Odense Letbane har brug for 30 millioner kroner ekstra om året: - En rigtig, rigtig, rigtig god start, mener letbaneformand

Odense Letbane har fået flere passagerer siden opstarten i maj, men ligger stadig meget langt fra egne passagerprognoser. Alligevel mere end godkender bestyrelsesformanden letbanens opstart.

En rigtig, rigtig, rigtig, rigtig god start

Sådan siger Odense Letbanes bestyrelsesformand Jesper Rasmussen om Odense Letbanes snart første halve år i drift. 

Det til trods for, at det torsdag er kommet frem, at letbanen har brug for 60 millioner kroner ekstra over de kommende to år for at få økonomien til at hænge sammen.

Letbanen og Odense Kommune har estimeret med gennemsnitligt 29.900 passagerer på alle hverdage i 2022, men i den første måned med fuld drift var der blot 8.200 passagerer om dagen på hverdage.

Altså en forventning om gennemsnitligt 25.400 passagerer om dagen, hvis man fordeler tallene ud over alle ugens syv dage.

I september er antallet steget til 17.900 påstigninger om dagen, så letbanen nu er på 70 procent af det forventede antal passagerer. 

- Vi har oplevet en ganske fin tilstrømning, så vi i dag - hvis vi trækker covid-reduktionen fra - er på over 80 procent af prognosen. 

- Det må man sige, så tidligt efter starten, så er det det, der hedder en rigtig, rigtig, rigtig, rigtig god start, siger Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand for Odense Letbane.

Problemer på problemer

Siden opstarten 28. maj har letbanen bøvlet med en række problemer. Særligt støj fra kørslen har givet voldsomme udfordringer, og i den seneste tid har efterårets løvfald givet så store problemer, at driften i flere tilfælde har været særdeles ustabil på grund af stillestående tog på strækningen fra Tarup til Hjallese.

Letbanen offentliggjorde torsdag passagertallene for juni og frem til og med september. Som konsekvens af at antallet af passagerer fortsat ligger langt under letbanens egne estimater, skal Odense Kommune nu finde yderligere 30 millioner kroner om året i både 2022 og 2023 for at understøtte letbanens økonomi.

Alligevel mener letbaneformanden, at banen er en stor succes.

- Jeg er tilfreds med den tilstrømning og den måde, borgerne har taget letbanen til sig. Vi er stolte af det, vi har opnået, siger Jesper Rasmussen.

Burde have lavet budget for opstart

Bestyrelsesformanden indrømmer, at letbanen burde have været tydeligere omkring, at der ville være en lang indkøringsperiode, hvor passagertallene - og derfor økonomien - ikke ville nå de ellers fastsatte mål.

- Vi burde have haft lavet et budget, der viste, at vi havde en indsvingningsperiode, siger Jesper Rasmussen. 

Den erkendelse glæder den konservative By- og Kulturrådmand, Søren Windell.

- Jeg er glad for, at bestyrelsesformanden tager ansvaret for det og siger, at sådan skulle det have været fra starten. Det er ret forkert at lave noget, hvor man bare regner med, at det kører så godt fra dag ét, siger Søren Windell.

De seneste måneders udvikling gør dog rådmanden optimistisk om letbanens fremtid.

- Vi er godt på vej, og der er gode takter. Udviklingen er positiv, og det skal vi også huske at glæde os over, siger Søren Windell.

Foran andre projekter

Ifølge bestyrelsesformand Jesper Rasmussen viser letbanens egne tal, som er lavet ud fra sammenligninger med tilsvarende indkøringsperioder for andre letbaneprojekter i Europa, at Odense Letbane er lidt foran de forventede tal.

Ifølge letbanens egne beregninger af passagertallene ligger de i september på 80 procent af det forventede for 2022.

- Det er, set med europæiske øjne, ganske fint. Så det er vi glade for, siger Jesper Rasmussen. 

Han ærgrer sig over, at der har været - og er - en diskussion om, hvorvidt Odense Letbane burde have lavet et anderledes budget for opstarten, hvor der i højere grad var taget højde for, at der ville være en indkørings- og tilvænningsperiode for både letbanen og odenseanerne. 

- Det må jeg tage på mine skuldre. Det kunne jeg godt have været tydeligere omkring. Det har været diskuteret, men ikke eksekveret, siger bestyrelsesformanden.

Det manglende budget betyder, at Økonomiudvalget i Odense Kommune skal finde 60 millioner kroner over de kommende to år til Odense Letbane.

Oversigt

    Oversigt