Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mange forældre var til demonstration lørdag rundt omkring på Fyn. - Jeg kan simpelthen ikke stå inde for at aflevere dem, lyder det fra mor til fire, som har taget sine børn ud af institution.
Forældre med børn i barnevogne, klapvogne og i armene fyldte godt lørdag i fire fynske byer.
Minimumsnormeringer - et loft over antal børn per voksen i landets daginstitutioner. Sådan lyder kravet fra de mange demonstranter.
Mia Bjørnfort er mor til fire børn og kommer fra Ringe. Hun var en af de lige knap 1.000 mennesker, der var mødt op i Munke Mose i Odense lørdag.
For få pædagoger i institutionerne har fået en helt klar konsekvens for hendes familie. Hun har nemlig valgt at tage hendes børn ud af institutionerne for selv at passe dem der hjemme.
- Det har jeg, fordi vilkårene er blevet så slemme, at jeg simpelthen ikke kan stå inde for at aflevere dem (hendes børn, red.) mere. Det er meget kort og konkret, men det er sådan, det er. Jeg kan simpelthen ikke stå inde for at aflevere dem, siger hun til TV 2/Fyn lørdag til demonstrationen i Odense.
Og Mia Bjørnfort er ikke den eneste, der bekymrer sig over sine børn, når de bliver afleveret i institutionen om morgenen. Fremmødet til demonstrationerne både i Odense, Nyborg, Assens og Svendborg lørdag viste, at der uden tvivl er mange forældre, der mener, at der skal gøres noget.
Forældreopråb fylder de fynske byer: Er der plads til demonstranterne?
I fire fynske byer gør forældre klar til at råbe op. Men i Nyborg så det lørdag formiddag ud som om, at der måske ikke var plads til alle demonstranterne.
Lørdag er mange forældre i hele landet klar til at stå sammen for at kræve minimums-normeringer i daginstitutionerne - og de fynske forældre er også klar.
På Fyn er der arrangeret demonstrationer i fire byer klokken 13. Det drejer sig om Odense, Assens, Nyborg og Svendborg.
- Det er nu, vi skal stå sammen. Vi skal gøre op med de dårlige normeringer i daginstitutionerne, der grænser til omsorgssvigt fra kommune og stat, lyder det fra arrangørerne af de landsdækkende demonstrationer, der går under det fælles slogan "Hvor er der en voksen?".
Det er både forældre, fremtidige forældre, bedsteforældre og i princippet alle andre, der vil bakke op om flere pædagoger, der lørdag møder op til de mange demonstrationer rundt omkring i landet.
Mia Skov Jensen, der er arrangør på demonstrationen i Nyborg på Fyn, glæder sig til at se, hvor mange der møder op.
- Lige nu er der 96, der har skrevet, at de kommer inde på vores facebookside. Men jeg tror på, at der er mange flere, der dukker op. Såvidt jeg har kunnet høre rundt omkring, så tager de forældre, der kommmer, bedsteforældre, børn og naboer med til demonstrationen, fortæller hun til TV 2/Fyn.
- Så vi skal nok blive en hel masse.
Faktisk er demonstrationen i Nyborg og Assens dem, hvor der er færrest, der har tilkendegivet, at de deltager på Facebook. I Assens har omkring 60 trykket deltager, mens der i Odense og Svendborg er 520 og 440, der har tænkt sig at dukke op lørdag klokken 13.
Men alle steder på Fyn er der en forhåbning om, at der dukker mange flere op. I Assens regner man ifølge arrangørerne med, at der kommer hele fire til seks gange så mange, som dem, der har tilkendegivet det på Facebook.
HER STARTER DEMONSTRATIONERNE PÅ FYN
Odense: Munke Mose
Svendborg: Centrumpladsen
Nyborg: Lausens Grill ved havnen
Assens: Torvet
Skal dele pladsen med bilerne
I Nyborg dukkede der lørdag formiddag et uventet problem op. På pladsen foran rådhuset, hvor demonstrationen skulle ende, var der fyldt med biler - og derfor meget lidt plads til demonstranterne.
- En, der skulle holde tale til demonstrationen, sendte mig et billed i morges og sagde, at der var sket en fejl, fortæller Mia Skov Jensen, der er arrangør af demonstrationen.
På billedet kunne man se, at kommunen havde opsat et skilt, hvor der stod, at man ikke måtte parkere på pladsen fredag mellem 13 og 15. Men der skulle egentlig have stået lørdag.
Derfor var pladsen fyldt med biler lørdag formiddag.
- Jeg tog der ind for at se, om jeg kunne pille dagen af skiltet. Men det kunne jeg ikke, fortæller arrangøren.
Omkring klokken 12 fik Mia Skov Jensen dog den glædelige nyhed, at der nu ville blive sendt én fra kommunen, der kunne guide bilerne væk, så der i hvert fald ikke kom flere biler og parkerede på pladsen.
