Måneders planlægningsarbejde med Novo Nordisks nye fabrikker i Tietgenbyen i Odense blev i dag lagt frem for offentligheden.
Både miljøkonsekvensrapporten samt forslag til lokal- og kommuneplan fremgår af udvalgsdagsordenen til By- og Kulturudvalgets møde i næste uge.
Og som nævnt af TV 2 Fyn i dag har Novo Nordisk levet op til de løfter, der er blevet givet i det lange forberedelsesforløb til etableringen i Odense.
Der er blevet lyttet til ønsker fra både Odense Kommune og Miljøstyrelsen om at bevare seks fredskove, der består af flere ældgamle træer, en sø nedlægges og flyttes.
Der er registreret to søer af "begrænset naturværdi". Den ene bibeholdes og den anden ønskes fjernet. Der vil blive ansøgt om dispensation mod, at der etableres en erstatningssø, fremgår det af miljøkonsekvensrapporten.
Søerne er blevet undersøgt for bevaringsværdige arter, men der er ikke fundet tilstedeværelse af markfirben og padder.
Der er registreret tilstedeværelsen af en række flagermus i planområdet og træer, som er egnede som raste og/eller ynglelokalitet, men ingen af disse er beboet af flagermus, oplyses det i miljøkonsekvens-rapporten.
De forventede støjniveauer i anlægs- og driftsfaserne vurderes hverken at udgøre en risiko for mén hos flagermus eller påvirke områdets funktionalitet for flagermus.
Træer vurderet egnede som raste og/eller ynglelokalitet for flagermus erstattes med andre træer. Planen sikrer, at alle områder med fredskov bevares som urørt skov.
Med den planlagte bevaring af fredsskove og etablering af erstatningsnatur opnås de samme kvadratmeter natur efter fuld udbygning af området, som er til stede på arealet i dag, fremgår det af notatet.
Byggeri kommer meget tæt på skovene
Store dele af skovene har karakter af urørt naturskov, en naturtype som er yderst sjælden i Danmark.
Men byggeriet kommer forholdsvis tæt på skovene.
Skovbyggelinjer fra Kohaven skal reduceres til 30 meter i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen. Odense Kommune anmoder derfor Miljøstyrelsen om at reducere kravet til skovbyggelinjerne.
Men i forvejen bortfalder kravet, når området bliver privat ejet, da skovenes areal er mindre end 20 hektar.
Skovbyggelinjerne erstattes derfor af specifikke "respektafstande" i lokalplanen på 10 meter for anlæg og 30 meter for bygninger.
Der er registreret to § 3 søer af begrænset naturværdi. Den ene bibeholdes og den anden ønskes fjernet. Der vil blive ansøgt om dispensation hertil mod etablering af en erstatningssø, hvilket der er afsat areal til.
Levende hegn fældes, men erstattes med nye træer.
Der er fokus på grønne områder og naturlige farver på facader og hegn, som vil bløde på for det visuelle udtryk.