Odense Letbane kan torsdag middag for første gang køre testkørsel på hele den 14,5 kilometer lange strækning fra Tarup til Hjallese.
- Det er en vigtig milepæl, vi er nået til. Fra nu af bevæger letbanen sig ind i en ny fase af testforløbet og bliver samtidig mere synlig i bybilledet med testkørsler i de centrale dele af byen, siger Mogens Hagelskær, direktør i Odense Letbane til letbanens egen hjemmeside.
Og det er gået planmæssigt med testkørslen.
- Vi havde en signalsynlighedstest, hvor vi ved hver eneste kryds skulle sikre os, at letbaneføreren kan se signalerne, og det er gået godt, siger Søren Thrane, der er construction manager ved Odense Letbane.
Banedanmark har godkendt strømsætningen af hele strækningen, heriblandt tre delstrækninger ved Odense Banegård Center, broen over Middelfartvej og Hjallese Station. Her kommer letbanen tæt på Banedanmarks anlæg. Godkendelsen foregår dog med ekstra overvågning indtil videre.
- Bekymringen gik på, om vi sender vagabonderende strøm over, som kan påvirke Banedanmarks kørsel, da det kan påvirke deres signalanlæg. Det ville være en kritisk situation, siger Søren Thrane.
Kan give gener
Odense Letbane gør opmærksom på, at der kan opstå støj og vibrationer, som kan virke generende over for borgere, der bor i nærheden af letbanen.
Det er især skinnerne, der ikke er kørt til endnu, der kan give støjgener, da skinnerne fortsat er ru. Der kan desuden opstå såkaldte "flat spots" på hjulene i forbindelse med opbremsninger.
Letbanen skriver:
"Både ru skinner og flat spots kan bidrage til et støjbillede, der ikke er retvisende for normal drift senere hen, hvor både afdrejning af hjul og afslibning af skinner vil være indarbejdede rutiner."
De forsikrer desuden, at der senere vil blive lavet målinger, som kan klargøre, hvor meget støj Odense Letbane vil afgive.
I de første uger vil testkørslerne være begrænsede i omfang og antal og vil derefter langsomt blive skaleret op, til letbanen kører i almindelig drift.