- Men de biler, der holder der allerede, må vi jo bare stå iblandt og håbe på, at vi kan være der, lyder det fra hende.
Opråb startede som dokumentar
Baggrunden for demonstrationerne er et forældreopråb baseret på DR-dokumentaren "Hvem passer børnene?", der skildrede de pressede forhold i daginstitutionerne.
Ifølge arrangørerne er pædagogernes hverdag for travl, og det går ud over børnene. Folketinget har for nylig nedstemt et forslag om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der skal sikre, at en pædagog ikke sidder alene med 20 børn, der skal have mad og skiftes ble på.
Folkene bag demonstrationerne ønsker at gøre politikerne opmærksomme på situationen inden det kommende folketingsvalg.
Du kan få flere informationer omkring demonstrationen på "Hvor er der en voksen?"-hjemmesiden.
Børnene ville ikke afsted
For Mia Bjørnfort var det ikke én specifik episode, der fik hende til at tage beslutningen om at hjemmepasse hendes børn. Faktisk var det flere ting, der gjorde, at hun og hendes børn fik nok.
- Jeg ville et eller andet sted ønske, at jeg kunne sige, at det var en enkel lille ting, der gjorde, at jeg mistede tilliden, men det var det desværre ikke. Jeg har børn fra 0 til 11 år, og det er i mange år, at bægeret simpelthen er blevet mere og mere fyldt, fordi jeg har kunnet se, at vilkårene er blevet værre og værre, fortæller moderen til fire og fortsætter:
- Det gør jo, at der ikke er flere timer til børnene, og det virker ikke for mig, og det virker ikke for mine børn, og det er jeg nødt til at tage konsekvensen af, fordi ultimativt er det jo mit ansvar, at mine børn har det godt.
Faktisk stod det så galt til hos Mia Bjørnfort, at børnene til sidst slet ikke ville i institution - de havde simpelthen ikke lyst.
Pædagoger bakker op om demonstration: Så mange voksne bør der - som minimum - være i børnehaven
BUPL Fyn støtter forældre, der ønsker flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer. Kun ganske få kommuner overholder BUPL’s anbefalinger til minimumsnormeringer.
Forældre er klar til at demonstrere i en række byer, heriblandt Odense, Assens, Nyborg og Svendborg. De mener, at der er for få pædagoger i børnehaver og vuggestuer, og de vil derfor gøre politikerne på Christiansborg opmærksomme på problemet, og hvad det betyder i daginstitutionerne.
Initiativet møder fuld opbakning hos Pædagogernes Landsforening, BUPL. Det forsikrer BUPL Fyns formand, Rikke Hunsdahl.
- Vi bakker fuldstændig op om forældrenes initiativ, siger Rikke Hunsdahl til TV 2/Fyn.
Alle mangler pædagoger
Forældrene bag demonstrationerne håber, at politikerne vil indføre minimumsnormeringer, så én pædagog eksempelvis ikke skal sidde alene med alle børnene i en børnehave.
Som det er nu, lever de færreste kommuner op til BUPL’s anbefalinger.
- Det er de færreste institutioner, der kan få det til at ligne vores minimumsnormeringer. Der mangler pædagoger i alle institutioner for at leve op til de krav, der er, siger Rikke Hunsdahl.
Louise Møller er pædagog i Odense og hun kender til den travle hverdag.
- Man kan især mærke, hvis der er sygdom, når der afholdes ferier, når kollegaer er på kursus. Hvis vi er heldige, kommer der en vikar ind, men det er ikke altid der er penge på vikarbudgettet. Så vi kan godt have rigtig travlt, fortæller Louise Møller.
Så mange pædagoger skal der til
BUPL har et forslag til, hvordan minimumsnormeringerne skal være i daginstitutionerne.
I de enkelte kommuner skal der være mindst én fuldtidsansat pædagog til tre indskrevne børn i vuggestue og mindst én fuldtidsansat pædagog til seks indskrevne børn i børnehave.
Hvis politikerne vedtager BUPL’s foreslåede minimumsnormeringer, vil man kunne undgå, at én pædagog ikke står alene med alle børnene i en børnehave eller vuggestue.
- Hvis vi skal løfte kvaliteten, er det pinedød nødvendigt, at der bliver tilført penge, fastslår Rikke Hunsdahl.
Der mangler ifølge BUPL 4.000 uddannede pædagoger på landsplan. Det kræver cirka 2,1 milliarder kroner, hvis det skal kunne lade sig gøre at få nok pædagoger til børnene i alle danske kommuner, så alle børnehaver og vuggestuer lever op til BUPL's anbefalinger.
Sådan ser det ud på Fyn
Ifølge BUPL er der kun få kommuner, der lever op til BUPL’s egne mininumsnormeringer på nuværende tidspunkt.
Fyn klarer sig generelt bedre end resten af landet, når det gælder forholdet mellem antal børn og uddannede pædagoger.
