Retssag om skudepisode fra Vollsmose skal gå om

Skudsag fra Vollsmose endte med frifindelse. Spørgsmål om erstatning skal nu gå om, fastslår Højesteret.

I et halvt års tid sad fire mænd tilbage i 2019 bag tremmer i en sag, hvor de senere blev frifundet. En dommer i Odense nægtede efter en retssag mændene erstatning, men den sag skal nu gå om.

Det ligger fast, efter at Højesteret tirsdag har vurderet, at der kunne sås en berettiget tvivl om, hvorvidt dommeren, som nægtede erstatning, var upartisk.

Sagen begyndte 28. februar 2019. Her blev tre mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense med krav om varetægtsfængsling.

Politiet og anklagemyndigheden mistænkte mændene for at være skyldige i et drabsforsøg og for ulovlig besiddelse af et skydevåben.

Skød mod bil

Sagen drejede sig om et skyderi i Vollsmose i Odense, hvor der blev skudt mod en bil, hvor en mand og hans fireårige søn befandt sig.

Dommeren fængslede mændene på en mistanke om grov vold, fareforvoldelse og besiddelse af skydevåben. Dagen efter blev en fjerde mand fængslet af en anden dommer på det samme grundlag.

Flere gange besluttede den første dommer, at fængslingen af alle fire mænd skulle opretholdes. Hun agerede siden retsformand, da mændene forsvarede sig mod anklagemyndighedens tiltale i sagen.

Det var i december 2019, og Retten i Odense endte med at frifinde og løslade de fire.

Bar selv ansvar

Mændene søgte erstatning for den tid, som de havde siddet varetægtsfængslet. Det lokale medie Fyens.dk skrev dengang, at det samlede krav lød på cirka 1,7 millioner kroner.

Statsadvokaten i Viborg sagde nej, og det samme gjorde Rigsadvokaten. Mændene havde i forbindelse med sagen udvist såkaldt "egen skyld" - de bar altså selv et ansvar for deres skæbne som varetægtsarrestanter.

Den afgørelse blev indbragt for retten, og her var det igen dommeren, som både havde varetægtsfængslet og frifundet, der fik sagen. Sammen med to domsmænd valgte hun at følge anklagemyndighedens påstand. Det skete i maj 2021.

Ny sag venter

Men anklagemyndighedens begrundelse, for at der ikke skulle gives erstatning, lagde sig ifølge Højesterets dom meget tæt op ad den begrundelse, som dommeren i sin tid havde givet i forbindelse med varetægtsfængslingen.

- På den baggrund tiltræder Højesteret, at der ved erstatningssagens behandling forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om hendes (dommerens, red.) fuldstændige upartiskhed, lyder det i Højesterets afgørelse,

Højesteret er dermed enig med Østre Landsret, som i efteråret nåede frem til samme resultat.

Sagen om erstatningsspørgsmålet skal nu berammes på ny ved Retten i Odense.

Oversigt

    Oversigt