Efter det blev besluttet, at kulturinstitutioner skulle være en del af genåbningens fase 2, begynder fynske museer nu så småt at genåbne.
Danmarks Jernbanemuseum i Odense åbnede mandag, og museumsdirektøren Steen Ousager har set frem til genåbningsdagen.
- Vi har også haft travlt, der var folk inde i søndags for at gøre det sidste klar. Nu er vi klar, og så skal folk bare myldre ind og købe nogle årskort, siger han til TV 2/Fyn.
Ægteparret Bente Jensen og Anders Jensen fra Dalby på Sjælland stod klar, da museet åbnede portene i formiddags. De har været på tur i Danmark og satte kursen mod Fyn, da de hørte rygter om jernbanemuseets genåbning.
- Vi opdagede det i forgårs, da vi holdt i Sønderborg. Så blev vi enige om at køre herop, fortæller Bente Jensen.
Bente Jensens morfar var lokomotivfører, og derfor er interessen stor.
- Jeg håber at få lov til at se nogle af de lokomotiver, jeg som barn var med ude at køre i, siger hun.
Desuden ser parret frem til at se lokomotivet, der var med i en "Olsen Banden"-film.
Få restriktioner
Ifølge museumsdirektøren vil Bente og Anders Jensen ikke blive skuffede.
Steen Ousager oplyser nemlig, at besøgende overordnet set vil møde et velkendt jernbanemuseum. Dog vil alt ikke være som det plejer.
- Vi har spærret af ind til nogle af de vogne, man kunne gå ind i. Man kan stadig kigge ind, men man kan ikke gå ind, siger han.
Desuden er legeområder med meget legetøj også lukket ned, og på børnebanegården er der begrænsning på ti ad gangen.
- Og i vores minitog som vi kører med ude på pladsen, der har vi også begrænsning og lavet streger til, når man skal stå i kø, siger Steen Ousager.
Danmarks Jerbanemuseum har brugt nedlukningen til praktiske gøremål og planlægning. De har blandt andet malet væggene, ryddet op i eftersynsgravene og fortsat restaureringen af én af deres ældste togvogne
- Vi har faktisk også gjort noget ved udearealerne, så de fremstår pænere, end de nogensinde har gjort før, siger Steen Ousager.
Øde i Danmark
Parret fra Dalby holder i øjeblikket ferie i Danmark i deres autocamper. I år har det været en anderledes oplevelse end normalt.
- Det har været lidt bart. Der har ikke været så mange mennesker, siger Anders Jensen.
Der har ikke været så mange mennesker
De var i Ebeltoft først på turen.
- Der var byen helt øde. Der var ikke nogen butikker, der havde åbent. Man kunne godt se de gamle ting, men kun udvendigt, siger Bente Jensen.
Overblik: Disse steder gør klar til at åbne
Projekter må vente
Nedlukningen har haft store omkostninger for Danmarks Jernbanemuseum. Det er ikke gjort endeligt op, men Steen Ousager vurderer, at de har mistet et større millionbeløb.
- De penge vi havde sparet op til at lave udstillinger og gøre noget ved vores udeområder, de er brugt til det her. Jeg håber, vi kommer til at se rigtig mange penge i den kommende tid, så vi alligevel kan komme i gang med vores projekter, siger han.
Museumsdirektøren fortæller, at museet har intensiveret markedsføringen og fået fintunet webshoppen.
- Jeg tror, vi sælger tre til fire gange mere nu, end vi gjorde før corona-krisen, siger Steen Ousager.
Udover Danmarks Jernbanemuseum genåbner en række fynske museer og kulturinstitutioner i denne uge.