For vuggestuer lever Nordfyns Kommune, Assens Kommune samt Ærø og Langeland op til BUPL’s anbefalinger. Til gengæld gør seks fynske kommuner ikke: Odense, Nyborg, Middelfart, Kerteminde, Faaborg-Midtfyn og Svendborg.
Når det gælder børnehaver, lever Odense, Kerteminde, Assens, Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Svendborg heller ikke op til BUPL’s anbefalinger.
Præcisering
-
BUPL's udregninger er baseret ud fra uddannede pædagoger og tæller ikke pædagogmedhjælpere. Det betyder, at pædadogmedhjælpere ikke tæller med i minimumsnormeringerne. Der kan med andre ord være voksne nok til stede i børnehaver og vuggestuer i de enkelte kommuner, men det er ikke nødvendigvis uddannede pædagoger, som BUPL anbefaler.
Problemet er dog ifølge BUPL langt værre uden for Fyn, hvor ganske få kommuner lever op til landsforeningens anbefalinger.
- Det er ikke godt nok langt de fleste steder, konkluderer Rikke Hunsdahl.
Minister: Det vil jeg gøre nu
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har på sin facebookprofil kommenteret problematikken og vil undersøge, om der skal gøres mere.
- Selv om regeringen de seneste to år har prioriteret to milliarder kroner ekstra til dagtilbudsområder, heraf en milliard kroner alene til mere pædagogisk personale, har det hele tiden stået klart for mig, at vi skal mere, skriver Mai Mercado.
- For at sikre, at vi rent faktisk ved og mærker, hvad sker der ude i landets dagtilbud, har jeg bedt om, at vi får lavet en undersøgelse af forholdene her og nu. Undersøgelsen skal sikre, at vi får et tilbundsgående og realistisk billede af forholdene i landets dagtilbud, fortæller ministeren.
Formand: To milliarder kroner er ingenting
Rikke Hunsdahl giver dog ikke meget for, at den nuværende regering har givet to milliarder ekstra til området.
- To milliarder er ingenting. Det er slet, slet ikke nok, siger Rikke Hunsdahl.
BUPL er i øvrigt i gang med at lave sin egen undersøgelse af, hvordan forældre og pædagoger oplever dagligdagen, så foreningen bedre kan danne sig et overblik over, hvordan situationen står til i daginstitutionerne. Rikke Hunsdahl forventer, at den ligger klar i løbet af de næste par uger.
Hun understreger derudover, at den demografiske udvikling gør, at der i fremtiden kommer endnu flere børn, og derfor vil udfordringen med for få voksne til børnene kun blive større fremover.
Hun frygter, at det går ud over børnenes trivsel, læring, leg, omsorg og udvikling, hvis der ikke findes en løsning.
Demonstrationerne vil finde sted lørdag klokken 13. Efter planen vil der blive demonstreret i mindst 57 byer landet over.
Her begynder demonstrationerne
Odense: Munke Mose
Svendborg: Centrumpladsen
Assens: Torvet
Nyborg: Lauses Grill ved havnen
- Det kan jeg ikke byde den lille
Selvom moderen til fire fra Ringe har oplevet, at der var alt for få hænder til hendes børn i institutionerne, så slår hun dog fast, at det ikke er en kritik af pædagogerne.
- Når jeg kunne komme til frokost, og der sad én pædagog til en hel stue, og gik ind på den næste stue, fordi jeg havde to børn i samme institution, og der sad sørme også én pædagog. De gjorde det godt og gjorde, hvad de kunne for at holde børnene i ro, men det er jo ikke sådan, at det skal være. For én voksen til 22 børn er simpelthen ikke ansvarligt, siger Mia Bjørnfort.
Hun endte med at tage to af hendes børn ud af institutionen, mens den yngste på halvandet aldrig har sat sine fødder i en.
- Han har aldrig været ude og kommer heller ikke til at komme det. Det kan jeg simpelthen ikke byde den lille. Det kan jeg bare ikke, siger hun.
Slut med at aflevere børn om morgenen - I Odense kommer dagplejen og henter
En ny forsøgsordning skal give forældre i Odense Kommune roligere morgener og spare bilture.
Indtil i mandags sad Vivi Rasmussen hjemme hver morgen og ventede på, at de børn, hun passer som dagplejer, kom til hende.
Nu er hun i stedet i gang med en forsøgsordning, hvor hun i ladcykel henter børnene hos forældrene.
Det er Odense Kommune, der står bag forsøgsordningen, som i første omgang varer to måneder. De har stillet en overdækket el-ladcykel til rådighed, så Vivi Rasmussen kan komme hurtigt frem, og børnene kan holde sig varme og tørre.
Idémanden bag de trillende dagplejemødre er Svend Besser Degn, som er dagplejeleder i Odense Kommune.
