Rød opbakning til røgfrie boldbaner i Odense

Der tegner sig et flertal for at gøre alle kommunens boldbaner røgfri fra 1. april.

Meget tyder på, at det fra april er slut med at tænde en cigaret, hvis du står på sidelinjen og ser en kamp mellem to lokale seriehold.

Både SF og Socialdemokratiet bakker op om den radikale børn- og ungerådmand, Susanne Crawleys, forslag om at gøre alle kommunens boldbaner røgfri fra 1. april.

- Det forslag kan vi sagtens se os selv ind i, siger socialdemokratiets formand for kommunens sundhedsudvalg, Kasper Ejertsen.

- Vi har en vision om at have en røgfri generation i kommunen i 2025, og der er en stærk signalværdi i at man ikke ryger på boldbanerne, fortsætter Ejlertsen.

Hos SF er man også klar til at fjerne cigaretterne fra alle kommunens boldbaner.

- Helt ærligt, så er sport og rygning en spøjs kombination. Rigtig mange børn og unge har deres gange på sportsanlæg rundt om i kommunen, og det er et mærkeligt signal at lade folk stå og ryge lige dér. Vi skal ikke ryge, der hvor børn og unge har deres gang, siger Brian Dybro.

Hetz mod rygere

Hos konservative er der dog ikke samme opbakning. Søren Windell regner ikke med, at Konservative vil stemme for forslaget.

- Det bliver ikke med konservative stemmer. Det tenderer en hetz mod rygere, hvis man ikke skal have lov til at stå udenfor og ryge. Cigaretter er stadig et lovligt nydelsesmiddel, og nu vil man så lave regler, der alligevel ikke kan håndhæves, siger Søren Windell og fortsætter:

- Jeg tror ikke på, at unge bliver inspireret af bedstefar, som står på sidelinjen med en pibe. Og nu vil de radikale, så forhindre, at oldboys holdet ikke må få en cigaret på plænen efter kampen.

Oversigt

    Oversigt