Propfyldte letbaner i myldretiden - passagerer risikerer at blive efterladt på perronen

Propfyldte letbanetog efterlader passagerer på perronerne. Alligevel overvejer Odense Letbane ikke at begrænse tidsrummet for medtagen af cykler.

Det går godt for letbanen i øjeblikket. Næsten for godt.

Efter Syddansk Universitet igen er åbnet for undervisning, er der pludselig mange, der gerne vil med letbanen, og det skaber situationer, hvor passagerer bliver efterladt på perronerne i morgentrafikken.

En af dem, der har oplevet at blive efterladt på perronen, fordi toget var for fyldt, er Sarah Louise Mellor, der studerer på universitetet.

- Der er virkelig proppet nogle gange, så jeg går altid ti minutter før for at være sikker på at komme til tiden, siger hun.

Hun tager letbanen frem og tilbage hver dag. 

- Selvfølgelig er det frustrerende, men der kommer heldigvis ret hurtigt et nyt tog, siger Sarah Louise Mellor. 

Den administrerende direktør for Odense Letbane, Dan Ravn, erkender, at det i perioder med stort pres kan ske, at togene ikke kan medtage flere passagerer. 

- Vi har ikke oplevet mange klager om det her, men vi kan ikke sige, at det ikke sker, siger han.

Letbanetogene har nogle bestemte tidsvinduer, de skal nå i lyskryds. Det er nødvendigt både for, at letbanen ikke skal blive forsinket og for den øvrige trafik. 

Det betyder også, at letbanen ind imellem kan være nødsaget til at lukke dørene og låse, også selvom alle ikke er kommet ombord. 

Cykel i myldretiden

Selvom letbanetogene kan være godt fyldt op i myldretiden, er det stadig både ganske gratis og helt legalt at tage cyklen med sig.

Hos Odense Letbane er der nemlig ingen retningslinjer for, hvornår der må medtages cykler. 

- Det er muligt at tage cykler med gratis i kollektiv trafik på hele Fyn, og det skal det selvfølgelig også være i letbanen, siger Dan Ravn.

Hos letbanen har de ikke hørt, at det skulle være et problem, at cyklerne fylder. Administrerende direktør Dan Ravn nævner dog, at det kræver noget tilvænning for fynboerne. 

- Man skal lige lære, hvilke døre man skal gå ind af, og hvor man bedst kan holde med sin cykel, siger han. 

Han påpeger samtidig, at han synes, det er et godt tilbud, at man kan tage cyklen med i letbanen, også i myldretiden. 

- Det giver en kæmpe fordel at kunne bruge cyklen til at komme den sidste kilometers penge, siger han.

Århus og København

Letbanen i Aarhus har været kørende i nogle år, men her har man fra start taget en beslutning om, at man ikke vil have cykler med i letbanetogene i myldretidstrafikken. 

Den beslutning har Midttrafik, der står for driften, taget allerede fra start.

- Da letbanen startede med at køre i Aarhus vurderede vi, at det var der ikke plads til i myldretiden, siger Britta Charmig, der er kommunikationskonsulent hos Midttrafik. 

Hun fortæller også, at virker til, at folk overholder, at de ikke må have cykler med.

- Vi har ikke oplevet, at der kommer kunderklager over cykler, siger hun.

I København er der endnu ikke en letbane, men det, der tættest kan sammenlignes, er metroen. Her må man heller ikke have cykler med i myldretiden. 

Hos metroselskabet har man vurderet, at der ikke er plads nok.

Ved letbanen i Odense overvejer man endnu ikke at at følge i fodsporene fra letbanen i Aarhus eller metroen i København.

- Cykel og tog er en virkelig god kombination, og derfor vil vi meget nødigt sætte begrænsninger, siger Dan Ravn. 

At letbanen er godt fyldt op står i stor modsætning til passagertalene for de første måneder af letbanens åbningstid.

Oversigt

    Oversigt