Meget tyder på at både SF, Enhedslisten, De Konservative og Socialdemokratiet i Odense Byråd går ind for at lade OBs amatørafdeling flytte ind på byens dyrskueplads.
Dansk Folkeparti har endnu ikke taget stilling, mens Venstre er skeptiske.
SF og Enhedslisten har taget stilling:
- Vi finder det vigtigere, at vi har et velfungerende idrætsliv med tiltrækkelige boldbaner, end at vi har et dyrskue i byen. Derfor støtter vi planerne om, at OB kan flytte til Dyrskuepladsen, fordi det vil give både OB og mindre klubber bedre forhold, siger Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten.
Vi finder det vigtigere, at vi har et velfungerende idrætsliv med tiltrækkelige boldbaner, end at vi har et dyrskue i byen.
De Konservative og Socialdemokratiet ser gerne, at OB overtager dyrskuepladsen, men har ikke taget endelig stilling:
- Grundlæggende støtter vi en løsning, der tilgodeser OB's muligheder for at klare sig i toppen af dansk fodbold. Og hvis det betyder, at de skal rykke til Dyrskuepladsen, så kan jeg godt se det for mig. Men vi har ikke taget endelig stilling endnu, siger Det Konservative Folkepartis medlem af By- og Kulturudvalget, Lars Havelund.
Vi støtter at OB flytter til Dyrskuepladsen, men det kræver, at vi finder en løsning for dyrskuet.
- Vi støtter, at OB flytter til Dyrskuepladsen, men det kræver, at vi finder en løsning for dyrskuet, siger socialdemokraternes politiske ordfører i byrådet, Tim Vermund.
Mangel på træningsfaciliteter
OB's børne- og ungdomsafdeling har vokset sig for stor til træningsanlægget i Ådalen. I stedet vil OB Amatører gerne træne fast på Dyrskuepladsen.
Klubben betragter sig som en midtbyklub og vil derfor helst blive liggende tæt på centrum af hensyn til de mange børn og unge, der bor der.
Odense Byråd er i øjeblikket i færd med at tage stilling til seks mulige scenarier, der skal løse pladsproblemerne for Odense Boldklub. At rykke til Dyrskuepladsen er ét af scenarierne, og det er Odense Boldklub og de andre fynske boldklubber gået sammen om at pege på.
Samtidig arbejdes der med, at Det Fynske Dyrskue skal flyttes til det militære træningsområde i Højstrup.
Dyrskuet har ikke selv råd til at flytte
For formanden for Det Fynske Dyrskue, Torben Povlsen, er det som udgangspunkt lige meget, hvor Det Fynske Dyrskue finder sted, men en flytning vil kræve nye faciliteter på området ved Højstrup. Det har kræfterne bag dyrskuet ikke råd til selv at betale.
- De midler, vi har, er brugt på Dyrskuepladsen. Hvis ikke Odense Byråd vil finansiere flytningen, er der ikke noget dyrskue i fremtiden, fortalte han mandag til TV 2/FYN.