- Vi slår flere fluer med et smæk. Der er sundhed i det for den enkelte medarbejder, og børnene får noget begyndende trafikforståelse. Samtidig er der nogle klimamæssige gevinster ved at hente børnene på cykel, i stedet for at de bliver bragt i bil, siger han og understreger, at den nye ordning også kan give børnene en mere rolig morgen derhjemme.
Sparer 40 minutter i bil
I Vivi Rasmussens dagpleje i Odenseforstaden Bolbro sparer cykelhentningen forældregruppen for flere timer bag rattet hver uge.
- Normalt bruger jeg 40 minutter om morgenen på at køre frem og tilbage i bil, fortæller Lykke Ottosen Eghøj, der er mor til Estan, om Vivi Rasmussen passer.
Deres hus er andet stop på Vivi Rasmussens morgenrute, og selvom Estan på den måde bliver afleveret tidligere, end han ellers ville gøre, mener moren ikke, at det kommer til at gå udover deres morgen sammen.
- Normalt sidder han jo bag i bilen, så der når jeg heller ikke at se ham så meget. Jeg synes, det er fantastisk, at han skal ud at cykle i stedet for, siger Lykke Ottosen Eghøj.
Stor interesse
Hos Odense Kommune håber man, at forsøgsordningen bliver permanent.
Vi håber, det bliver en ren succes, så vi kan skalere op. Der er mange dagplejere, der gerne vil være trilledagplejer, fortæller dagplejeleder Svend Besser Degn.
Han oplever interesse fra sine kolleger i andre fynske kommuner, men håber også, at idéen vil sprede sig over bælterne.
Se hele indslaget om dagplejer Vivi Rasmussen og hendes tur på ladcyklen om morgenen her under:
Finder andre pasningsløsninger
Mia Bjørnfort er ikke den eneste, der ikke vil have sit barn i institution. Fie Due, der er mor til to og bor i Odense, har valgt at sende sin yngste i dagpleje til juni i stedet for vuggestue.
- Det er et bevidst valg, fordi jeg ikke synes, der er personale nok, der ville kunne holde øje med ham, i de kommunale vuggestuer, siger hun til TV 2/Fyn.
Også hun er ligesom Mia Bjørnfort og mange andre mødt op til demonstrationen lørdag for at få politikerne til at give flere penge og dermed flere pædagoger til institutionerne rundt omkring i landet.
- Jo flere der er her og bakker op, jo hurtigere kommer budskabet ud, lyder det fra Fie Due.
- Jeg bevarer håbet om, at der nok er nogen, der skal lytte. Man kan jo ikke blive ved med at feje det af. Vores børn kan ikke vente. Mine børn kunne ikke vente, så jeg tog ansvaret og tog dem ud, men jeg kæmper stadig, slår Mia Bjørnfort fast.
Retssagen mod Amira Smajic fortsætter.
Det forventes, at der både bliver afsagt skyldskendelse og eventuel dom onsdag eftermiddag. I så fald vil retssagen have varet i alt to dage, hvor der er afhørt vidner og taget stilling til i alt ti tiltaleforhold.
Amira Smajic er tiltalt efter flere paragraffer, der kan give op til otte års fængsel.
TV 2 Fyn liveblogger fra retssagen.
Erkendte alvorlige forhold: Få alt fra første dag i sagen mod Amira Smajic
Onsdag var TV 2's muldvarp fra tv-dokumentaren ’Den sorte svane’, Amira Smajic, på anklagebænken i Retten i Odense. Sagen kan sende hende flere år i fængsel.
Amira Smajic er tiltalt for ti forskellige lovovertrædelser fra 2016 til 2021, blandt andet underslæb, dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
TV 2 Fyn var til stede og livedækkede retsmødet. Du kan nu læse alt der skete i kronologisk rækkefølge.
Amira Smajic i retten
Følg opdateringerne herunder
Liveblog starter om:
Livebloggen er slut. Tak, fordi du fulgte med.
Spørg til selve livebloggen:
Derfor nævner vi navn
TV 2 Fyn bringer normalt ikke navn på en tiltalt, før en dom er afsagt, og dommen mindst lyder på mindst to års ubetinget fængsel.
Når TV 2 Fyn gør en undtagelse i denne sag, så skyldes det flere forhold. Amira Smajic har været en af landets mest omtalte personer og selv offentligt i TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane' erkendt at have medvirket til at begå økonomisk kriminalitet.
Desuden har hun tidligere har erkendt sig skyldig i flere af forholdene i forbindelse med den verserende sag.
Amira Smajic i retten - dag 2
Følg opdateringerne herunder
Liveblog starter om:
Livebloggen er slut. Tak, fordi du fulgte med.
Spørg til selve livebloggen:
Erhvervsjuristen Amira Smajic idømmes tre måneders ubetinget og 15 måneders betinget fængsel ved Retten i Odense for blandt andet dokumentfalsk og bedrageri.
Det oplyser retsformand Rasmus Damm onsdag eftermiddag.
