Skyderi: Politiet er i tvivl om dræbtes relation til gerningsmanden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvordan det kunne ende med, at en 31-årig mand blev skuddræbt natten til torsdag, er uvist. Gerningsmanden er stadig på fri fod.
To personer er blevet skudt i Vollsmose sent onsdag aften, og den ene - en 31-årig mand - er afgået ved døden.
Venner til skuddræbt:
- Han var ikke i det kriminelle miljø
Flere beboere fra Egeparken fortæller til TV 2/Fyn, at den 31-årige mand, der blev dræbt efter en skudepisode i Vollsmose, ikke var relateret til det kriminelle miljø. Han var på vej hjem fra moskéen.
Den 31-årige mand, der natten til torsdag blev dræbt efter en skudepisode i Vollsmose, er ifølge TV 2/Fyns oplysninger ikke relateret til det kriminelle miljø. Det fortæller flere beboere fra området.
En af dem er Abdinoor Adam Hassan, der både er ven af den 31-årige afdøde mand, beboerformand i Egeparken i Vollsmose og byrådsmedlem i Odense.
Han er dybt rystet over situationen.
- Det er forfærdeligt. Han var slet ikke en del af det kriminelle miljø. Han har ikke været med i nogen form for bande, siger han.
Var ikke en del af konflikten
Det samme siger tre unge mænd fra området. Ifølge deres oplysninger havde afdøde ingen relation til det kriminelle miljø.
De fortæller til TV 2/Fyn, at manden var på vej hjem fra moskéen, da der blev affyret skud foran hans bopæl. Skuddene kom fra en bil og ramte ham i hovedet. Politiet vurderer, at skyderiet er en udløber af en igangværende konflikt mellem personer fra flere grupperinger.
Men de tre unge beboere mener altså ikke, at den dræbte var involveret i opgøret, men at han uheldigvis gik forbi på det forkerte tidspunkt.
Den samme opfattelse har Abdinoor Adam Hassan, der bor i området.
- Jeg forstår det ikke. Han må have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, siger han.
Første gang det sker i Egeparken
Abdinoor Adam Hassan er også beboerformand i området, og det er første gang han oplever en sådan situation i Egeparken. Han mener, det er vigtigt, at politiet får styr på området.
- Vi har brug for at sige, at politiet skal være massivt til stede i de her måneder, siger han og fortsætter:
- Der er uroligheder under opsejling. Politiet må gøre en indsats for at skabe ro.
Politiet kommer formentlig med flere oplysninger om skudepisoden på et pressemøde klokken 12.15.
På et pressemøde på politigården i Odense kom det frem, at den 31-årige mand blev erklæret død kort efter midnat. Det fortæller chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj.
Den anden person, der blev ramt af skud - også en 31-årig mand - er indlagt på Odense Universitetshospital. Hans tilstand er stabil. Derudover bekræfter Fyns Politi, at der i forbindelse med skyderiet i Egeparken er skudt en hund, som også er død.
Er dræbte relateret til gerningsmanden?
Konflikten bunder ifølge politiet i nogle uoverstemmelser mellem grupperinger i Odense-bydelen. Flere venner til den skuddræbte fortæller til TV 2/Fyn, at den dræbte ikke har relation til det kriminelle miljø, men det ønskede politiet ikke at uddybe på pressemødet.
- Hvordan relationen er mellem dem, der er ramt af skud og så i forhold til selve skyderiet, er vi lidt mere i tvivl om i øjeblikket, siger Lars Bræmhøj.
Gerningsmanden eller gerningsmændene er stadig på fri fod. Der er ingen anholdte i forbindelse med skyderiet.
Mand dræbt af skud i Odense
To 31-årige mænd er blevet ramt af skud i Vollsmose sent onsdag aften. Den ene er afgået ved døden, mens den anden er hårdt såret. En hund døde ligeledes i nattens skudepisode.
En 31-årig mand er død efter en skudepisode i Odense-bydelen Vollsmose sent onsdag aften. Det bekræfter Fyns Politi.
Skudepisoden skete klokken 23.49. Politiet har været massivt til stede i området hele natten og torsdag morgen.
To personer er blevet ramt af skud. Begge er mænd og 31 år. Den anden 31-årige mand er hårdt såret, men er nu efter behandling stabil, oplyser politiet.
Konflikt mellem grupperinger
Fyns Politis efterforskere har arbejdet på stedet hele natten og er stadig i gang med gerningsstedsundersøgelser i Egeparken.
Politiet vurderer, at skyderiet er en udløber af en igangværende konflikt mellem personer fra flere grupperinger. På gerningsstedet er der fundet flere patronhylstre.
- Vi kan ikke sige yderligere nu, men efterforskningen går i flere retninger og fortsætter på fuld kraft, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fremgår det ikke, om der er blevet anholdt nogen for skuddrabet.
Politiet vil afholde et pressemøde klokken 12.15, hvor flere oplysninger om nattens skudepisode formentlig vil komme frem. Til stede vil være politidirektør Arne Gram og borgmester Peter Rahbæk Juel.
Billeder fra gerningsstedet viser, at en hund er fundet død. Helt stiv er hunden blevet lagt i en hvid plastikpose og båret væk af to betjente.
Skud affyret i sidste uge
Området omkring nattens skudepisode er fortsat afspærret.
I sidste uge blev der også affyret skud i Vollsmose. Fire personer blev i første omgang anholdt, men de blev løsladt uden sigtelser efter at være blevet afhørt af politiet. Politiet sagde i den forbindelse, at to grupperinger i Vollsmose og Korsløkkeparken var i konflikt med hinanden.
Som følge af skudepisoden blev der torsdag i sidste uge indført en visitationszone.
Politiet efterforsker fortsat sagen i området, som derfor vil være spærret af det næste stykke tid.
Politidirektør: Måske skærpet strafzone i Vollsmose
Politidirektør Arne Gram fortæller på pressemødet, at politiet overvejer at lave en skærpet strafzone som tillæg til visitationszonen, der den seneste uge har eksisteret. Om det ender med det, kan han ikke sige endnu.
- Vi undersøger muligheden for oven i visitationszonen at indføre en skærpet strafzone, siger Arne Gram.
Det betyder, at hvis man begår lovtrædelser inden for zonen, risikerer man dobbelt straf.
På pressemødet advarede politiet flere gange forældre i området om at have ekstra fokus på, hvad deres børn og unge laver.
- Hold øje med børn og unge, især når mørket stunder til. De skal ikke være frivillige eller ufrivillige deltagere i denne konflikt, siger Arne Gram.
TV 2/Fyn, der var mødt op til pressemødet og sendte det direkte, havde ikke mulighed for at stille opfølgende spørgsmål efter pressemødet.