Rigeligt med smør: Diabetikere kan vende kostpyramiden på hovedet uden konsekvenser
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et stort studie fra OUH viser, at man sagtens kan spise sig mæt i fedtholdig mad og samtidig både tabe sig og forbedre blodsukkeret.
Fløde, smør, ost og olie.
Det er ikke normalt ting, man forbinder med en stram kostplan for diabetikere.
Men et nyt, stort studie fra Odense Universitetshospital (OUH) viser, at man som diabetiker med type 2 diabetes, sagtens kan spise fedtholdig mad og samtidig tabe sig og føle sig mæt.
- Alle kan få gavn af det her studie. Det virker på alle. Når det så er sagt, så ved vi, at folk er forskellige. Nogle elsker den her type mad med ost of fløde, og andre synes ikke, det er lækkert, de vil gerne have rugbrød og kartofler, forklarer Camilla Dalby Hansen, der har været læge og ph.d.-studerende på projektet.
Diæten, som er blevet testet i studiet, bliver kaldt for 'low carb, high fat', eller LCHF-diæten, og den består primært af grøntsager, proteiner og fedtholdige produkter, og så udelukker den kulhydrater som for eksempel pasta, rugbrød og ris.
Kræver livsstilsændring
Ifølge forskerne skulle LCHF-diæten give en større succesrate for de type 2 diabetikere, der har brug for vægttab og blodsukkerkontrol, fordi de fortsat kan spise den samme mængde kalorier, som de gjorde før. Det betyder, at patienterne ikke vil føle sig sultne i samme grad, som når de følger de nuværende kostråd om færre kalorier og fedtfattig mad.
Men ifølge Camilla Dalby Hansen kræver det også, at patienterne overgiver sig til den nye livstil.
- Det kræver vilje, og vi kan se, at hvis man ikke overholder kosten, forsvinder resultatet, forklarer hun.
Camilla Dalby Hansen fortæller også, at man fortsat godt kan indtage alkohol, når man er på diæten, her skal man blot undgå alkoholtyper, der indeholder mange kulhydrater, som for eksempel øl.
Første og største
Studiet er det første og største studie i verden, der påviser, den fedtholdige kosts effekt på type 2 diabetes, vægttab og fedtlever.
Diabetes Foreningen har reageret positivt på, at der bliver forsket mere i diabetes, men studiets resultater er endnu ikke blevet en del af deres anbefalinger.
Studiet fra OUH har varet seks år og er gennemført ved at få 165 diabetespatienter til at spise enten fedtholdigt mad og ingen kulhydrater eller fedtfattig kost og færre kalorier i seks måneder.
Når nyt OUH åbner, flytter diabetesforskerne med. Det nye supersygehus er dog endnu engang blevet forsinket og forventes tidligst at stå færdigt i 2025.