Letbanens danske hovedentreprenør begæret konkurs efter tvist

Det havde store personlige konsekvenser, da letbanens hovedentreprenør krævede en bod på seks millioner af en mindre entreprenør. Nu er hovedentreprenøren selv under konkursbehandling.

Et krav på ni millioner kroner fra det nu lukkede firma Clemen Montage og Byg betyder, at Comsa Danmark nu er taget under konkursbehandling. Comsa Danmark var en del af Joint Venture selskabet Comsa Munch, der stod for etableringen af Odense Letbane.

Jesper Clemen, der drev Clemen Montage og Byg, anlagde millionkravet mod Comsa Danmark efter, at firmaets opgave med opførslen af letbanens kontrolcenter uden varsel blev annulleret i 2019.

Comsa Danmark nægtede at betale Clemen Montage og Byg de syv millioner kroner for det arbejde, der var udført. I stedet krævede Comsa Danmark, at Clemen Montage og Byg betalte en bod på seks millioner kroner. 

Begrundelsen var, at Clemen Montage og Byg ikke havde styr på underleverandørernes løn- og ansættelsesforhold.

Store personlige konsekvenser

Den pludselige opsigelse betød, at Clemen Montage og Byg gik konkurs, og sagen fik store personlige konsekvenser for Jesper Clemen. En historie som TV 2 Fyn tidligere har fortalt.

Men en voldgiftssag i december 2022 afgjorde, at Comsa Danmarks behandling af det fynske firma var uretmæssig, og letbaneentreprenøren blev pålagt at betale Jesper Clemen seks millioner kroner. Derudover kommer der procesrenter, så beløbet ender på ni millioner kroner.

Comsa Danmark betalte dog aldrig beløbet, og nu er firmaet taget under konkursbehandling.

- Vi har undervejs prøvet, om vi kunne skabe en eller anden løsning, så vi ikke endte dér, hvor vi er lige nu, det vil sige at undgå konkursen, siger advokat Jan Bruun Jørgensen fra advokatfirmaet Andersen Partners i Kolding, der er udpeget som kurator for boet efter Comsa Danmark til magasinet Licitation.

Jesper Clemen har dog ikke opgivet at få sit tilgodehavende retur, og udover Comsa Danmark har han også rejst krav mod det spanske moderselskab, Comsa S.A. og Munck Civil Engineering.

- Vi har rejst en sag mod Comsa i Sverige og Munch i Danmark for at indsnævre kredsen af firmaer, der kan betale Jesper Clemen, de penge han har til gode, siger Jan Bruun Jørgensen.

Retssagen er berammet til januar næste år.

Oversigt

    Oversigt