Musik til kræftbehandlingen: - Vi glemmer totalt, hvad vi fejler lige nu!

Hans Kjær Poulsen fik straks sin kemobehandling flyttet, da han hørte, at Det Kongelige Teater skulle spille på kræftafdelingen. For det kan man ikke gå glip af.

Hans Kjær Poulsen gjorde store øjne, da han så plakaten på onkologisk afdeling - eller kræftafdelingen - på Odense Universitetshospital.

Det Kongelige Teater ville spille en koncert på afdelingen.

- Det gav et helt gib i mig, da jeg så det. Og så var det endda lige i de her tre dage, hvor jeg er her. Så det var bare lige super. 

Den 79-årige pensionist og trædrejer er indlagt på OUH med tyndtarmskræft, der har spredt sig til leveren. I tre dage får han kemobehandling med faste intervaller i et tætpakket program.

- Jeg gik straks hen og spurgte, om vi ikke lige kunne udskyde det, og jojo, det var de med på, fortæller Hans Kjær Poulsen, der fik udsat sin kemobehandling i den halve time, koncerten varede.

Og det var indsatsen værd. Efter at have lyttet til værker af både Duke Ellington, Carl Nielsen og Mozart, var han ikke i tvivl om effekten. Især duetten Pa-Pa-Pa-Pagena fra Mozarts opera Tryllefløjten gjorde indtryk.

- Du kan jo godt høre, at sådan noget er super. Vi glemmer jo helt, hvad vi fejler lige nu, siger Hans Kjær Poulsen.

Her kan du se et klip fra Det Kgl. Teaters optræden med Pa-Pa-Pa-Pagena på OUH:

Sopran Beate Mordal og baryton Palle Knudsen synger Pa-Pa-Pa-Pagena foran de tilstedeværende på onkologisk afdeling på OUH.​​

Turné til hverdagen

Koncerten på OUH er en del af Det Kongelige Teaters pop up-turné. 

Undervejs kommer ensemblet med de to sangere og fem musikere rundt til overraskende steder som et mejeri, en fiskeauktion og et fitnesscenter.

- Vi er glade for, at vi har kunnet sammensætte en tur, dér hvor danskerne er i deres hverdag. Vi er jo hele Danmarks nationalscene, og vi elsker at komme ud i landet med vores kunst, siger PR-ansvarlig Annette Berg fra Det Kongelige Teater.

På Det Kongelige Teater i København har man helt styr på lyd og lys. Man har kontrol over publikums samlede oplevelse. Men på en turné til danskernes hverdagssteder er situationen en helt anden. Undervejs i koncerten på OUH bliver patienter kaldt til behandling over højttaleren, nye patienter kommer ind fra gaden for at henvende sig ved serviceskranken, og svage patienter bliver fulgt til og fra behandling.

Det sætter musikerne i en helt anden situation, end de er vant til.

- Det giver en helt anden dynamik, det bliver mere intimt, og det udfordrer også musikerne, der er vant til at sidde nede i en grav, hvor de ikke engang kan se publikum. Nu er de i øjenhøjde med dem, og det, synes de, er rigtig fedt, siger Annette Berg.

Bevarer optimismen

Hans Kjær Poulsen har besluttet sig for at se lyst på sin situation, så længe han kan.

- Jeg vil ikke have nogen tidsfaktor på min behandling. Min kone siger også, at jeg lever i nu'et. Så jeg tager hver dag som en gave. 

Sammen med sin kone har Hans Kjær Poulsen været fast abonnent og stjernekunde hos Odense Symfoniorkester gennem 39 eller 40 år. Og det bliver de ved med, selvom Hans Kjær Poulsens kræft har spredt sig fra tyndtarmen til leveren.

- Det lå bare i luften. Når man er født optimist, så tænker man bare, at det skal gå. Vi har bestilt billetter til syv koncerter i sæsonen med forskelligt indhold, fortæller han, inden han går ind til næste kemobehandling.

Oversigt

    Oversigt