Desuden frakendes Smajic retten til at yde juridisk rådgivning indtil videre.
Amira Smajic, der blev landskendt som muldvarp i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", var tiltalt for i alt ti forhold - herunder bedrageri, groft bedrageri og forsøg på bedrageri for samlet lige under 1,8 millioner kroner.
Hun blev kendt skyldig i alle forhold undtagen dele af to af anklagepunkterne. Disse forhold handlede om, at Amira Smajic ulovligt har hævdet, at hun er advokat ved at bruge den engelske titel "lawyer".
Erkendte tre forhold
Smajic er uddannet jurist, men har ikke advokatbeskikkelse. Hun argumenterede tidligere i sagen for, at "lawyer" på engelsk kan betyde "jurist" og ikke nødvendigvis betyder "advokat".
Anklager Karina Winther Juhlin argumenterede for, at sagen skulle koste Amira Smajic halvandet års fængsel.
Advokat Thomas Brædder mente, at hun højst skulle idømmes et års fængsel, hvis hun blev kendt skyldig i alle forhold, og otte måneders fængsel, hvis hun kun blev dømt for de erkendte forhold.
Amira Smajic nægtede sig skyldig i syv ud af sagens ti anklagepunkter og erkendte sig skyldig i tre forhold.
Det ene af de tre forhold vedrørte bedrageri i forbindelse med en sag i Pressenævnet, hvor en klient - den kendte pornoskuespiller Denice Klarskov - betalte Smajic for at føre en sag, som Smajic tog penge for, men aldrig førte.
Begrunder dom
De to andre erkendte forhold handlede om forfalskning af et brev fra Socialstyrelsen og bedrageri begået mod en bosnisk forening i Danmark.
Forholdet om den bosniske forening var det beløbsmæssigt mest alvorlige i sagen. Her var Amira Smajic tiltalt for bedrageri for 1,2 millioner kroner.
Pengene skulle være overført til foreningen via to klientkonti, men de endte hos Amira Smajic.
Retsformand Rasmus Damm begrunder dommen med, at Amira Smajic på den ene side har begået alvorlig kriminalitet i form af bedrageri for store beløb, men også at sagen har været længe undervejs i retssystemet.
De forhold, som erhvervsjuristen er blevet dømt for onsdag eftermiddag, blev begået i perioden 2016 til 2021.
Sagens hovedperson var ikke selv til stede i Retten i Odense onsdag, og det er derfor uvist, om hun vil anke eller modtage dommen.
Hun deltog på et tidligere retsmøde via et videolink fra et lokale hos politiet.
Der venter en fire uger lang varetægtsfængsling for den mand, der ifølge politiet tirsdag formiddag i Svendborg stak en taxachauffør flere gange med en kniv.
Det blev slået fast i et grundlovsforhør onsdag eftermiddag. Et grundlovsforhør, som endte med at blive holdt for lukkede døre. Men inden pressen og den sigtedes familie blev bedt om at forlade retslokale to ved retten i Svendborg, læste anklageren sigtelsen højt.
Her kom det frem, at manden er sigtet for både legemsangreb af særlig grov eller farlig karakter under skærpende omstændigheder og for ulovlig besiddelse af kniv.
Han nægtede sig skyldig.
Flere knivstik
I sigtelsens kom det også frem, at manden, som er fra lokalområdet, klokken 9.46 tirsdag formiddag lige overfor stationen i Svendborg overfaldt en taxachauffør med flere knivstik.
En pulsåre i den forurettedes arm blev skåret over, lungen blev klappet sammen, og han blev snittet flere steder på kroppen, blandt andet i hovedet.
Godt fem timer senere blev den nu sigtede mand anholdt. Hvor det skete, og hvad der førte til overfaldet, kom ikke frem under højtlæsningen af sigtelsen, inden de tilhørende måtte forlade retslokalet.
Efter menneskejagt - mand anholdt for knivstik mod taxachauffør
Fyns Politi har anholdt en mand i midten af 30'erne fra Svendborg Kommune, der er mistænkt for tirsdag at have stukket en taxachauffør med en kniv på Klosterpladsen i Svendborg.
Overfaldet på chaufføren skete tirsdag formiddag klokken 09.45 på Klosterplads i det centrale Svendborg. Først på eftermiddagen kunne politiet oplyse, at taxachaufføren var tilskadekommen, men ikke i livsfare.
Manden blev anholdt cirka klokken 15, efter at han var blevet identificeret af det lokale politi. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Anholdelsen sker efter det, Fyns Politi tidligere på dagen ledte “intensivt” efter manden.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag ved Retten i Svendborg.
Dørene blev lukket
Der var ellers ikke lagt op til, at grundlovsforhøret skulle holdes for lukkede døre. Men da den sigtedes familie mødte op, ville anklageren have, at to personer blev ført ud af retssalen, fordi de havde kørt manden til stationen og var blevet afhørt af politiet.
