Kenneth Emil Petersen var på banen for OB, da fynboerne mandag eftermiddag sejrede 2-1 hjemme mod Sønderjyske.
Kort inden kampen skabte han dog opmærksomhed på Twitter.
Den tidligere landsholdsspiller og fodboldkommentator Morten Bruun såede tvivl om, om OB stadig er en storklub i Danmark, og til dette svarede Kenneth Emil Petersen:
- "I så fald er vi den storklub i hele verden med de mest elendige forhold. Mvh KEP, som sidder på en plads i omklædningsrummet, hvor det drypper fra taget når det regner".
Efter mandagens sejr over Sønderjyske, hvor Nicklas Helenius og Troels Kløve stod for fynboernes mål, uddyber Petersen sin kommentar:
- Der er ikke nogen, der kan benægte, at OB har enormt dårlige trænings- og omklædningsforhold.
- Jeg ville blive meget overrasket, hvis der er andre hold i Superligaen, der har dårligere forhold.
- Hvis man skal udvikle sig som spiller, skal man have gode forhold, og her ligger OB langt efter.
Det er især manglende renoveringer i klubbens lokaler, der slider på forholdene i klubben, fortæller Petersen.
- Vores omklædningsrum ligner jo næsten et museum. Så gammelt er det. Det drypper fra loftet. I gangen lugter der også lidt af kloak.
Kenneth Emil Petersen fortæller dog, at der er ved at blive gjort noget ved problemerne.
- Jeg ved at klubben og Jesper Hansen (sportsdirektør i OB, red.) kæmper for at forbedre forholdene. Det er nødvendigt, hvis OB skal kunne lokke spillere hertil samt få vores spillere hurtigere tilbage fra skader.
Optimismen rækker dog ikke helt ind i himlen for 33-årige Petersen.
- Jeg tror ikke, at forholdene ændres i min tid i klubben.
OB møder i næste runde Lyngby på udebane i nedrykningsspillets pulje 2.