- Det er jo helt utroligt.
Sådan lyder det fra en glad zoo-direktør i en pressemeddelelse udsendt mandag morgen.
Odense Zoo har nemlig krydset en milepæl i havens historie.
448.361 besøgende blev det til i 2022, og dermed var året det mest besøgte nogensinde.
- At slå vores besøgsrekord i et år, hvor vi ikke har åbnet nye anlæg, er enestående, og vi er utroligt taknemmelige for, at der er så mange, der har valgt at besøge os, siger Bjarne Klausen, direktør i Odense ZOO.
Den forhenværende rekord blev sat i 2001, da Oceanium med søkøer og pingviner åbnede
Ikke guldrandet
Årsagen til havens succes skal findes i foråret.
- Foråret var i den grad med os. Marts var solrig og tør, og vejret var også rigtig godt i påsken, hvor vores højsæson normalt begynder. Det gav os en rigtig god start på sæsonen, siger Bjarne Klausen.
Desuden er antallet af årskortholdere blevet større, samtidig med at årskortene er blevet brugt mere end tidligere år.
Rekordåret har dog ikke været guldrandet.
Energikrisen og inflationen har nemlig også påvirket Odense Zoo.
- Vi ender med et fornuftigt regnskab lige under budget, og det er vi glade for, tidens udfordringer taget i betragtning. Og så fejrer vi naturligvis besøgstallet og knokler videre for at give fynboerne og danskerne endnu flere unikke, fascinerende og flotte oplevelser i haven, siger Bjarne Klausen.
Før jul fortalte zoo-direktøren, at gæsterne kan se frem til prisstigninger i 2023. Dog også nye tilføjelser blandt havens beboer.