Ny festival: Hjemløse skal også smæske sig i tarteletter
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odenses udsatte borgere og hjemløse får deres egen tarteletfestival den 24. august næste år.
Der ryger hvert år 13.000 tarteletter ned i Odense, når byen holder tarteletfestival. Næste år kommer byens udsatte borgere og hjemløse også til at mæske sig i butterdej og cremet høns med asparges, når de får deres egen tarteletfestival den 24. august.
Det er initiativtagerne bag den oprindelige tarteletfestival, rådmand Steen Møller (K) og Søren Windell, der også står bag de hjemløses festivial.
- Alene synet af en tartelet med dampende indhold får de fleste til at smile. Fra tarteletfestivalen ved jeg, hvordan denne kendte danske spise kan sætte gang i humør og livsglæde hos enhver. Det er den oplevelse vi nu gerne vil give til de odenseanere, der lever lidt på kanten i vores samfund. Og jeg har aftalt med Johnny Reimar, at han kommer og spiller. Musik skal der til, siger Søren Windell.
Fyn vil ha' tarteletter - her får du Claus Holms opskrift
I tv-kokken Claus Holms opskrift på tarteletter indgår der både fynsk øl og fynsk flø'e.
Fynboerne vil have tarteletter. I hvert fald, når der skal mad, som havde sin storhedstid i 1960'erne, på bordet.
Det er udkommet af Coops mormormad-konkurrence. Over 23.000 har landet over stemt og ligesom på Fyn, så foretrækker danskerne tarteletter.
På Fyn kommer mørbradgryde ind på en andenplads, mens boller i karry landede på en tredjeplads.
Og får du nu lyst til tarteletter, så kan du møde op i SuperBrugsen i Kerteminde i dag, onsdag, mellem 17.15 og 18.15. Her vil den fynske kok Claus Holm uddele smagsprøver på sin version af tarteletter.
Men du kan også selv gå i krig.
TV 2/Fyn giver dig nemlig her Claus Holms version af tarteletter - og de er selvfølgelig lavet med fynske råvarer:
Holms fynske tarteletter (4 Pers)
8 stk tartelet
400 gram kyllingebryst i tern
100 gram spegeskinke
Frisk purløg
2 stk æbler
1 fynsk mørk øl
Sennep
70 gram rygeost
Salt og peber
Lidt fynsk fløde ;-)
God appetit. Bum!
Jul i august
Der er længe til sensommer og august, men den 24. august er nøje udvalgt. Danmarks Radio henvendte sig i efteråret til Odense Kommune og spurgte, om kommunen sammen med andre danske kommuner ville være med til at øge bevidstheden om udsatte og hjemløse hele året – ikke bare til juletid. Det skal ske ved at forskellige kommuner ”laver jul” med et arrangement den 24 i en udvalgt måned.
- I Odense oplever vi også at ønsket om at hjælpe de udsatte i juletiden er meget større end resten af året, så derfor er det oplagt for os at gå med og lave et ”julearrangement” udenfor sæsonen. Jeg synes også, at det gerne må være både anderledes og festligt, og derfor min ide om en tarteletfestival for udsatte i sensommeren den 24. august. Jeg er glad for den umiddelbare begejstring jeg mødte hos Odense Tarteletfestival og er sikker på det bliver en fantastisk oplevelse for alle, siger rådmand Steen Møller.
Mændene bag tarteletfestivalen forventer, at mellem 200 og 300 odenseanere vil deltage i festen sammen med deres hunde.