Anklagerens argument var således, at det ikke kunne udelukkes, at de skulle vidne i en eventuel kommende retssag.
Forsvareren var uenig. Blandet andet fordi det var vigtigt for hans klient at have familie tæt på i den her situation.
Det lykkedes ikke for anklageren at få de to familiemedlemmer ført ud, og dernæst mente hun så, at grundlovsforhøret skulle holdes for lukkede døre af den grund, at der stadig manglede noget efterforskning, og fordi nogle vidner stadig manglede at blive afhørt.
Dermed blev dørene lukket.
Hvis et salg af Grønland bliver gennemført, vil hver enkelt fynbo kunne indkassere 1,8 millioner kroner.
Det skriver Ekstra Bladet med afsæt i en samlet pris for omdiskuterede ø på svimlende 10.806 milliarder danske kroner. Det svarer til 1,8 millioner kroner til hver dansker.
En vært på Fox News nævnte den astronomiske pris, hvortil kongresmedlem hos Republikanerne i Repræsentanternes Hus Andy Ogles svarede:
- Præcis. Det er ligesom, når man taler om straftold. Det er et værktøj, så man kan få folk tilbage til forhandlingsbordet.
Landsstyreformand Múte B. Egede og statsminister Mette Frederiksen har dog flere gange sagt, at Grønland altså ikke er til salg.
kopieret!
Det var meningen, at det hele skulle blive meget nemmere, men faktisk bliver det hele tæt på umuligt.
Sådan lyder det fra flere sider i Odense Byråd, efter at Transportministeriet har sendt et lovforslag i høring, der skal gøre det lettere at ensrette og lukke veje ude i kommunerne.
- Det er et meget stort indgreb, og det er totalt ødelæggende for det, vi vil med den grønne mobilitetsplan, forklarer Tim Vermund (S), der er miljø- og klimarådmand.
Flere projekter risikerer at ryge
Tirsdag lød det i et notat fra By- og Kulturforvaltningen og Klima- og Miljøforvaltningen, at hvis loven bliver vedtaget uden ændringer, bliver det tæt på umuligt for Odense Kommune at gennemfører den meget omtalte grønne mobilitetsplan, der skal gøre kommunen klimaneutral i 2030.
- Jeg har svært ved at nævne nogle tiltag, som kan gennemføres, fordi loven vil lægge et loft på, hvilke veje vi som kommune har indflydelse på. Det gør, at der hvor 90 procent af vores trafik er, kan vi ikke gøre noget.
Det skyldes, at for at tiltag som ensretning af Jernbanegade og trafikøer i Skibhuskvarteret kan lade sig gøre, må årsdøgntrafikken ikke overstige 1.000.
Heller ikke byrådets ønske om at sænke hastigheden flere steder i byen til 20, 30, og 40 kilometer i timen kommer til at lade sig gøre, da årsdøgnstrafikken her ikke må overstige 4.000.
- Vi er frustrerede fordi vi har brugt rigtig meget tid på mange konkrete projekter, men problemet er dybest set, at hele vores byudvikling bliver sat i stå, siger Tim Vermund og uddyber:
- Det er en stor hindring for at blive klimaneutral, fordi en tredjedel af vores CO2-udledning kommer fra transport.
Lille håb i mørket
Alt er dog ikke afgjort, fortæller rådmanden, der sætter sin lid til partikollegaerne på Christiansborg.
Tim Vermund fortæller, at man er i gang med at hviske socialdemokraterne på Christiansborg i ørerne om, hvorvidt det her nu også er den rigtige løsning.
- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Socialdemokratiet på Christiansborg kan bakke op om det her, når vi får forklaret dem, hvor stort et indgreb det her er på det kommunale selvstyre, siger han.
Det har den odenseanske rådmand fuldstændig ret i.
Næstformanden for Socialdemokratiets folketingsgruppe, Trine Bramsen, kalder Tim Vermunds kritik for fair. Hun undrer sig over, at transportministeriet ikke har været opmærksom på uhensigtsmæssighederne i lovforslaget.
- Jeg håber, og det er det, jeg arbejder for, at lovforslaget bliver ændret som følge af de kommentarer, der er kommet fra kommunerne, siger hun til TV 2 Fyn.
Hun understreger dog, at høringsfasen netop er til for at samle input fra de relevante aktører, så lovforslaget kan tilpasses, hvis det ministeriet ønsker det.
TV 2 Fyn har foreholdt transportministeren, Thomas Danielsen (V), kritikken, der i et skriftligt svar skriver:
- Det har altid været en statslig opgave at fastsætte hastighedsgrænserne. Det gælder også betingelserne for, hvornår kommunerne kan afvige de generelle hastighedsgrænser. Med det her forslag fjerner vi en masse bureaukrati, og kommunerne får lov til selv at bestemme på en meget stor del af vejnettet.
