Medarbejdere står sammen: - Nu lægger vi sjæl i det

Kort efter landet lukkede ned, gik restaurant CarlsLund konkurs. Nu er fire medarbejdere gået sammen om at redde restauranten.

Fire æg, to deciliter mælk og fløde, salt og peber - og så lidt kærlighed i ovnen. Sådan lød den gamle opskrift på den famøse æggekage på CarlsLund.

Den kan man nu sætte tænderne i igen, når restauranten genåbner grundlovsdag, efter de gik konkurs for et par måneder siden. 

- Det er fantastisk, vi kan åbne igen, Vi var grædefærdige, da det gik konkurs, så siger Katja Villum Jensen, der nu er ny medejer samt overtjener på CarlsLund.

quote Carlslund skal være, præcis som Carlslund er

Hanne Larsen, ny medejer og administrationschef, CarlsLund

Fire ildsjæle redder restauranten

Katja Villum Jensen er en af grundene til, at restauranten i Fruens Bøge nu åbner igen. Fire tidligere medarbejdere er nemlig gået sammen med tidligere ejer Niels-Henrik Hansen om driftsselskabet, der forpagter restauranten.

Katja Villum Jensen er én af de fire medarbejdere, der er gået sammen om at åbne CarlsLund igen.
Katja Villum Jensen er én af de fire medarbejdere, der er gået sammen om at åbne CarlsLund igen.
Foto: Ole Holbech

Det er kokkene Jannick Per Jørgensen og Jan Njri, kontoransat Hanne Larsen og tjeneren Katja Villum Jensen.

- Før lagde jeg sjæl og værk i det her, men nu er det pludselig mit eget. Så nu lægger jeg endnu mere i det, siger Katja Villum Jensen.

Hun har arbejdet på restauranten siden branden i 2015 brændte restauranten ned til grunden. To år senere genopførte man bygningen og den ikoniske kro genåbnede i 2017.

Nu er de atter genåbnet, og Hanne Larsen tøvede ikke med at investere. Hun ville redde sin arbejdsplads og den traditionsrige restaurant, der har eksisteret siden 1871.

- Det er et sted, folk kender fra deres barndom. Der er blevet holdt fødselsdage og bryllupper. Det er et sted, folk husker og kender, siger hun.

Det gode gamle Carlslund

Grundlovsdag klokken 11.00 slog CarlsLund dørene op til en restaurant, præcis som folk kender den.

- Vi har rekonstueret det fuldstændigt. Vi har hentet alle gamle medarbejdere ind. Alt bliver, som det plejer, siger Niels-Henrik Hansen. 

Og gæsterne husker også stedet.

- Det er mange år siden, vi har været her. Dengang fik vi æggekage og stegt flæsk i store mængder, siger Nanna Merrild med et smil, der sammen med sin familie er taget til CarlsLund fra Sjælland.

Den eneste udskiftning er biksemaden, der er taget af menuen og smørstegt rødspætte, der er tilføjet. Medarbejder - og nu medejer - Hanne Larsen smed netop også penge i, fordi hun vil bevare det gamle.

- Jeg var bange for, at nye ejere ville lave det om. CarlsLund skal være, som CarlsLund er, siger hun.

Oversigt

    Oversigt