er heldigvis ikke kritisk, siger Kay Caspersen.
Når letbanen kommer til at køre i 2020, håber Kay Caspersen, at cykelværkstedet igen kan have to mekanikere fuldt beskæftiget på Campusvej.
- Selvfølgelig er det en ærgerlig situation, som det er nu, men vi står ikke bare og venter i ærgrelse. Når det nye semester starter her 1. februar, så vil vi igen gøre en markant indsats for at vise, at vi stadig er her, siger Kay Caspersen.