- Forslaget omfatter desuden ikke anlægsprojekter, hvor kommunerne ved anlæg for eksempel fjerner en vej, fritlægger en å eller lignende. Forslaget er i offentlig høring for at få input fra kommunerne, og jeg ser frem til at læse høringssvarene..
Lovforslaget forventes fremsat for Folketinget til marts.
Opdatering klokken 13.11: Fyns Politi skriver på X, at det har fundet frem til kvindens identitet og takker for hjælpen. TV 2 Fyn har slettet billedet af kvinden.
Fyns Politi beder om hjælp til at identificere en kvinde, der er samlet op af en patrulje i Middelfart tidligt onsdag eftermiddag.
Det skriver politiet på X.
- Vi har brug for lidt hjælp, til at finde ud af hvem hun er. Hun blev fundet ved T. Hansen i Middelfart, og er iført sort heldragt. Hun kan ikke selv huske hendes navn eller bopæl. Kan du hjælpe, så ring til Fyns Politi.
Nummeret til politiet er 114.
Amira Smajic er onsdag for retten i Odense, hvor hun er tiltalt efter flere paragraffer, der kan give op til otte års fængsel.
Forud er gået en retsdag sidste onsdag, og det forventes, at der bliver afsagt skyldskendelse og eventuel dom senere onsdag eftermiddag.
Senioranklager ved Fyns Politis anklagemyndighed Karina Winther Juhlin har nu haft mulighed for at argumentere for, hvilken straf Amira Smajic bør have på baggrund af det fremlagte bevismateriale og de afhørte vidner.
Og det er ikke småting, som Amira Smajic skal dømmes for, hvis det står til anklageren, der argumenterer for straf for bedrageri, underslæb, brugstyveri og dokumentfalsk.
Tiltalepunkterne mod Amira Smajic
Hun er tiltalt for at have vildledt en unavngiven person til at overføre 200.000 kroner til sin private konto. Det skete ifølge anklageskriftet under påskud af, at pengene ville gå til oprettelse af et aktieselskab. Amira Smajic nægter sig skyldig.
Hun er tiltalt for forsøg på bedrageri ved at have forsøgt at franarre et firma 225.000 kroner for advokatarbejde, der angiveligt ikke var udført. Hun nægter sig skyldig.
Hun er tiltalt for dokumentfalsk ved at have fremstillet et falsk brev fra Socialstyrelsen, som påstod, at styrelsen havde bevilliget et stort milliontilskud til et projekt. Hun har tidligere erkendt, at brevet var falsk.
Hun er tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk ved at have ladet som om, at hun var advokat og repræsenteret en unavngiven person i pressenævnet. Hun fakturerede efterfølgende 56.000 kroner for arbejdet, der altså aldrig blev udført. Hun har tidligere erkendt sig skyldig.
Hun er tiltalt for bedrageri i forbindelse med at have fået en klient til at betale de fulde omkostninger for en sag hos Skattestyrelsen, hvorefter hun søgte omkostningsgodtgørelse og beholdte den del selv. Hun nægter sig skyldig.
Hun er ligeledes tiltalt for bedrageri i en anden sag om omkostningsgodtgørelse. Igen beholdte hun pengene selv frem for at sende dem videre til sin klient, fremgår det af anklageskriftet. Hun nægter sig skyldig.
Hun er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, idet hun ifølge tiltalen skulle have snydt en forening for lidt over 1,2 millioner kroner. Hun har tidligere erkendt sig skyldig og forklaret sig med, at hun stjal pengene, fordi hun var presset af en rockergæld.
Hun er tiltalt for tyveri af tre biblioteksbøger til en værdi af 2400 kroner. Hun nægter sig skyldig og har tidligere forklaret, at det ikke var hendes hensigt at beholde bøgerne, og at hun ikke ved, hvor de er blevet af.
Hun er tiltalt for dokumentfalsk i forbindelse med en lejekontrakt. Hun har tidligere nægtet sig skyldig og hævdet, at hun ikke har lavet en falsk underskrift.
Hun er tiltalt for brugstyveri af en Audi A5. Hun har tidligere nægtet sig skyldig og fortalt, at hun havde lejet bilen lovligt.
Summen af det hele får anklageren til at kræve en straf på ikke under et år og seks måneders, lyder det i hendes procedure.
Med andre ord, så går anklageren efter, at Amira Smajic skal i fængsel i halvandet år, hvis dommeren er enig i anklagerens udlægning.
Anklageren mener, at det samlede bedrageribeløbs størrelse på 1,8 millioner kroner - og den kendsgerning, at Amira har misbrugt andres tillid ved at kalde sig advokat - er skærpende.
Derudover mener anklageren også, at Amira Smajic bør frakendes retten til virke som erhvervsjurist, da der ifølge anklageren er stor risiko for, at hun vil fortsætte med at begå kriminalitet.
Odense Håndbold henter den norske fløjspiller Tina Abdulla til Danmark.
