Røver overfaldt fragtmand og kørte væk med julegaver

En fragtmand blev tidligt onsdag morgen udsat for vold, hvorefter gerningsmand kørte væk med varebilen.

En fragtmand fra firmaet DAO, der leverer pakker og aviser, fik onsdag morgen en brat afslutning på sin arbejdsdag.

Under en aflæsning på Christiansgade i Odense blev fragtmanden skubbet væk fra bilen, hvorefter gerningsmanden hoppede ind i bilen og kørte.

Det oplyser vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi.

Gerningsmanden skulle vende bilen for at komme ud af Christiansgade, der er en lukket vej. Vagtchefen forklarer, at da gerningsmanden kørte tilbage, forsøgte fragtmanden at stoppe bilen. Det resulterede i, at fragtmanden blev ramt af bilen og kom til skade med hånden.

Pakker stjålet fra bilen

Politiet oplyser, at anmeldelsen om hændelsen blev modtaget fra fragtmanden klokken 04.50. Cirka en time efter gerningstidspunktet. 

Fragtmandens mobil lå nemlig i bilen, som gerningsmanden kørte væk med, og derfor havde fragtmanden ikke en telefon på sig umiddelbart efter overfaldet.

Varebilen blev fundet i nærheden af gerningsstedet senere samme morgen. I varebilen var pakker og aviser, men politiet oplyser, at flere af tingene fra bagagerummet er blevet stjålet.

Der er endnu intet spor af gerningsmanden, og derfor efterlyser politiet vidner, der i de tidlige morgentimer har set en varebil fra DAO med rød bagsmæk.   

Oversigt

    Oversigt