Den 27-årige spiller kommer til Odense til sommer på en treårig aftale, skriver Odense i en pressemeddelelse.
Tina Abdulla spiller i dag i den norske klub Storhamar Håndbal, hvor hun har været siden 2022.
Den danske klub fremhæver, at fløjspilleren har været med til at bringe Storhamar frem til gruppespillet i Champions League to gange.
For det norske hold har hun også været med til at vinde klubbens første pokaltitel. Forinden var hun i tyske Borussia Dortmund.
kopieret!
Naboerne til en 52-årig kvinde på Sandkæret i Odense S havde fået nok af hendes høje musik og vidtåbne døre. To gange samme dag blev der ringet til politiet.
Da politiet ankom, kunne betjentene med egne øre konstatere problemet, der i døgnrapporten er beskrevet som at være “af væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende”.
Politiet konfiskerede derfor to forstærkere fra kvinden. I samme omgang blev der fundet euforiserende stoffer i lejligheden.
En patruljebil fra Fyns Politi er kørt sammen med letbanen. Det bekræfter vagtchef Christoffer Jacobsen over for TV 2 Fyn.
- Der er sket et sammenstød. Jeg kan ikke sige, hvordan det er sket. Der er sendt kolleger fra en anden afdeling ud for at undersøge det, fortæller han.
Der er ikke sket personskade, dog har politibilen fået mindre skader.
Letbanen kører ikke mellem Odense Banegård og Odense Idrætspark på grund af uheldet.
Der indsættes ikke erstatningsbusser, da letbanen forventes at køre igen inden for en time. Odense Letbane skriver, at der vil være forsinkelser i flere timer herefter.
kopieret!
Journalist Peter Vesterlund arbejdede sammen med Amira Smajic til dokumentaren Den sorte svane. Onsdag er han til stede i retten, hvor hun forventes at blive dømt for bedrageri.
Hun er tiltalt for ti sager i perioden 2016-2021.
- Det er ting, der er foregået, før jeg har kendt Amira Smajic og samarbejdet med hende. Det, der skal ske i dag, er muligvis, at Amira Smajic bliver indhentet af sin fortid, hvis hun bliver kendt skyldig. Det er forventningen, at hun vil blive det, eftersom hun allerede har erkendt i hvert fald tre ud af de ti forhold, hun er anklaget i, siger Peter Vesterlund til TV 2 Fyn.
Passagerer på Svendborgbanen må onsdag morgen vente længere på deres togafgange.
Flere tog er blevet aflyst på grund af “materielforhold”, skriver operatøren GoCollective på sin hjemmeside.
Det drejer sig om tog 2829 mellem Odense og Svendborg klokken 09.31 og tog 2828 mellem Svendborg og Odense med afgang klokken 10.22.
Tidligere onsdag morgen var tog 4614 mellem Svendborg og Stenstrup klokken 07.53 ligeledes aflyst.
Turbokyllinger er ikke længere velkomne i Svendborg Kommune. Fremover skal alt kyllingekød, kommunen køber, minimum have ét dyrevelfærdshjerte.
Derfor vil prisen på kylling fremover stige mellem 15 og 300 procent afhængigt af antallet af hjerter på emballagen, vurderes det.
Beslutningen blev taget på et Økonomiudvalgsmøde tirsdag aften. Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Konservative stemte for, mens Venstre og De Radikale stemte imod.
Kylling for 700.000 kroner
Forslaget var stillet af Enhedslistens Jesper Kiel.
- Vi er glade for, at Svendborg Kommune nu tager stilling til dyrevelfærd. Vi ville gerne have haft krav om to dyrevelfærdshjerter, men med krav om ét hjerte opnår vi målet om at droppe turbokyllinger, så det er et godt første skridt, fortæller han.
Turbokyllinger
Turbokyllingen er et andet navn for kyllingeracen Ross 308.
Den er fremavlet til at tage meget hurtigt på i løbet af kort tid og kan derfor vokse fra 50 gram til hele 2.000 gram på kun 33 dage, hvorefter den slagtes.
Netop den hurtige vækst kan give turbokyllingen mange velfærdsproblemer i dens alt for korte liv, og bliver af flere betragtet som dyremishandling.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse.
Hvert år indkøber kommunen på cirka 30 ton kyllingekød. Det svarer til omkring 700.000 kroner.
Holder man sig til et enkelt hjerte, forventer man en meromkostning på op til 130.000 kroner årligt, mens det vil koste 2.100.000 kroner, hvis man vælger at købe kyllingekød med tre velfærdshjerter.
Samtidig er der risiko for, at kommunens samlede CO2-aftryk stiger, hvis kyllingekød i stedet erstattes af andre kødprodukter som svine- eller oksekød.
I Odense Kommune skal man onsdag aften drøfte, om man skal følge Svendborgs eksempel og droppe brugen af turbokyllinger.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her